Hej Mindhelper

Jeg er overvægtig og har fået strækmærker. Hvad kan man gøre.

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det kan være svært, når man oplever at ens krop forandrer sig, så man for eksempel får strækmærker. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er helt normalt

Når man får strækmærker for første gang, så kan det godt føles lidt træls. Og man kan måske have det sådan, at man bare gerne vil have dem til at gå væk, fordi man ikke synes, at de er pæne. Men det er helt normalt at få strækmærker, når man bliver ung. Det kommer fordi kroppen vokser og huden bliver spændt ud. Så uanset om man er overvægtig eller ej, så er der ikke noget mærkeligt i at have fået strækmærker, når man er 15. 

Nogle mennesker får hurtigt strækmærker og andre gør ikke. Og næsten alle kvinder får dem senere i livet, hvis de bliver gravide. Nogle oplever at få flere strækmærker, hvis de bliver overvægtige, men det er slet ikke farligt. Hvis mærkerne er rødlige eller blålige, så vil de typisk blive lyse eller hvide over tid og man vil lægge mindre mærke til dem. Du kan læse mere om strækmærker her på sexliniens hjemmeside. 

Slut fred med strækmærkerne og din krop

Der er ikke som sådan noget man kan gøre ved strækmærker, når de først er kommet. Så er det bedste man kan gøre, at prøve at acceptere mærkerne og huske sig selv på, at det er fuldstændigt normalt at have strækmærker. Vi har allesammen ting på vores krop, som vi elsker mere eller mindre. Og man behøver ikke elske sine strækmærker, men så er der måske en masse andre ting på ens krop, som man kan huske at rose sig selv for. Hvad kan du for eksempel godt lide på din krop? Måske har du stærke ben, flot hår, smukke øjne eller noget helt andet? 

Hvis du har lyst kan du prøve at læse vores artikel om at slutte fred med sin krop. Der står nemlig lidt gode tips til, hvordan man kan blive venner med sin krop. 

Snak med dine forældre og sundhedsplejersken

Du skriver, at du er overvægtig. Men nu ved jeg ikke noget om, hvad du vejer eller om du tager på i øjeblikket. Når man er ung og stadig vokser, så er det helt normalt at tage på. Fordi kroppen vokser sig større, højere og man får flere former. Det sker for alle mennesker. Men nogle kan godt opleve, at vægten stiger meget. Det betyder ikke nødvendigvis, at kroppen er usund eller, at man behøver at tabe sig. Men hvis du er i tvivl, så kan du prøve at tage en snak med dine forældre og måske sundhedsplejersken om, hvad de tænker. Det kan nemlig være rigtigt rart at have nogle at snakke med, hvis man er blevet lidt usikker på sin krop. Måske kunne det også være rart for dig?

Snak med dine veninder

Hvis du har mod på det, så kan du også prøve at snakke med dine veninder om, at du har fået strækmærker. Det kan godt være, det føles lidt grænseoverskridende. Og du behøver heller ikke gøre det, hvis du ikke har lyst til det. Men jeg tænker, at hvis du snakker med dem, så vil du opdage, at nogen af dem fortæller, at de også har strækmærker. Og nogle gange kan det være meget rart at vide, at man ikke er den eneste. 

Det kan være rigtigt træls at få strækmærker. Men det er heldigvis helt normalt og noget, som der er rigtigt mange, der får. Så selvom jeg ikke kan hjælpe dig af med dine strækmærker, så håber jeg alligevel, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper