Jeg har bliver nemt jaloux, fordi jeg bliver usikker på mig selv. Det dræner mig for energi og overskud til at nyde mit forhold til min kæreste.

Hej Mindhelper

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i nogle få måneder, vi startede dog ud med at være venner, så det er ikke fordi det er helt nyt og vi ikke rigtigt kender til hinanden. Det er desværre sådan at jeg døjer med angst og meget slem jalousi. Jeg får af og til angst anfald, fordi mine tanker bare løber løbsk med mig. Jeg e så bange for at miste ham hele tiden, hvilket bunder fra barndom, da min mor svigtede mig og ”forlod” mig og nok også i at mit tidligere forhold med min eks kæreste desværre var voldeligt og han var mig utro og formåede at svække min selvtillid. Det er så slemt, at jeg kan mærke det går udover vores forhold, og det dræner mig for energi og overskud i min hverdag.. Han gør dog alt for berolige mig og fortælle mig jeg ikke skal være nervøs osv. men det hjælper ikke rigtig så meget, da der er en stemme i mit hoved som hele tiden siger jeg snart mister ham eller noget i den stil, eller at nu står han sikkert og snakker med en eller anden pige osv. Jeg tror også det bunder lidt i at han bor i london og til tider godt kan lide at feste, hvilket der jo også skal være plads til. Men hver gang han skal ud med drengene, får jeg en kæmpe knude i min mave, og mister appetitten fuldkommen, og kigger hele på min telefon om han har svaret eller skrevet til mig. Det påvirker desværre rigtig meget mig og ødelægger hele min aften og min søvn om natten, hvis han ikke har svaret mig eller skrevet til mig. Jeg er egentlig ikke så bange for han er mig utro på den måde, mere at jeg er så usikker på mig selv at jeg nok ikke føler mig god nok til ham på en måde som gør at, jeg bliver jaloux hvis han bare snakker med en pige, eller hvis en pige begynder at flirte med ham. Jeg vil rigtig gerne finde den indre ro og få mere selvtillid, så jeg ikke går og er usikker hele tiden på mig selv og vores forhold. Og jeg snart kan få min tillid igen og det samme overskud og den gode energi, og rent faktisk nyde mit forhold, i stedet for at frygte at jeg mister ham hele til tiden, til fordel for en anden. Jeg håber rigtig meget at du på en eller anden måde kan hjælpe mig, i form af nogle råd eller ting jeg kan gøre, for at få det godt med mig selv igen og slappe af. Glæder mig til at høre fra dig

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19 år

Du har rigtigt mange svære oplevelser med, at folk har forladt dig. Så det giver sindssygt god mening, at du kan blive rigtigt jaloux. Og jeg kan virkeligt godt forstå, at det er rigtigt hårdt for dig. Så jeg er virkeligt glad for, du har skrevet ind og delt dine tanker.

Det er helt normalt Jalousi er en drønsvær følelse. Og den kan virkeligt slide på ens energi og overskud. Sådan som du selv beskriver. Så jeg forstår virkeligt godt, at du synes, det er rigtigt hårdt. Men faktisk er jalousi en helt normal følelse. Og det er en følelse, som vi alle sammen mærker engang imellem. Det er nemlig en følelse, der ofte kommer af, at man er bange for at miste et forhold, men er glad for. Og du har netop endelig fundet en fyr, der passer godt på dig. Og som du er glad for. Så det er helt naturligt, at du bliver bange for at miste ham. Men jeg forstår virkeligt godt, at det er hårdt for dig, at du bliver så jaloux. 

Desuden har du også virkeligt mange svære oplevelser med, at folk har forladt dig. Din mor forlod dig, da du var lille. Og din ekskæreste var voldelig og utro. Det er nogle mega svære ting, du har været ude for. Derfor giver det så god mening for mig, at du føler dig jaloux. For det tager nemlig tid at genvinde tilliden til, at andre mennesker ikke bare forlader en igen, når man har været ude for så svære ting. Det er helt normalt. For du prøver faktisk bare at passe på dig selv, når du bliver rigtigt jaloux. Så lad være med at slå dig selv alt for hårdt i hovedet med, at du bliver jaloux. For du har virkeligt dine gode grunde. Og din jalousi skal nok blive mindre med tiden, når du har fået lov til at få en masse gode oplevelser med, at de fleste folk faktisk ikke forlader dig. 

Slut fred med din jalousi 
Jalousi er en drønhård følelse. Og den kan virkeligt bare komme til at fylde rigtigt meget. Sådan som den gør hos dig. Så jeg forstår virkeligt godt, at du bare synes, det er drønsvært. Et af de våben man kan bruge mod jalousi, er faktisk at øve sig i at acceptere, at jalousien er der. Jeg ved godt, det er mega svært. For jalousi kan bare gøre så ondt. Men det er sådan med følelser, at de slipper hurtigere, hvis man accepterer, at de er der. Så prøv at øv dig i at acceptere din jalousi. Du kunne for eksempel sige til dig selv: “lige nu er jeg jaloux. Det gør mega ondt, men det er en helt normal følelse, der går over igen.” Det er virkeligt ikke nemt, det ved jeg godt. Men jo mere man øver sig, jo nemmere bliver det også. Og så vil du sikkert opdage, at din jalousi også kommer til at fylde mindre. 

Det tager tid at bygge op
Du skriver, at du egentligt mest er usikker på dig selv. Og det er virkeligt en drønhård følelse. Men det er også en rigtigt normal følelse, som mange af os oplever engang imellem. Og det giver også rigtigt god mening, at du oplever at blive usikker på dig selv. For det er faktisk en helt normal reaktion på at have været i et voldeligt forhold. Og det er rigtigt sejt, at du er kommet ud af det forhold. For det kan bestemt ikke have været nemt. Selvtillid og troen på sig selv kan heldigvis godt bygges op igen, selvom det tager tid. Du kan prøve at læse vores artikel om langsomt at slippe sin usikkerhed. Måske er der noget i den, du kan bruge? Du kan også prøve at læse i vores andre artikler om gode råd til at styrke sin selvtillid og sit selvværd

Snak med din kæreste 
Et af de bedste råd, jeg kan give dig, er at snakke med din kæreste. Det lyder, som om du allerede gør det. Og det skal du endelig blive ved med. For det er virkeligt hårdt for dig, at du er så jaloux. Derfor er det så vigtigt, at du får snakket om jalousien. Så du ikke skal gå rundt med den helt alene inde i dig selv. Og så tænker jeg også, det vigtigt, du får snakket med din kæreste om, hvad der måske kan gøre dig tryggere i jeres forhold. Det kunne for eksempel være at lave nogle klare aftaler om, hvad I begge to synes er okay i jeres forhold. 

Snak med dine forældre 
Jeg tænker også på, om du har prøvet at snakke med dine forældre om din jalousi? Hvis ikke du har det, er det nemlig mit allervigtigste råd til dig. Det er nemlig mega svært for dig, at du går rundt og føler dig så jaloux. Og så er det bare drønvigtigt, at du får fortalt nogen om det. Specielt fordi det lyder, som om du også har nogle andre ting at slås med for tiden. Er det rigtigt forstået? Og du skal ikke gå rundt med svære følelser helt alene. Det er nemlig alt for hårdt, og det fortjener du slet ikke. Derfor er det vigtigt, at du får snakket med dine forældre, så du har dem at støtte dig op ad, når det bliver svært. Hvis det er svært at få det fortalt, kan du prøve at skrive det til dem i et brev. Eller du kan vise dem dit brevkassespørgsmål, hvor du har forklaret det hele så fint. Det gør det nemlig nogle gange lidt nemmere at få det fortalt, når man ikke skal sige helt så meget selv. 

Tag fat i Headspace Headspace er virkeligt oplagte at tage fat i, hvis man har det svært og har brug for nogen at snakke med. Men måske ikke lige ved, hvem man skal snakke med. Eller bare synes, det er nemmere at starte med at snakke med nogen, man ikke kender. Hos Headspace sidder der nemlig en masse dygtige, frivillige rådgivere, som er klar til at snakke med dig om lige netop det, der er svært for dig. Og så kan du jo fortælle dem om din jalousi. De frivillige i Headspace har snakket med en masse forskellige unge, der har haft det svært på mange forskellige måder. Så de er vant til at snakke med unge, der har det svært. Så jeg synes, du skal prøve at tage fat i Headspace og høre, om de har nogle gode råd, du kan bruge. 

Snak med din læge 
Allersidst synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge. Det lyder nemlig, som om du har haft en masse svære oplevelser. Og når man har haft mange svære oplevelser, kan man nogle gange have brug for at få lidt hjælp til at finde ud af, hvordan man kan lægge dem bag sig. Så man kan få det godt med sig selv igen. Og genfinde sin selvtillid. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du bedst kan få hjælp henne. For din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det gør ondt indeni.   

Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg bare alt, hvad jeg overhovedet kan for, at du får det godt med dig selv igen. Så du kan få ro til at nyde din kæreste. For det fortjener du bare så meget. 

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper