Hej,

jeg skriver til jer fordi, at jeg lige har gennemlevet et hårdt brud for bare få dage siden.

Jeg blev nød til at gå fra min kæreste gennem mange år, fordi vi var vokset fra hinanden og vi begge godt vidste det.

Jeg opdagede kort inden, at jeg valgte at stoppe forholdet, at personen havde søgt opmærksomhed og spænding ude fra. Hvilket fik mit selvværd til at dale. Derfor følte jeg mig presset til at stoppe forholdet, fordi jeg ikke kunne se mig selv i øjnene og være ”mistroisk” og ”jaloux” hvis vi blev sammen.

Det er super hårdt lige nu og mine tanker spænder vidt fra negative, destruktive tanker til, at jeg prøver at hygge mig og være glad. Jeg kan ikke slippe min ekskæreste i tankerne, og nu hvor weekenden nærmer sig er jeg så bange for at personen tager i byen og bare giver los.

Det piner mig og jeg har det så dårligt, når jeg bare tænker at personen bare lever videre og har det fedt.

Jeg ved ikke hvordan, at jeg skal komme over det her. For det er så hårdt lige nu og ingenting føltes som det rigtige.

Ps. Vi boede sammen og nu er jeg alene.

Hilsner fra en der er meget fortvivlet om hele situationen.

(20 år)


Hej 20 årig

Det er mega hårdt at gå gennem et brud. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. 

Brud 

Det er mega svært at gå gennem et breakup. Og der kommer som regel en hel masse svære tanker og følelser frem i en. Derfor er det også normalt at opleve at ens tanker og følelser svinger meget og spænder bredt. For selvom man godt kan mærke, at det var den rigtige beslutning, så er det på samme tid også en sorg, at man skal sige farvel til en person, som har betydet meget for en, og som man har delt noget af sit liv med. 

Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt at du har svært ved at slippe din ekskæreste i tankerne. Sådan har langt de fleste det i tiden lige efter et brud. Og selvom, at det ikke føles sådan lige nu, så bliver det bedre med tiden. For lige med kærestesorger, så er tidens ens bedste ven. Derfor oplever de fleste også, at tankerne om den anden og de svære følelser med tiden begynder at fylde mindre og mindre. 

I vores artikel om kærestesorger står der også nogle gode råd til, hvordan man kommer bedst muligt igennem tiden efter et brud. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kan hjælpe dig på vej?

Lav noget rart 

Nogle gange når man går gennem et brud kan det føles som om, at de svære tanker og følelser helt overmander en. Derfor kan det sommetider også være en god ide at lave nogle hyggelige ting med ens venner og familie. Så man kommer ud og får en pause fra alt det svære og ikke kommer til at sidde og tænke over, hvad den anden person laver. 

I vores artikel om at stoppe tunge tanker og følelser, når de kører i ring er der også en liste med 25 ideer til, hvordan man kan aflede sig selv. Så måske der også er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?

Selvværd 

Jeg bider også mærke i, at du skriver dit selvværd er dalet fordi den anden person søgte opmærksomhed og spænding ude fra. Det kan være ret hårdt at opleve at ens selvværd ikke længere er det samme. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at selvværdet heldigvis godt kan bygges op igen. Og I vores artikel om selvværd står der lidt mere om, hvordan man igen får lagt stenene til ens selvværd igen, så hvis du har lyst, kan jeg varmt anbefale dig at tage et kig på den. 

Snak med nogen om det 

Når man går gennem svære ting, kan det være en god ide at snakke med nogen om det. For ofte bliver det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være godt, at du snakkede med nogen om det. Så har du måske en god veninde, en forældre eller en helt tredje, som du kan tale med? 

Headspace 

Hvis du tænker at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre er du også altid velkommen hos Headspace. De frivillige, som arbejder hos Headspace er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man går gennem et brud. Det er helt gratis, og du kan også sagtens anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer og ellers kan du også altid fange dem på chat. 

Det er mega hårdt at gå gennem et brud. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper