Hey

jeg er en pige på 14år som rigigt gerne ville have en kæreste. men der er et lille problem, jeg ved ikke hvordan kan i hjælpe mig? plz

kh den pige som er træt at at ikke kan noget

(14 år)


Kære Du

Det lyder til, at det med at få en kæreste fylder en del hos dig. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt 

Du skriver, at du rigtig gerne vil have en kæreste, men at du ikke ved, hvordan du får det. Det kan godt være ret forvirrende at finde ud af, hvordan man lige griber det med at få en kæreste an. For det kan godt føles lidt som at bevæge sig ind på et nyt og fremmed territorium, hvor man ikke helt ved, hvordan man skal gå til det hele. Derfor synes langt de fleste unge også, at det kan være ret svært og forvirrende i starten.

Vi mennesker har det ofte også med at blive lidt usikre, når vi skal gøre noget nyt. Derfor er det også helt naturligt, at du gerne vil vide, hvordan du skal gøre det. For tit kan det nye føles lidt mindre skræmmende, når man har noget klart og tydeligt, som man følge. Men lige med kærlighed findes der ikke nogen klar opskrift på, hvordan man får en kæreste. Nogle møder måske en sød person i klassen, til fodbold eller noget helt tredje, og bliver kærester efter et par uger. Og andre ses måske i et halvt eller helt år, før de bliver kærester. Andre oplever også, at forelskelsen pludselig begynder at blomstre mellem dem og en god ven, og får en kæreste på den måde. Så mulighederne er mange. 

Spring ud i det 

Derfor er det allerbedste råd, som jeg kan give dig også at kaste dig ud i det, og finde din egen vej igennem datingjunglen. Måske er der allerede en person, som du synes er lidt sød, og som giver dig lidt sommerfugle i maven, som du kan prøve at skrive eller snakke med. Og på den måde ligesom se, om der er noget, der kan udvikle sig til mere?

Det kan også være, at der måske er nogle af dine venner, som kender en sød person, og at I så alle sammen kan starte med at hænge ud, og så kan du måske mærke om den person kunne være noget for dig? 

I vores artikel Forelsket: er du det – og er det gengældt? står der også lidt mere om, hvordan man ved om man er blevet vild med en. Så måske kan den også hjælpe dig på vej med at finde ud af, hvornår din mavefornemmelse fortæller dig, at der er noget, som er værd at give et skud. 

Snak med dine venner om det 

Når man går med en masse tanker, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine venner om, hvordan du har det. Måske er der også nogle af dem, som lige har kastet sig ud i det med kærester, og som kan genkende den måde, du har det på. Det kan også være, at der er en af dem, som har et godt råd eller to til dig. Og uanset om de har det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte. 

Girltalk 

Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Girltalk. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og dygtige rådgivere klar til at chatte og skrive med dig. Så hvis du tænker, at det kunne være rart at skrive med nogle helt andre, som slet ikke kender dig, kan jeg varmt anbefale dem. De er nemlig vant til at skrive med unge piger, som bøvler med forskellige ting. Derfor kan de også være rare at dele sine tanker med, når man er i tvivl om, hvordan man får en kæreste. Og det er helt gratis og anonymt. 

Det kan være forvirrende og svært at finde ud af, hvordan man griber det med at få en kæreste an. Og selvom jeg desværre ikke har kunne give dig en direkte guide til, hvordan man får en kæreste, så håber jeg alligevel at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper på dig!

De bedste hilsner fra en Mindhelper