Hej

Jeg er en pige på 16 år, som har svært ved at finde job. Jeg har været til fire jobsamtaler, men ingen af dem har valgt mig. Jeg kan godt være lidt generet, og måske kan det være grunden til at de ikke gider at vælge mig. Jeg er bange for, at jeg ikke får et job, før jeg bliver 18 år.

Håber I kan hjælpe mig.

Mvh anonym

(Pige, 16 år)


Kære anonym 

Øv altså, det kan være super frustrerende at søge job. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det kan være hammersvært at finde job

Først og fremmest så tænker jeg, at du godt kan klappe dig selv på skulderen, for at være blevet indkaldt til 4 jobsamtaler. For det kan være hammersvært overhovedet at skrive en ansøgning, som er god nok til, at man bliver kaldt ind. Derfor synes jeg også, at det er sejt, at du er blevet kaldt ind til 4 jobsamtaler. Det tænker jeg er et tegn på, at du har skrevet en rigtig god ansøgning. 

Det er møgirriterende, at de ikke har valgt dig, når du har været til samtale. Og jeg kan sagtens forstå, at det kan gøre dig usikker på hele jobsøgningsprocessen. Men mit bedste råd til dig er ikke at give op. For nogle gange, så er man også bare lidt uheldig og der kan være virkeligt mange unge, som søger det samme job. Så er det lige med at komme igennem nåleøjet. Derfor tænker jeg også, at hvis du bliver ved med at sende ansøgninger ud, så skal jobbet nok komme på et tidspunkt. Og det er helt normalt at opleve, at det ikke er i første hug, man bliver valgt. 

Snak med en af cheferne igen 

Hvis du har mod på det, kan du også prøve at ringe til en af de chefer, som tidligere kaldte dig ind til samtale. Så kan du prøve at spørge dem ad, hvorfor de ikke valgte dig. På den måde vil du kunne finde ud af, præcis hvorfor de valgte en anden. Det kan være rigtigt hjælpsomt at vide, men også lidt hårdt, hvis det er fordi, man måske har været meget nervøs. Så du må mærke lidt efter, om du har lyst til det. 

Næste gang 

Næste gang du bliver kaldt til samtale, så kan du overveje at starte med at sige til chefen, at du bliver hammernervøs til jobsamtaler. Og det altså ikke er fordi, du ikke vil snakke med dem. Det kan nemlig være rigtigt rart at få sagt højt på forhånd, at man er nervøs, så chefen ved, at man normalt er lidt mere snaksagelig og rolig. Og nogle oplever også, at de faktisk bliver mindre nervøse, når de først har fået det sagt. 

Du kan også øve jobsamtalen lidt sammen med en veninde eller dine forældre. Så kan du på forhånd øve nogle svar til nogle af de spørgsmål, som måske kan komme op til samtalen. 

Det kan være et nåleøje at blive valgt til et job, men hold hagen højt. Jobbet skal nok komme på et tidspunkt. Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper