Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 13 år og jeg kan
Konstant ikke falde i søvn ikke at være dag jeg ikke kan falde i søvn det er bare ofte og ret træt af det, jeg prøver og sove men det går ikke jeg ender med at først falde i søvn imellem 2:00 – 3:00 i hver dagen. men i weeekenderne er det ikke noget problem . Er nok også meget længe oppe i weekenderne men nogen gange falder jeg i søvn kl 22:00. Det går mig lidt på at jeg ikke kan få en ordenligt nattesøvn som jeg skal have, for jeg ender med at falde i søvn nå jeg kommer hjem for skole også kan jeg ikke sove nå jeg faktisk skal sove. Hvad skal jeg gøre?
(Pige, 13 år)
Hej Pige på 13 år
Det er super frustrerende, når man ikke kan sove. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og spurgt ind til det.
Du er helt normal
Det er helt normalt, at have perioder, hvor man ikke kan sove. Det oplever de fleste engang i mellem. Men det er selvfølgelig super træls, hvis det ikke holder op igen og det begynder at forstyrre ens hverdag. Så kan det være en rigtig god idé, at prøve at kigge på ens døgnrytme og vaner, og få snakket med nogle, hvis der er noget, som går en på.
Det med døgnrytmer.
Hvis man har svært ved at sove, så er det ekstra vigtigt, at man prøver at holde fast i sin døgnrytme. Det vil sige, at man går i seng på det samme tidspunkt og står op på det samme tidspunkt. Når man holder weekend, så er det helt normalt, at man godt kan komme til at gå ret sent i seng og stå sent op dagen efter. Men når ens weekend så er slut, så kan det være rigtigt svært at vende tilbage til den døgnrytme, man har i hverdagen. Og så ender man måske med at være alt for sent vågen, stå tidligt op og så sove midt på dagen. Men det gør desværre, at det bliver endnu sværere at sove. Sover man midt på dagen, så er det helt normalt ikke at kunne sove om aftenen. Derfor er mit bedste råd til dig også, at holde op med at sove midt på dagen og så sørge for at stå op og gå i seng på samme tidspunkt. Også selvom du er rigtigt træt om morgenen eller midt på dagen. Så er jeg næsten helt sikker på, at din døgnrytme nok skal vende og blive helt normal igen.
Du kan læse vores artikel omkring årsager til søvnproblemer her og gode råd til at dem, som ikke kan sove. Der står nemlig en masse super gode tips til, hvordan man kan få styr på sin søvn, hvis den driller. Især rådet om at lægge sin telefon fra sig kan være rigtigt hjælpsomt for mange.
Er der noget du tænker på?
Nogle gange kan man have svært ved at sove, fordi man har hovedet fuld af tanker. Det kan eksempelvis være, hvis man har det svært eller er presset i en periode. Hvis du oplever det, så kan det være en rigtig god idé, at få snakket med nogen om det. Eksempelvis dine forældre eller lærere, så du kan få hjælp til at håndtere det svære.
Få hjælp af dine forældre
Hvis du bliver ved med at have svært ved at sove, så kan du også prøve at snakke med dine forældre, om de vil hjælpe dig med at få styr på din døgnrytme. Så kan de hjælpe dig med at stå op og gå i seng på de samme tidspunkter og støtte dig, hvis det bliver træls.
Det er super irriterende, hvis man oplever, at have svært ved at sove. Så kan det være en rigtig god idé, at prøve at få styr på sin døgnrytme og snakke med sine forældre, hvis det bliver ved. Men jeg håber, du har kunne bruge mine råd til noget og at du snart sover super godt igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper