Hej

Jeg føler det kan være svært at snakke med folk, selv mine gode venner, som jeg plejede at snakke med, er begyndt at være svært. Jeg bliver ved med at sammenligne mig selv med andre, hvordan de snakker og opfører sig, så glemmer at være mig selv. Jeg føler, at jeg bliver kvalt, når jeg snakker med andre, så vil helst være alene, men føler stadig er behov for at snakke med folk, så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Hilsen Pige 14

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det må være mega hårdt, at du nærmest føler dig helt kvalt, når du er sammen med andre. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er helt normalt

Det lyder mega hårdt, at du kommer til at sammenligne dig så meget med andre, når du er sammen med dem, at du helt glemmer at være dig selv. Men det er faktisk slet ikke unormalt at komme til at sammenligne sig selv med med andre. Det er noget, der stammer fra dengang, vi stadig boede ude på savannen. For hvis man holdt lidt øje med, hvordan de andre i ens gruppe opførte sig, så kunne man rette sin egen opførsel ind efter det. På den måde kunne man sikre sig, at man opførte sig nogenlunde som ligesom de andre. Og så var der ikke så stor sandsynlighed for, at de andre smed en ud af gruppen, fordi de syntes, man opførte sig på en træls måde. Det var smart, for dengang var det ret farligt at være alene. Så var risikoen for at blive spist af en bjørn nemlig meget større.   

Så dengang var det mega smart at sammenligne sig selv med andre. For det hjalp os faktisk med at overleve. Det er bare ikke helt så hjælpsomt i dag. Både fordi det ikke er helt så farligt at blive smidt ud af sin gruppe i dag, som det var dengang. Men også fordi, vi har en meget større gruppe at sammenligne os med i dag. Så når man sammenligner sig selv med andre i dag, så er det mega nemt at komme til at føle, at alle andre opfører sig mere rigtigt end en selv. Og så kan man komme til at føle sig forkert, hvilket bare er mega hårdt. Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende?

Find dine egne styrker

Når man sammenligner sig selv meget med andre, så er det så nemt at få øje på alle de ting, som man selv synes, de gør rigtigt. Mens man til gengæld lægger mærke til alle de ting hos sig selv, som man synes, man gør forkert. Og så er det så nemt at komme til at føle, at man ikke kan finde ud af noget, hvis man er sig selv. Jeg ved ikke, om det også er sådan, du har det? Men vi har alle sammen nogle personlige styrker – altså noget vi er rigtigt god til. Det er bare så nemt at glemme, hvad der er ens egne styrker i hverdagen – specielt hvis man nogle gange kommer til at sammenligne sig selv for meget med alle de andre. 

Derfor tænker jeg, at det måske kan hjælpe dig at prøve at finde ud af, hvad dine egne styrkerr er, når du er dig selv. For når du så opdager, at du helt har glemt at være dig selv, så kan du måske vende tilbage til de styrker for at huske dig selv på, at det er helt okay at være dig selv. Og at du faktisk gør en masse ting mega godt, når du bare er dig præcis, som du er. Hvis du har lyst til det, kan du læse vores artikel om, hvordan man kan finde sine egne styrker. Det kan være, den kan hjælpe dig lidt på vej. Og husk, at hvis det er for svært at finde ud af det selv, så er det helt okay at spørge nogle om hjælp. Det kunne for eksempel være dine venner. 

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, at du har det sådan her? Hvis ikke du har det, så synes jeg nemlig, du skal gøre det. For det lyder som om, det det faktisk er ret svært for dig. Og det er bare så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. Så kan de nemlig bygge sig op indeni en og komme til at fylde mere og mere. Er det for eksempel en mulighed for dig at snakke med dine forældre om det? Hvis du kan det, synes jeg, det ville være en rigtigt god idé. For jeg er nemlig næsten sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre. Fordi de holder af dig og gerne vil have, at du har det godt. Men hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med, kan du også sagtens snakke med ham heller hende.

Tag fat i Headspace

Hvis der ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace er man nemlig altid velkommen, hvis man har brug for at snakke med nogen. Og der sidder nogle rigtigt dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig i Headspace. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har et eller andet, som er svært for dem. Så de ved godt, kan være lidt svært at skulle åbne op overfor en, man ikke rigtigt kender. Men de skal nok hjælpe dig med at gøre samtalen så tryg for dig som muligt. Og jeg er også næsten sikker på, at de også nok skal have nogle gode råd til dig. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, at du har det sådan her. Så du kan få noget hjælp til at finde ud af, hvad du kan gøre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper