Hej brevkassen

Jeg er en pige der har en kæreste. Her for tiden er det ikke gået super godt med vores forhold. Jeg har en veninde der ikke kan finde ud af at holde nallerne væk fra min kæreste. Hun bliver ved med at sidde oven på ham og tror at han godt kan lide hende. Min kæreste er sur på mig og gider ikke svar så hurtigt, men jeg tør ikke konfronterer hende. Har prøvet at snakke med ham, men det virker ikke.

Hjælp!

(13 år)


Hej Pige på 13

Det kan være hårdt, når det ikke går godt i ens forhold. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind og fortalt om det. 

Det er ikke fedt 

Du skriver, at du har en veninde, som ikke kan finde ud af at holde nallerne fra din kæreste. Det lyder ret frustrerende. Og jeg tror, at de fleste ville synes, at det ikke er særlig fedt, at deres veninde sidder ovenpå deres kæreste. Derfor kan jeg også godt forstå, at du bliver træt af det. For det er ikke rart at se ens kæreste være så tæt med ens veninde. Og nogle oplever også, at jalousien titter frem, når de ser deres kæreste være så tæt med en anden pige. 

Kan du snakke med din kæreste igen?

Det er rigtig godt, at du har prøvet at snakke med din kæreste om det. Det er nemlig noget af det allerbedste, man kan gøre, når man har det svært i forholdet. Men øv, at det ikke virkede. For det kan godt være lidt af en mavepuster, når der ikke rigtig kommer noget ud af det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvordan du snakkede med ham om det? Man kan nemlig snakke om sådan nogle ting på mange måder. Og noget af det allerbedste man kan gøre er at sørge for at holde sig på egen banehalvdel, så den anden ikke føler sig angrebet. 

Så måske du kan prøve at snakke med ham igen, og forsøge at holde dig på egen banehalvdel? Når man skal gøre det kan man fx sige “Jeg føler at” eller “jeg bliver ked af det når X”. 

I vores artikel om at håndtere konflikter står der også flere gode råd, som du måske kan bruge. Og selvom artiklen handler om konflikter med venner, kan den også sagtens bruge, når man skal snakke med sin kæreste. 

Snak med din veninde 

Du skriver også, at du ikke tør konfrontere din veninde med det. Det kan godt være skræmmende at skulle snakke med ens veninde om, at de gør noget, som man ikke synes er okay. Men jeg tænker alligevel, at det kunne være en rigtig god ide, at dig og din veninde fik snakket om det. Så hun ved, hvor din grænse går. Og måske hun slet ikke ved, at det gør dig ked af det. Så derfor er det rigtig godt at få snakket om. Jeg tænker også, at rådene i artiklen ovenfor måske kan hjælpe dig lidt på vej. 

Snak med en anden om det 

Når man går og bøvler med noget, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det og få luftet lidt ud. Så måske du har en anden veninde, en søskende eller en helt anden, som du kan snakke med det om? 

Girltalk 

Du kan også tage fat i Girltalk og fx chatte med dem. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Og de er vant til at skrive med unge piger om det der fylder hos dem. Det er også helt gratis og anonymt. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være svært, når det ikke går super godt med ens forhold. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge, og at du får snakket med din kæreste og veninde.

De bedste hilsner fra en Mindhelper