Hi!

Hvad skal jeg gøre hvis jeg er for genert til at forfølge min drøm om at blive skuespiller? ): alle siger at jeg skal prøve noget jeg normalt ville være for genert til! Men det er ikke lige så let…

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 

Det lyder som en mega sej drøm, du har om at blive skuespiller. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at det er møgirriterende, at genertheden kommer lidt i vejen. Men heldigvis er generthed noget, man sagtens kan arbejde på. 

Generthed

Det giver rigtig god mening, at du ikke synes det er let at gøre noget, som du bliver genert over. Sådan tror jeg rigtigt mange af os har det engang imellem. Især, hvis vi eksempelvis er i en situation, hvor der er andre der kigger på os. Eller vi måske skal præstere på en eller anden måde. Så kan genertheden godt poppe op og få os til at føle, at vi ikke aner, hvad vi skal sige eller gøre af os selv. Men ofte bliver vi generte, fordi vi bliver lidt usikre på, om vi nu kan klare den situation, vi lige pludselig står i. Og nogle bliver bare ramt mere af generthed end andre – det er hammeruretfærdigt. Men det betyder ikke, at man kommer til at være genert for evigt. Derfor behøver det heller ikke stå i vejen for din drøm om at blive skuespiller. 

Udfordre genertheden 

Selvom det kan lyde hammersvært, når din omgangskreds har sagt, at du skal prøve at gøre noget, som du normalt er genert over, så er det ikke et helt dumt råd. For det er den bedste måde, man kan lære ikke at lade genertheden styre sig. Ved at udfordre den. Men det kan man heldigvis godt gøre på en måde, så man ikke føler det er helt uoverskueligt. Du kan prøve at læse vores artikel med 5 tips til til at udfordre generthed. Der står nemlig en super god guide til, hvordan man kan gribe det an. Der starter man med bittesmå skridt i den rigtige retning, så man får en følelse af, at det kunne man godt klare, selvom det måske var svært. Du kan også prøve at læse denne her artikel om, at bryde sine problemer ned i mindre bidder og løse dem trin-for-trin. På den måde bliver det hele lidt mere overskueligt. Måske kunne det være en god hjælp for dig? 

Få en hjælpende hånd 

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket om genertheden med dine forældre, venner eller en anden, som du er tryg ved? For det kan være super rart at få snakket med nogen om, hvornår genertheden den spænder lidt ben for det, man gerne vil. Du kan overveje, om det kunne være rart for dig, at udfordre genertheden sammen med en anden. Det kunne eksempelvis være sammen med din mor eller en god veninde. Nogle gange er det super rart at have en med til at støtte sig, hvis man skal gøre noget, som normalt gør en usikker. 

Hvis du eksempelvis godt kunne tænke dig, at begynde til teater, men er nervøs for, at du bliver genert, så kan du spørge en veninde, om hun kunne have lyst til at starte sammen med dig? På den måde vil der altid være en, som du kender og er tryg ved. Måske kunne det være hjælpsomt? 

Det kan være super svært, at tage det første skridt og udfordre genertheden. Men så kan det være en super god idé, at prøve at bryde  Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper