Hej

Jeg er en pige på 16 år. Jeg har en masse veninder, som har styr på deres kærlighedsliv. Nogle har af dem har noget kørende, andre har en kæreste. Jeg har haft meget små situationer, med tre fyrer i alt, over det sidste år. Og ingen af dem, har virkelig fanget mig. Dog har jeg så bare fundet ud af, hvad min type er. Jeg er bare bange for, at det er for høje forventninger. Fordi jeg tror, at den type jeg leder efter, ikke ville lede efter en som mig. Derfor er jeg bange for, at jeg kommer til at være meget ensom i forhold til kærlighed, i meget lang tid. Er det et mig-problem? Ligger jeg for meget dybde i mine tanker? Er jeg for ung til at bekymre mig om kærlighed?

Hvad kan jeg gøre?

(16 år)


Kære Du

Det lyder til, at tankerne om dit kærlighedsliv fylder meget hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og fortalt om det. 

Det er normalt 

Du skriver, at du er bange for, du kommer til at være meget ensom i forhold til kærlighed. Det er en tung tanke, og det kan godt fylde meget, når bekymringerne om ens kærlighedsliv suser rundt i hovedet. Og bekymringstanker har det ofte med at være lidt ligesom en snebold, som triller ned af en bakke og vokser sig større og større. Sådan så den ene bekymringstanke tager den anden og så ruller det bare afsted.

Derfor er det også normalt sommetider at blive fanget og overvældet af bekymringerne. Det tror jeg, at langt de fleste unge kender til. Og det med at tænke over at finde en kæreste og ensomhed er helt normalt og menneskeligt. Vi mennesker er nemlig flokdyr, og derfor er dét at ville finde en partner også et helt naturligt behov. Og nogle er heldige at finde den rigtige i første hug, men for de fleste skal man møde nogle stykker før man finder en, som man er interesseret i. Derfor er det også meget forskelligt, hvor gammel man er, når man møder den rette. Nogle er 15 og andre møder først deres partner langt senere i livet.

Nogle gange kan det være rart at få stoppet bekymringssnebolden inden den vokser sig alt for stor. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel om overtænkning, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Nogle gange bliver man overrasket 

Du skriver, at du har haft nogle små situationer med nogle fyre hen over det sidste år, og at du har fundet ud af, hvad din type er. Så selvom det ikke blev til mere med de tre fyre, så lyder det alligevel til, at du har fået noget ud af det – du har lært noget om dig selv og om din type. Men samtidig skriver du, at du ikke tror, at den type du leder efter vil lede efter en type som dig. 

De fleste har nogle ideer om, hvordan den de skal være sammen med skal være.Måske er man fx mest til lyst hår eller mørkt hår, måske skal han helst være en aktiv type osv. Men mange ender også med at finde sammen med en hel anden type end det, som de havde regnet med. For når det kommer til stykket, så handler det ofte mere om personen, og om man lige klikker end alle de andre ting. Derfor kan det også nogle gange være en god ide at være åben, og tage tingene lidt som de kommer. Måske du også har prøvet det med, at en person pludselig virker meget pænere og mere attraktiv, når man lærer dem at kende og finder ud af, at de er virkelig nice?

Snak med dine veninder om det 

Når man går med en masse svære tanker og bekymringer, kan det godt være ret drænende. Derfor kan det også være rigtig rart og lettende at dele det med nogen. Så tankerne ikke ligger og ulmer inde i en. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogle veninder, som du kan tale med? Det med at gøre sig en masse tanker om kærligheden er noget, som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dem, som har prøvet det. Og så kan I snakke lidt om det. Og uanset om de kender til det eller ej, så vil langt de fleste veninder rigtig gerne lytte, når man fortæller dem om noget, som fylder. 

De vil altid lytte hos Girltalk 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at vende dine tanker med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Girltalk. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige rådgivere, som er vant til at skrive med unge piger om det, der fylder hos dem. Du kan både chatte med dem eller sende dem en SMS. Og uanset hvordan du tager fat i dem, så gør de altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale. 

Tankerne om kærlighed kan godt fylde og påvirke en ret meget. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og krydser fingre for, at du snart løber ind i en interessant fyr.

De bedste hilsner fra en Mindhelper