Hej Mindhelper.
Jeg er en pige på 20 år, som så længe jeg kan huske, har døjet med lavt selvværd, men det er først nu hvor jeg er blevet bevidst om mine egne tanker og handlinger, at jeg kan se hvor dårligt jeg behandler mig selv, hver eneste dag.
Jeg er min største kritiker, og har oplevet mange svigt fra venskaber og veninder. Jeg har svært ved at sætte grænser, og har fundet mig i enormt mange ting, så jeg ubevidst har tiltrukket veninder, som har behandlet mig dårligt og jeg har altid accepteret det. Det har skabt en frygt i mig, og bragt en følelse af ensomhed, jeg er bange for at jeg aldrig får nære venskaber. Jeg har længe prøvet at arbejde med mig selv, men jeg føler at jeg altid ryger tilbage til start.
Det er svært at snakke med min familie og kæreste, da det påvirker mig meget følelsesmæssigt og jeg har svært ved at bryde den facade, som jeg tit sætter op.
Mit store problem er, at jeg saboterer glæderne for mig selv, jeg må ikke have det godt eller være glad for længe af gangen. Jeg har altid været meget perfektionistisk, og jeg føler at jeg har en maske på hver evig dag, så folk ikke kan nå ind til mig, selvom det faktisk er det eneste gerne vil have – en ægte og nærværende kontakt med andre, men jeg tør ikke, det er utrolig frusterende og opslidende. Jeg tror, at jeg ubevidst har gået rundt og haft det rigtig dårligt, i mange år, så jeg ikke ved hvordan jeg kan arbejde på at slippe kontrollen og hvile i mig selv.
Jeg håber at I kan hjælpe.
(Pige, 20 år)
Kære pige på 20 år
Det lyder virkeligt som om, du har en hel masse ting at kæmpe med. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det giver god mening
Jeg kan godt forstå, du synes det er mega hårdt at gå rundt og have den her maske på, hvor folk ikke helt kan nå ind til dig. For mennesker er sociale væsner. Og vi har brug for at føle os tætte med andre mennesker. Ellers kommer vi til at føle os ensomme. Og det er ikke nogen særligt rart følelse. Men det giver også helt vildt god mening, at du har det sådan. For du skriver, at du har oplevet rigtigt mange svigt fra venner og veninder før. Og det der med at sætte en facade op, er nemlig en måde at passe på sig selv på. For hvis man ikke lader folk komme for tæt på, så gør det heller ikke helt så ondt, hvis de lige pludseligt svigter en. Så jeg tænker, at det er noget, du har lært dig selv at gøre for at passe på dig selv. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig at tænke sådan på det?
Men det lyder som om, du nu endelig har fundet nogle mennesker, som faktisk vil dig det rigtigt godt. Og så er det bare super besværligt, at din hjerne stadig forsøger at passe på dig ved at holde dem på afstand. For nu forhindrer det dig nemlig i at få det der nærvær og den kontakt, som du bare mega gerne vil have. Og som mennesker i øvrigt har brug for. Så det ville være mega godt, hvis du langsomt kunne prøve at øve dig at at lægge den her maske fra dig. For på den måde kan du langsomt få nogle gode oplevelser med, at der faktisk ikke sker noget ved at lade masken falde. Og på den måde lære dig selv, at det faktisk ikke er farligt at lade folk komme tæt på.
Jeg ved godt, at det ikke er noget, man bare lige gør. Det er sindssygt svært. For du har været vant til at have den her maske på virkeligt længe. Så du er bare blevet super god til at holde facaden oppe. Og så kræver det benhårdt arbejde at øve sig i at gøre noget andet. Nogle gange føles det sikkert som om, det er et skridt frem og to tilbage. Men du behøver jo ikke smide hele masken på en gang. Du kan øve dig i at tage masken af lidt ad gangen ved at starte med noget at gøre noget, som er en lille smule grænseoverskridende for dig. Men som du trods alt stadig godt tror, at du vil kunne gøre. Og når du så er blevet tryg ved det, så kan du tage skridtet videre og gøre noget, der er lidt mere grænseoverskridende. Indtil du til sidst kan tage masken helt af uden, at det føles grænseoverskridende.
Øv dig i at sige fra
Det kan være super svært at skulle sætte grænser og sige fra overfor folk. Fordi man måske kan blive bange for, om folk bliver sure. Eller man kan måske blive bange for, at folk vil gå fra en, hvis man siger fra. Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af det? Men de fleste venner respekterer det faktisk, når man siger fra. I hvert fald hvis det er nogle gode venner. Så selvom det er drønsvært, så er det en rigtigt god idé at øve sig i at sige fra. Og sætte foden i jorden og sige: “jeg vil være med hertil og ikke længere.” For når man gør det, så respekterer man sig selv og sine egne grænser. Og det kan faktisk være med til at øge ens selvværd ret meget. Du kan kigge i vores artikel med gode råd til at blive bedre til at sætte grænser, hvis du har lyst. Det kan være, der er noget i den, du kan bruge til noget.
Og prøv at lad være med at blive alt for sur på dig selv, hvis det ikke altid lige lykkedes i starten. For når man ikke har været vant til at sige fra, så er det rigtigt svært. Og det kan måske vække noget frygt og angst i en. Men jo mere man øver sig i det, jo nemmere bliver det. For jo mere man får sagt fra, jo flere oplevelser får man også med, at langt de fleste mennesker faktisk respektere det, hvis man siger, at der er noget, man ikke har lyst til at være med til. Hvis du har lyst til det, kan du også kigge i vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man slås med lavt selvværd. Det kan være, der også er noget i den, der kan være hjælpsomt for dig?
Hvorfor må du ikke være glad
Du skriver, at du ikke må være glad for længe ad gangen for dig selv. Det lyder super hårdt. Jeg kommer til at tænke på, hvorfor du mon ikke må være glad? For jeg tænker, at du har fortjent at være glad, lige så meget som alle andre mennesker fortjener at være glade. Nogle gange kan man godt komme til at sabotere glæden lidt for sig selv uden, at man egentligt vil det. Fordi man kommer til at være opmærksom på alle de ting, man gjorde forkert i stedet for at være opmærksom på alle de ting, man gjorde rigtigt. Eller måske er opmærksom på alle de ting, man ikke fik gjort, fordi man gav sig selv lov til at holde fri og havde det sjovt sammen med andre. Det er for det meste noget, der sker helt automatisk uden, at man tænker over det. Sådan kan man godt have det, hvis man er rigtigt perfektionistisk. Fordi den her perfektionisme også bliver en måde at holde facaden oppe på.
Men hvis man har det sådan, så kan det tit hjælpe at prøve at blive lidt opmærksom på de her tanker. Og skrive dem ned, når man opdager den. På den måde kan man nemlig arbejde med at udfordre sine negative tanker lidt. For den slags tanker kan tit gå helt amok i alle de ting, der kan ske ved, at man ikke lige fik gjort de ting, man ellers havde sat sig for, at man skulle gøre. Og det kan bare komme til at føles som om, de har ret i det. Men det her de meget sjældent. Så hvis man stopper op og udfordrer de negative tanker lidt, så kan man langsomt få nuanceret nogle af alle de her kritiske tanker lidt. Så man får et mere positivt syn på sig selv. Og måske også kan give sig selv lov til at være glad lidt længere tid ad gangen. For hvis du ikke skulle have lov til at være glad nu, hvornår skulle du så have lov til at være glad?
Snak med nogen
Nu skrev jeg i det tidligere afsnit, at du jo ikke behøvede at smide din maske fuldstændigt til at starte med. Og det kommer det her råd nok lidt til at modsige. For det allerbedste råd jeg kan give dig, er faktisk at snakke med nogen om alle de her ting. Og mit gæt er, at det er noget af det, der er rigtigt svært for dig, fordi det kræver, at du lukker folk ind bag facaden. Og jeg forstår virkeligt godt, at det er svært. For det er mega sårbart at skulle fortælle nogen om, at man faktisk har det super svært.
Men det lyder som om, du har kæmpet med de her ting rigtigt længe nu. Og vi har alle sammen brug for at have nogen at støtte os op af, når vi har det svært. Måske specielt når man har kæmpet med nogle virkeligt svære ting rigtigt længe. For så kan man have brug for hjælp fra nogen andre for at finde ud af, hvordan man kan få det bedre. Fordi man simpelthen har kæmpet med de her ting så længe, at man måske ikke altid selv lægger mærke til, hvor dårligt man faktisk behandler sig selv. Lidt som du også selv skriver. Men hvis man snakker med nogen om den, så kan de hjælpe en med at lægge mærke til det, når man blive mega hård mod sig selv. Og de kan hjælpe en med at tænke over, om der mon er en anden måde, man kunne tænke på, som er lidt sødere mod en.
Det er ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Så længe det er nogen, du er tryg ved. Men hvis du kan, tænker jeg det ville være en mega god idé at snakke med din kæreste og dine forældre om det. For jeg gætter på, at det måske er nogen af dem, du bruger mest sammen tid med. Så på den måde er det også dem, der ville have bedst mulighed for at støtte dig og lytte til dig. Og det er jeg også næsten sikker på, at de gerne vil. For det er jo faktisk en kæmpe tillidserklæring, når nogen fortæller en, at man har det rigtigt svært. Og de fleste mennesker synes faktisk, at det er rigtigt rart at kunne hjælpe, når nogen de holder af, har det svært. Så mon ikke også din kæreste og dine forældre har det sådan?
Du kan altid tage fat i Headspace
Der er nogen, der synes det kan være nemmere at smide facaden overfor nogen, de slet ikke kender. Hvis du har det sådan, kan du tage fat i Headspace. I Headspace sidder der nemlig en hel masse super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om de ting, der fylder for dig. Det kan være både små og store ting. Og de frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har det super svært. Så de ved godt, at det kan være svært at snakke om det. Og de skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig med at få sat ord på dee ting, du gerne vil snakke om. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg virkeligt, at du får snakket med nogen om alle de her ting. Så du ikke skal gå med dem alene. For det fortjener du ikke.
De bedste hilsner fra en Mindhelper