Hej

Jeg er en pige på 18 med adhd og autisme jeg hunne godt bruge et godt råd til hvordan man kan få overblik over sine ting. Jeg har mange ting på mit værelse tøj der roder i skabet ting som flyder rundt værelset og når jeg så skal finde noget som et mavebælte eller tøj så kan jeg ikke finde det eller har glemt hvor jeg har lagt det. Jeg er ikke så god til at plænlægge hvordan jeg får ryddet op eller om jeg kan få solgt de ting jeg ikke bruger mere. Og isteedet ligger det bar rodet. Hvis jeg ikke kan finde mine ting så giver jeg op med at lede eller siger når men den finder jeg ikke så kan jeg lige så godt købe en ny en. Håber i kan give mig et godt råd til hvordan jeg kan få overblik over mine ting

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Sikke et super fint spørgsmål, du stiller. Det kan være rigtigt svært at finde ud af, hvordan man kan gribe oprydning an. Især hvis man i forvejen synes det er møgsvært at danne overblik og få planlagt oprydningen. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og jeg vil prøve at give dig lidt idéer med på vejen. 

Kan du få en hånd 

Det første jeg kommer til at tænke på er, om der er nogen omkring dig, som måske kunne hjælpe dig? Pga. din alder tænker jeg, at du måske stadigvæk bor derhjemme? Hvis du gør det, så vil din mor eller far måske kunne hjælpe dig med at få ryddet i bunds og dannet et system, som vil kunne hjælpe dig til at holde overblikket. Nogle gange kan det være super rart at få en hjælpende hånd, så man ikke står helt alene med rodet. For det kan godt føles uoverskueligt. Men hvis man er to, så kan det gå meget hurtigere og man kan hjælpe hinanden med at danne overblik. Måske kunne det være hjælpsomt for dig? 

Hvis ikke dine forældre dur, så er der måske en anden i din omgangskreds, som vil give en hånd. En bedsteforældre, sød moster, en god veninde eller helt 4. person?

System over, hvor tingene skal ligge

En måde at danne overblik i ens ting og undgå, at rodet hober sig op og bliver uoverskueligt, er ved at lave et system. Et system for, hvor ens ting skal være.  Et system kunne eksempelvis være, at udvælge en fast plads til alle dine ting. Og måske lægge ting i æsker, kurve eller kasser og så skrive på en seddel på kurven, hvad der bør være i kassen. På den måde vil du altid vide, hvor du skal lægge dine ting, når du er færdig med at bruge dem. Og du vil hurtigt kunne finde dem igen, hvis du lægger dem på plads, når du er færdig med dem. Når du så køber eller får en ny ting, så vælger du, hvor den skal have plads og skriver det på sedlen. Måske ville det system kunne fungere for dig?

To-do lister 

Hvis man har en meget stor mængde af oprydning man skal igennem, så kan de være en god idé, at prøve at bryde det ned i mindre bidder. For det kan være nemmere at overskue, at skulle løse mange små opgaver, fremfor en kæmpe opgave. Du kan eksempelvis lave to-do lister. Det er en slags lister, hvor man skriver alle de ting ned, som man skal gøre. Eksempelvis alle de steder, som der skal ryddes op. Den kunne eksempelvis se sådan her ud: 

  • Ryd op i blyanter 
  • Ryd op i bælter 
  • Ryd op i trøjer 
  • Ryd op i papirer på skrivebord 
  • Ryd op i vindueskarm

Og sådan fortsætter du til du ikke lige kan komme på flere ting at rydde op i. Så sidder du sikkert med en laaaaang liste over oprydningssteder. Men så kan du eksempelvis beslutte dig for, at du den dag vil rydde op 3 steder. Og 3 steder igen i morgen. Så når du godt nok ikke det hele på 1 dag, men ligeså stille, så vil du komme tættere og tættere på målet om at have et opryddet værelse med overblik. Hver gang du har ryddet noget op, så krydser du det af fra listen. Du kan eventuelt sætte et ur på 10 min, rydde op i de minutter og så holde en kort pause – og så starte forfra indtil du er i mål. 

Sælg eller smid ud 

Det kan være en god idé, når du rydder op, hvis du laver nogle sække med ting, som du tænker skal sælges eller smides ud. For så fylder det ikke i dine skabe og du vil måske have nemmere ved at få overblik over, hvor meget du vil sælge og undgå at komme til at købe en masse nyt, fordi du ikke kan finde tingene i dine skabe. 

System over, hvornår du skal rydde op

Det kan være svært helt at undgå, at man kommer til at rode. Sådan tror jeg, de fleste af os har det. Men hvis man har lidt svært ved at få planlagt sig ud af, hvornår man skal rydde op, så kan man også lave et system for det. Det kunne eksempelvis være ved, at du planlægger 15 minutter hver dag, hvor du rydder op. Eksempelvis mellem 16:00-16:15 eller på et andet fast tidspunkt, som passer ind i din dag. Så kan du sætte en alarm, som hver dag minder dig om, at nu er det oprydningstid.

Der findes også nogle apps, som er lavet specifikt til dem, som har ADHD eller autisme. Apps’ne kan hjælpe en med at planlægge sig ud af ens dag og holde overblik over ting som eksempelvis oprydning. Du kan prøve at søge på nettet og se hvilke apps, der er, og om der er nogle, som måske vil passe til dig. 

Det kan være hammersvært at finde ud af, hvor man lige skal starte, hvis man har meget rod, der skal ryddes op. Og nogle dage vil du måske ikke kunne overskue det. Så handler det bare om, at komme op på hesten igen den næste dag. Jeg håber, at der er nogle af rådene i mit svar, som du kan bruge. Og så ønsker jeg dig pøjpøj med oprydningen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper