Hej Mindhelper
Er godt klar over, at det er en lidt mærkelig ting/problem, og det er lidt svært at forklare, men jeg er tit så fikseret på penge. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg eksempelvis ikke arbejder så meget eller siger nej til en vagt, både fordi jeg tænke på alle de penge, som jeg har spildt, men også fordi jeg føler, at jeg svigter min arbejdsplads og mig selv på en eller anden måde.
Derudover er jeg bare ekstrem nærig og kan få det helt dårligt over at bestille tøj o.lign., også selvom jeg mangler, fordi jeg er dybt bange for at fortryde det og derved have spildt en masse penge.
Jeg føler bare, at jeg er meget bekymret for penge eller hvertfald tænker meget på det 24/7, også selvom jeg egentlig ikke er i penge nød. Føler bare, at min forhold til penge er en smule anstrengt.
Bare lige for info: Går i 2.g på gymnasiet
(Pige, 17 år)
Hej Pige på 17 år
Jeg kan godt høre, at det der med pengene er begyndt at fylde meget for dig. Og du oplever, at det måske bliver lidt for meget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Penge
Det der med penge kan være rigtigt svært. For vi kan have rigtigt mange tanker om, hvordan vi bør styre vores økonomi, hvad der er okay at bruge penge på, og hvor meget man skal arbejde og spare op. Det kan hurtigt blive rigtigt forvirrende, og man kan nemt få dårlig samvittighed, hvis man er meget påpasselig og tænker, at man ikke fik sparet så godt på sine penge, som man måske burde. Og de tanker kan godt komme til at fylde så meget, at det ender med, at man får et så stramt blik på ens økonomi, at det generer en i ens hverdag. Men jeg vil prøve at komme med lidt tanker på vejen til dig, som måske vil kunne hjælpe dig lidt på vej.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det virker til, at du prøver at passe godt på dine penge. Det tænker jeg umiddelbart er rigtigt godt, fordi du så netop ikke kommer til at bruge penge på noget, som du fortryder. Og det er dælme nemt at komme til at bruge en masse penge på tøj og andre småting, hvis man ikke tænker sig om. Men selvfølgelig skal der også være plads til, at du køber de ting, som du har behov for og som du godt kunne tænke dig.
Lav et budget
Nu ved jeg ikke, om du allerede har lagt et budget. Men hvis du ikke har, så tænker jeg, at det måske kunne være hjælpsomt for dig. På den måder kan du nemlig få overblik over, hvor mange penge du tjener, og hvad du har at gøre godt med. Du har sikkert nogle faste regninger, du skal betale hver måned. Og så er der tøj, plejeting og fornøjelser, som der måske også skal være plads til i budgettet. Hvis du kan danne dig et overblik over dine indtægter og ugifter, så vil du kunne bestemme et fast beløb hver måned, som du kan bruge som det passer dig, helt uden dårlig samvittighed, fordi det er planlagt. Så kan du smide resten af din løn på opsparingen. Ville det give mening for dig? Jeg kan anbefale dig at prøve at søge lidt rundt på nettet om, hvordan man lægger et godt budget. For der er mega mange gode råd og metoder, som du kan bruge på din egen økonomi.
Arbejde
Lige nu går du i gymnasiet, og jeg tænker, at du har et deltidsarbejde ved siden af gymnasiet. Når man begynder at arbejde i gymnasiet er det ofte et af de første rigtige jobs, man har. Er det også sådan for dig? Når man begynder at gå på arbejde, så er det helt normalt at opleve, at man kan få en masse tanker om, hvad der forventes af en. Eksempelvis i forhold til, hvor mange vagter, man skal tage. Og det hvis man så er en ansvarlig person, som gerne vil gøre det godt, så kan man godt få dårlig samvittighed, hvis man ikke føler man dukker op, hver gang arbejdet giver lyd. Men det er hammervigtigt at du husker på at passe godt på dig selv. Så du ikke ender med at tage så mange vagter, at du bliver helt brændt ud eller ikke har overskud til at passe din skole. Det er altid okay, at sige nej, hvis dit arbejde kontakter dig med ekstra vagter. Alle mennesker har brug for at holde fri og slappe af, så vi kan lade vores batterier op. Hvis dit arbejde står og mangler nogle til at tage vagter, så er det arbejdets eget ansvar at ansætte nogle flere, så der er flere til at dække vagter. Det er ikke dit ansvar. Og det er din arbejdsplads helt vant til, hvis de normalt hyrer unge deltidsansatte.
Snak med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med nogen om dine tanker? Her tænker jeg især, at dine forældre måske kunne være gode at snakke med. For ofte tager vi mange af vores tanker om økonomi med hjemmefra – og måske har dine forældre også prøvet at have det på samme måde som dig? Det kan også være, at de kan hjælpe dig lidt med at finde ud af, hvorfor de her tanker rammer dig? Uanset hvad, så kan det være rigtigt rart at have nogle af puste ud til, hvis man er fyldt op af trælse tanker om økonomi og dårlig samvittighed. Og hvis man snakker om det, så kan det nogle gange også være med til at lette lidt for presset. Så måske kunne det være rart for dig?
Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og at det kommer til at gå super godt både med gymnasiet og arbejde.
De bedste hilsner fra en Mindhelper