Hej

Jeg har tit mega svært ved at falde i søvn om aftenen og jag har det med at ligge og hidse mig op omkring det. En af grundene til det er fordi at jeg er bange for at mine forældre falder i søvn for mig. Har i nogle gode råd jeg kan bruge til at bare slap af og ikke tænke på om mine forældre sover

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det er super irriterende at have svært ved at sove. For det er ikke kun træls om aftenen, når man ikke kan sove. Det er også træls dagen efter, fordi man bliver super træt af ikke at sove nok. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er helt normalt

Det lyder super træls, at du har svært ved at sove. Det er nemlig mega irriterende, når man ligger i sin seng og vender og drejer sig, fordi man bare slet ikke kan sove. Men det er også helt normalt at have svært ved at sove i en periode. Specielt hvis der er en hel masse bekymringstanker, der fylder for en. Og det lyder det som om, der er hos dig, fordi du ligger og er bange for, om dine forældre mon allerede sover. Hvis du har lyst til det, så kan du prøve at kigge i vores artikel om søvnproblemer. Der står nemlig noget om de mest almindelige grunde til, at man har svært ved at sove. Og så er der også nogle gode tips til, hvad man kan gøre ved det.

Undersøg dine bekymringer

Du skriver, at du har svært ved at sove, fordi du bliver bange for, at dine forældre falder i søvn før dig. Og det får mig til at tænke på, hvad du mon er bange for, der sker, hvis dine forældre falder i søvn før dig? Det er ikke sikkert, du lige har tænkt over, og det er helt okay. Men så kunne det måske hjælpe dig lidt at undersøge, hvad det værste der kan ske ved, at dine forældre falder i søvn før dig er.

Ens bekymringer kan nemlig godt komme til at løbe helt af med en. Og så kan det komme til at føles som om, at der kan ske en hel masse katastrofer. Men hvis man undersøger sine bekymringer lidt, så finder man tit ud af, at det for det meste nok slet ikke går så galt, som man frygter. Du kan læse mere om, hvordan du kan undersøge dine bekymringer i den artikel, jeg har linket til.

Prøv vejrtrækningsøvelser

Når man har svært ved at sove, fordi man er lidt bange og anspændt, så kan det også tit hjælpe lidt at lave nogle vejrtrækningsøvelser. Når man er bange, så trækker man nemlig tit vejret hurtigere, end hvis man slapper af. Så hvis man øver sig i at trække vejret langsomt og roligt, så kan man hjælpe sin krop med at finde ud af, at det er tid til at falde til ro og sove. Hvis du har lyst til at prøve det af eller bare læse mere om vejrtrækningsøvelser, så kan du kigge i den artikel, jeg har linket til.

Der står nemlig både lidt mere om, hvorfor vejrtrækningsøvelser er gode til at finde ro med. Og så er der også en guide til nogle øvelser, som du selv kan prøve af. Det kan godt tage lidt tid at blive helt god til det der med at trække vejret stille og roligt, så det er helt okay, hvis du synes, at det er svært i starten. Du kan også prøve at kigge i vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at sove. Der er nogle flere gode råd, som du måske kan bruge.

Snak med dine forældre

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre om, at du har svært ved at sove, fordi du er bange for, at de falder i søvn før dig? For det lyder ret ubehageligt, at du ligger om aftenen og er bange. Så det her lyder heller ikke som noget, du skal klare alene. Derfor synes jeg også, at du skal snakke med dine forældre om det, hvis du ikke allerede har gjort det. For så kan du nemlig få noget hjælp og støtte fra dine forældre til at finde ud af, hvordan du kan blive tryg ved at falde i søvn, sådan så det ikke tager dig så lang tid.

Det er rigtigt træls at have svært ved at sove. Så jeg håber, at der er noget i mit svar, der måske har hjulpet dig lidt på sporet af noget, som måske kan gøre det lidt nemmere at falde i søvn.

De bedste hilsner fra en Mindhelper