Hej Mindhelper
Jeg hader at fremlægge foran folk, fordi når jeg er nervøs begynder jeg at ryste og stamme og jeg hader det, bare i situationer hvor jeg bare er lidt nervøs begynder jeg at stamme, er der noget jeg kan gøre for at få det til at stoppe?
Men alle er nok lidt nervøse når de skal fremlægge men mit er så tydeligt, man kan nok også se at jeg har dårligt selvværd. Men jeg syntes at folk når de er nervøse enten rører ved sit hår eller taller hurtigt men jeg syntes bare at mit er det værste fordi ryste og stamme og jeg har virkelig svært at kigge ud når jeg fremlægger fordi så bliver jeg bare mere nervøs. Og jeg har fået at vide af folk at når jeg fremlægger er der to drenge fra min klasse der griner og det er så irreterende fordi jeg kan ikke styre min krop når det sker.
Hvad skal jeg gøre?
(Pige, 13 år)
Kære Pige på 13 år
Det er rigtigt træls, når man bliver alt for nervøs, når man skal fremlægge. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er ikke i orden
Du skriver, at folk har fortalt dig, at der er to af drengene fra din klasse, der griner af dig, når du fremlægger. Og det vil jeg gerne understrege ikke er i orden. For det er ikke særligt pænt at grine af andre. Slet ikke når man kan se, at den person der fremlægger, er rigtigt nervøs. Det gør nemlig rigtigt ondt på den person, der bliver grinet af. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at det giver god mening, at du ikke synes, det er rart at fremlægge. For der er ikke nogen, der bryder sig om at blive grinet af. Så vi ville alle sammen blive nervøse, når vi skulle fremlægge, hvis vi vidste, at der var nogen, der grinede af os. Derfor er det heller ikke dig, der er noget i vejen med – det er de drenge, der griner af dig, der er problemet.
Du er helt normal
Som du selv skriver, så er det helt normalt at blive nervøs, når man skal fremlægge. Og det er så forskelligt, hvordan vores kroppe reagerer, når vi bliver nervøse. Ligesom det også er forskelligt, hvor nervøse vi bliver, når vi skal fremlægge. Så der er måske nogle, der bare leger med sit hår, når de er nervøse. Og så er der andre, der ligesom dig bliver så nervøse, at de begynder at ryste og stamme og snuble over ordene, når de fremlægger. Grunden til, du oplever at ryste og stamme er, at din krop forbereder dig på, at du skal til at præstere om lidt. Og fordi du er rigtigt nervøs for at skulle fremlægge, så tror din hjerne, at der er fare på færde.
Så den sætter gang i alle de alarmklokker, den overhovedet kan. Det var nemlig super vigtigt, dengang vi boede på savannen og havde brug for at løbe fra en bjørn. Så var det rigtigt godt, at vores hjerte for eksempel kunne pumpe hurtigere, så der hurtigere kunne komme ilt til vores muskler. For så kunne vi nemlig løbe hurtigt væk fra den bjørn, der jagtede os. Det er præcis det samme system, der bliver sat i gang, når du skal fremlægge. Og det er for eksempel derfor, du oplever, at du ryster. Det er bare ikke så hjælpsomt mere, fordi det kommer til at spænde ben for, at du kan komme igennem din fremlæggelse. Men der er ikke noget galt med din krop, når den reagerer med at ryste og stamme, når du bliver nervøs. Den reagerer helt, som den skal.
Vejrtrækningen kan være et godt våben
Når man bliver nervøs, begynder man rigtigt tit at trække vejret hurtigere og mere overfladisk. Det var nemlig også noget af det, der var smart dengang, vi havde brug for at kunne løbe fra bjørne. Men når man trækker vejret hurtigt, så det en slags signal til ens hjerne om, at der er fare på færde. Og så sætter den endnu flere alarmklokker i gang for at beskytte en. Derfor kan vejrtrækningen være et rigtigt godt våben til at dæmpe nervøsitet. Hvis man trækker vejret dybt og helt ned i maven, så kan man nemlig fortælle sin hjerne, at den godt kan slappe af, og at man har helt styr på det.
Så næste gang du skal fremlægge, kan du prøve at øve dig i at trække vejret helt ned i maven en gang imellem. Det kan være, det kan give lidt ro på. Du kan også prøve at kigge på vores artikel med vejrtrækningsøvelser og se, om der er nogen af dem, der kan hjælpe. Det kan være en rigtigt god idé at øve dem, mens der er helt ro på. Så har du nemlig helt styr på, hvordan du skal bruge dem, når du står og er nervøs. Du kan også prøve at kigge på vores artikel med gode råd til at dæmpe sin nervøsitet. Selvom den ikke er direkte rettet imod fremlæggelser, så kan det alligevel være, der er nogle råd, du kan bruge.
Snak med en lærer
Jeg synes også, du skal prøve at snakke med dine lærere om, at du synes, det er så svært at fremlægge. For jeg tænker ikke, du er den første elev, de har haft, som har været nervøs for det. Det er som sagt helt normalt at blive nervøs, når man skal fremlægge. Så måske har dine lærere nogle tips, der kan hjælpe dig lidt? Samtidigt synes jeg også, det er vigtigt, du fortæller dine lærere om de to drenge, der griner af dig. For det er ikke i orden, og det skal de have at vide af en lærer, så der kan blive sat en stopper for det.
Snak med dine veninder
Du kan også prøve at snakke med dine veninder om, hvor nervøs du bliver, når du skal fremlægge. For jeg tænker, at der nok også er nogle af dem, der kender til at blive nervøs inden en fremlæggelse. Og det kan jo også være, de har nogle tips til, hvad du kan gøre, som kan hjælpe dig? Nogle gange kan det også bare være meget rart at huske sig selv på, når man fremlægger, at der sidder nogle nede i klassen, der er lige så nervøse for den fremlæggelse, som man selv er.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Jeg håber i hvert fald, at det du kan tage med dig er, at du ikke er unormal. Din krop reagerer helt, som den skal. Men det er selvfølgeligt møgtræls, når det forhindrer en i at fremlægge, som man gerne vil. Så jeg håber, at du finder ud af, hvordan det kan blive nemmere for dig at fremlægge.
De bedste hilsner fra en Mindhelper