Hej

Jeg har en kæreste, og vi har været sammen i snart 15 måneder. Han tager på efterskole om 2 uger, og jeg starter på gymnasiet. Vi har aftalt at blive sammen, men jeg er stadig bange. Jeg ved, jeg kommer til at savne ham ekstremt meget, og jeg bliver SÅ ked af det, hver gang jeg tænker på ham, der tager afsted.
Jeg er bange for, at han synes, jeg bliver irriterende, hvis jeg hele tiden skriver, jeg savner ham, og at han så finder en anden.
Jeg er dog mest bange for mig selv. Jeg har haft det så svært de sidste par år, hvor jeg har været helt nede på bunden, og han har ligesom reddet mig. Jeg er bange for, at jeg mister mig selv, når han flytter, og at jeg ikke kan holde sammen på mig selv. Mine forældre er også lige blevet skilt, og min bedste veninde tager også på efterskole. Jeg er bange for at føle mig ensom, og at det bare bliver mig og mine tanker.
Jeg er faktisk bare bange for, at jeg ikke kan klare mig uden ham.

Hilsen en bange pige

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder som om, der virkeligt bliver vendt op og ned på din verden efter sommerferien. Så det giver så god mening, at du synes, at det hele er svært for tiden. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå med de svære ting alene. 

Du reagerer helt normalt

Jeg kan sagtens forstå, at du bliver rigtigt ked af det, hver gang du kommer til at tænke på, at din kæreste tager på efterskole om lidt. For man kan på en måde sige, at savn lidt er de pris, man betaler for at holde rigtigt meget af et andet menneske. Når man holder rigtigt meget af en person, så vil man nemlig tit gerne have dem tæt på, fordi man gerne vil dele sit liv og sine oplevelser med personen. Så det er helt normalt, at du bliver rigtigt ked af det ved tanken om, at din kæreste skal på efterskole om lidt. 

Men jeg tænker også, at efterhånden som der går noget tid, hvor du har vænnet dig til, at din kæreste er på efterskole, så vil det blive lettere. For så har du og din kæreste forhåbentligt fundet ud af, hvordan I kan få jeres forhold til at fungere på trods af, at han er på efterskole. Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre lige nu er at passe ekstra godt på dig selv lige nu, hvor det er super svært. 

Det behøver ikke at blive svært igen

Det lyder også som om, du er bange for, at du får det svært igen, når din kæreste flytter. Er det rigtigt forstået? Det giver virkeligt god mening, at du har det sådan. For det lyder som om, din kæreste har været en kæmpe støtte for dig, mens du har haft det svært. Men selvom jeg godt ved, at det måske kan være svært at tro på. Så tror jeg, at du er sejere, end du lige tror. For selvom det betyder rigtigt meget at have nogen, man kan dele de svære ting med, og som man kan støtte sig op af, når man har det svært. 

Så er jeg også næsten sikker på, at du har lagt en hel masse arbejde i at få det godt igen. Og det er der ikke nogen, der kan tage fra dig, selvom din kæreste flytter på efterskole. Samtidigt så tænker jeg også, at selvom din kæreste tager på efterskolen, så kan du jo godt bruge ham som støtte, når det hele bliver svært stadigvæk. For selvom jeg godt ved, at det ikke helt er det samme, så kan I jo stadig skrive og ringe sammen. Derfor tænker jeg heller ikke, at det behøver at gå galt igen, selvom din kæreste flytter på efterskole.   

Du skal også starte på noget nyt

Du skriver, at du er bange for, at det bare bliver dig og dine tanker. Det kan jeg sagtens forstå, når både din kæreste og din rigtigt gode veninde tager af sted på efterskole. For så kan det måske godt komme til at føles som om, du er lidt alene i verden. Men selvom du ikke skal på efterskole, så skal du starte på gymnasiet. Så jeg tænker, at når du starter i gymnasiet, så får du lige pludseligt også en masse at se til. Der er sikkert nogle lektier, der skal laves. Og i starten er der også tit en masse ryste-sammen-arrangementer, og måske lærer du også nogle nye søde mennesker at kende i din nye klasse. Det er selvfølgeligt slet ikke det samme som at have din kæreste og din bedste veninde hjemme, det ved jeg godt. Men det kan tit hjælpe lidt på savnet, at man også har sit eget liv at se til, fordi det flytter tankerne lidt over på noget andet.   

Snak med din kæreste

Det lyder som om, du allerede har talt lidt med din kæreste om, at han skal af sted på efterskole. Det er super godt, for det er vigtigt, at du ikke går alene med alle de her tanker. Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med ham om, at du er bange for at blive irriterende, hvis du skriver for meget? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det. For hvis I får snakket sammen om det, så kan I få snakket sammen om, hvor meget det er okay at skrive. Eller I kan måske blive enige om, at din kæreste siger til på en pæn måde, hvis det bliver for meget, så I kan få snakket sammen om det og lavet nogle aftaler. Det kan måske hjælpe lidt på din bekymring om, at det bliver for meget, hvis du ved, at I har nogle aftaler. 

Snak med dine forældre

Som jeg startede med at skrive, så lyder det som om, at hele din verden bliver vendt totalt på hovedet. Du skal starte på gymnasiet og både din kæreste og din bedste veninde skal på efterskole. Og oveni alt det, så er dine forældre også lige blevet skilt. Det kan jeg forestille mig også må være rigtigt hårdt. Det er i hvert fald helt naturligt, at det er svært, når ens forældre bliver skilt. For man skal til at vænne sig til, at ens familie kommer til at se helt anderledes ud. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre om skilsmissen? Og om alle de andre ting, der fylder for dig lige nu? Hvis ikke du har det, så tænker jeg nemlig, at det kunne være en god idé at gøre det. Når man går og tumler med en masse svære tanker og følelser, så kan det nemlig være rigtigt rart at have nogle voksne tæt på at støtte sig op af og få hjælpe fra.

Tag fat i Headspace

Nogle gange kan det være rart at snakke med nogen, som man ikke kender, hvis man går og tumler med en masse ting. De kan nemlig måske se ens situation lidt mere udefra. Hvis du også tænker, at det kunne være rart, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nogle super søde og dygtige frivillige klar til at snakke med dig, og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.  

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om alt det her, så du ikke skal gå og tumle med alle de her tanker alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper