Hej Mindhelper

Jeg føler jeg mister alle mine venner. og min kæreste er på arbejde i en måned hvor han er væk og så han hjemme i en måned. Men den måned han ikke er hjemme, der er jeg så mega ensom. Da jeg skubber alle min venner væk fordi jeg bliver trist. Ved ik hvad jeg skal gøre

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder rigtigt hårdt, at du føler dig ensom, når din kæreste afsted. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det behøver du selvfølgelig ikke gå med alene. 

Når man savner sin kæreste 

Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at du savner din kæreste super meget, den måned han er væk på arbejde. Og det kan jeg også sagtens forstå, for det er rigtigt længe at skulle gå uden at se hinanden. Derfor kan det også være en rigtig god idé at prøve at være ekstra gode til at holde kontakten til hinanden, så man kan blive ved med at have en følelse af, at man er kærester. Det gør i sikkert også i forvejen. Men lige at huske at sende hinanden en godmorgen sms og snakke lidt sammen hver aften, kan være med til at få afstanden til at føles lidt kortere. Samtidigt er det ligeså vigtigt, at du bliver ved med at holde fast i dine venner og i at lave de ting, som du elsker, når din kæreste er afsted. For ellers kan det blive rigtigt svært at holde fast i glæden, hvis du ender med at sidde derhjemme og holde ud, indtil han kommer tilbage igen.  

Hold fast i vennerne 

Hvis man oplever savn og tristhed, så kan man godt komme til at skubbe ens venner fra sig. Simpelthen fordi man er så ked af det, at man har svært ved at overskue noget som helst. Også sine venner, som man måske ellers er glad for. Og så kan man godt ende med at blive ensom. Men så er noget af det bedste, du kan gøre at blive ekstra god til at holde fast i dine venner. For vennerne er måske også nogle af dem, som kan hjælpe dig med at få glæden tilbage. Og som kan lave hyggelige ting sammen med dig, som giver dig glæde og kan distrahere sig lidt fra savnet af din kæreste. Det kan være mega rart at have sine venner at støtte sig op af. Men det er nok en god idé, at du bliver ved at at holde kontakten med dem, både når din kæreste er afsted, men også når han er hjemme. For ellers kan du risikere, at dine venner kommer til at føle, at de kun duer, når din kæreste er afsted. 

Hvad gør dig normalt glad? 

Jeg kommer til at tænke på, hvad der normalt gør dig glad i løbet af hverdagen? Det kan være, at du har nogle hobbyer, sportsgrene eller andre interesser, som normalt giver dig glæde. Eller du elsker at bruge tiden sammen med dine venner, familie eller kæledyr? Uanset hvad det er, som du elsker og synes er dejligt at bruge tiden på, så er det ekstra vigtigt, at du husker på at gøre det, når tristheden rammer. For det kan være med til at gøre tristheden lidt nemmere at håndtere. Du kan også prøve at læse vores artikel med 10 gode råd til at håndtere tristhed og denne her om at lave en plan for sin dag. For hvis man er god til at holde sig igang, så kan det nogle gange være med til at holde tristheden lidt fra kroppen. Så man ikke ender med at sidde alene derhjemme med de svære følelser. 

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du har fået snakket med nogen om, hvordan det går med dig? For hvis man oplever ensomhed og tristhed, så er det rigtigt godt ikke at gå alene med sine tanker og følelser. For så kan de godt vokse sig større. Du kan prøve at forestille dig, at du bærer rundt på en rigtig tung kuffert. Og så kommer der nogen og tager fat i hanken sammen med dig. Pludselig så er kufferten kun halvt så tung. Det er lidt sådan følelser også fungerer. Hvis man er 2 om dem, så bliver det hele nogle gange lidt lettere at overskue. 

Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, kunne det måske være en god mulighed? Jeg tænker, at de måske er nogle af dem, som er tættest på dig i hverdagen. Og som måske vil kunne støtte dig i de perioder, hvor det bliver svært. 

Hvis du har lyst, kunne du også prøve at række ud til en af dine venner og høre ad, om han/hun måske ville have lyst til at mødes og snakke sammen. På den måde ville du have en at snakke med, og du ville også kunne række ud til din ven og fortælle, hvorfor det har været lidt svært for dig at holde fast i venskaberne i øjeblikket. Hvis man selv har været lidt fraværende længe, kan det også være rigtigt rart at høre, hvad ens venner har gået og lavet, hvordan de har det, og hvad de tænker om ens situation. Det kan nemlig være med til at huske en på, hvorfor man var glad for at være venner i første omgang. Og måske kunne det hjælpe dig til også at holde lidt fast i venskaberne? 

Du er velkommen hos Headspace

Hvis du har mere lyst til at snakke med nogen, som ikke lige kender dig, og som har masser af overskud til at lytte, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det, som fylder for en. Eksempelvis hvis man oplever ensomhed eller tristhed. Ingen problemer er for små eller store i Headspace – og det er helt gratis og anonymt. De er rigtigt søde og jeg varmt anbefale dem. 

Det er rigtigt hårdt, når ens kæreste er væk i så lange perioder af gangen. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper