Min kæreste spille flere timer om dagen med sine venner. Og det er hver dag. Han har ikke ændret på det, efter jeg snakkede med ham. Hvad kan jeg gøre?

Hej Mindhelper

Jeg har en kæreste som spiller op til flere timer af gangen og her snakker vi dagligt – hver dag skal han på computeren og spille med hans venner.
Han har ikke ændret det efter vores aftale/ samtale
Hvordan får jeg ham til at stoppe med at spille ?
Desuden venter vi vores første barn snart

(Pige, 20 år)


Kære 20 årige pige

Det lyder, som om det er rigtigt frustrerende for dig, at din kæreste spiller meget. Og det kan jeg godt forstå. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Udnyt hans spilletid
Du skriver at din kæreste spiller flere timer ad gangen hver dag. Og jeg kan virkeligt godt forstå, at det kan være rigtigt frustrerende for dig, at din kæreste spiller meget. Specielt, hvis det går ud over jeres forhold. Men jeg kommer også til at tænke på, hvor meget flere timer ad gangen er? For det er helt normalt, at din kæreste måske gerne vil spille 2 – 3 timer om dagen. Det lyder nemlig, som om det er hans hobby. Og noget han har sammen med sine venner. Hvilket der også være plads til.

Jeg ved godt, at det kan føles virkeligt frustrerende, hvis du gerne ville have brugt den tid sammen med ham. Men så handler det om at have nogle copingstrategier. Altså nogle måder at håndtere den svære situation på. Du kunne for eksempel prøve at udnytte den tid, hvor han spiller, til at lave noget du selv synes er sjovt. At have noget alenetid er nemlig også rigtigt vigtigt. Og det kan faktisk nogle gange være rigtigt svært at finde tid til i en travl hverdag. Så prøv at se om du ikke kan udnytte hans spilletid til at lave noget, der er godt for dig. Men det er også rigtigt vigtigt for mig at sige, at det selvfølgeligt heller ikke skal være sådan, at hans spilleri går ud over alt andet. Så er det nemlig blevet for meget.

Fortsæt med at snakke med ham
Det lyder, som om du allerede har snakket med ham. Det er så godt, for det er bare den bedste vej frem, når det kommer til at løse konflikter. Og jeg tænker også, at det langt hen ad vejen er det bedste, du kan gøre for at få din kæreste til at spille mindre. Du kan nemlig ikke styre din kærestes adfærd. Det er i sidste ende kun ham selv, der kan det. Så derfor er det rigtigt vigtigt, at du bliver ved med at snakke med din kæreste om, at du gerne vil have, at han spiller mindre. Jeg tænker også, at det er rigtigt vigtigt, at du får lavet en slags forventnings-afstemning med ham. Hvor meget synes du, det er i orden han spiller om dagen? Og hvor meget har han selv lyst til at spille. Og her er det rigtigt vigtigt, at du også lytter til ham. Så I kan få lavet nogle aftaler, der er rare for jer begge to. Hvis han så ikke overholder jeres aftaler, må du gerne minde ham om det på en pæn måde. Det er nemlig også vigtigt, at du passer på dig selv og får sat en grænse for, hvad der er okay for dig.

Du skriver ikke, hvorfor du gerne vil have ham til at stoppe med at spille. Men jeg tænker faktisk, at det ville være en rigtigt god idé for dig at overveje, hvorfor det er træls for dig? Og så fortælle ham det. For det kan måske også hjælpe ham til at forstå, hvorfor det er vigtigt for dig, at han ikke spiller så meget, som han gør.  Du kan også prøve at læse vores artikel med gode råd til at håndtere konflikter, hvis du har brug for flere tips til, hvordan du kan snakke med ham. Artiklen er skrevet om venskaber, men der er mange af rådene, du sagtens kan bruge alligevel.

Snak med en anden
Det lyder, som om det er meget frustrerende for dig, at din kæreste spiller flere timer om dagen. Og nogle gange kan det være rigtigt godt at fortælle nogen andre om sine frustrationer. Tanker og følelser går nemlig tit og bygger sig større og større, hvis man holder det hele inden i sig selv. Men hvis man får sat nogle ord på, bliver de tit lidt mindre. Derfor synes jeg, at du skal prøve at fortælle nogen om, at din kæreste spiller meget. Så jeg tænker på, om du har nogen, du kan snakke med om det? Det kunne for eksempel være dine forældre eller en veninde. Det kan jo også være, at den du vælger at snakke med, selv har stået i en lignende situation. Og måske kan fortælle dig, hvad de gjorde?

Jeg håber, at mit svar har givet dig noget inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at du finder ud af det med din kæreste. Så I begge kan have det godt i jeres forhold.

De bedste hilsner fra en Mindhelper