Hej Mindhelper

Dem i min klasse har giga bryster og jeg har ingen.

Hilsen pigen uden bryster

(Pige, 13 år)


Kære pigen uden bryster

Det kan være rigtigt hårdt, når folk omkring en ser anderledes ud, end man selv gør. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er helt normalt

Det kan være super svært, når de andre piger i ens klasse har fået store bryster, mens man måske selv ikke rigtigt har fået nogle endnu. Så kan man komme til at kæmpe med en følelse af, at ens krop ser forkert ud. Jeg ved ikke, om du kan genkende det? Det er slet ikke unormalt at kæmpe med den følelse, når man er ung. For det er lige der, hvor man begynder at få kvindeformer. Og det sker i et forskelligt tempo. Der er nogle, der begynder at udvikle sig rigtigt hurtigt, og som hurtigt begynder at få store bryster. Og så er der andre, der først begynder at udvikle sig og får bryster lidt senere. Det kan være super hårdt, hvis folk rundt omkring en er begyndt at udvikle sig tidligt, mens man måske selv er en af dem, der udvikler sig sent. Men det er ikke noget, man selv kan gøre for. Og der er ikke noget galt med ens krop, bare fordi den udvikler sig lidt senere.

Men der er også bare forskel på, hvor store bryster man har, selv når man er færdig med at udvikle sig. Der er nogle, der får store bryster og runde hofter. Og så er der andre, der er mere slanke og ikke får helt så store bryster eller helt så runde hofter. Men der er ikke noget, der er mere rigtigt end det andet. Vores kroppe er nemlig lavet til at være perfekte lige præcis, som de ser ud. Og derfor er det så vigtigt at passe på med at sammenligne sig for meget med andre.

Det er helt normalt at komme til at gøre det. For vi mennesker er sociale væsner, og vi er faktisk designet til hele tiden at sammenligne os med hinanden for at være sikre på, at vi ikke falder for meget udenfor. Det var mega hjælpsomt engang, hvor vi kun havde en meget lille gruppe at sammenligne os med. Og hvor det faktisk var ret vigtigt for os at blive ved med at være en del af gruppen, fordi det var farligt at gå rundt på savannen alene. Men i dag er det bare ikke så hjælpsomt mere, for vi har mange flere mennesker at sammenligne os med hele tiden. Så det er så nemt at komme til at føle, at man ser forkert ud, fordi man næsten altid vil kunne få øje på nogen, der ser anderledes ud end en selv.

Slut fred med din krop

Det er super hårdt, hvis man går rundt og er utilfreds med sin krop. Og det kan komme til at fylde rigtigt meget. Men der er heldigvis nogle ting, man kan gøre for at blive lidt bedre venner med sin krop og den måde, man kan se ud på. En af de ting man kan gøre er at prøve at sige en pæn ting til sig selv i spejlet hver morgen. Det kan for eksempel være: ”nej, hvor har jeg nogle fine øjne” eller ”nej, hvor sidder mit hår pænt i dag.” Det kan virke mega fjollet de første par gange, man gør det. Men prøv at give det en chance, selv hvis det føles lidt fjollet. For det virker faktisk, hvis man bliver ved med at gøre det i noget tid.

Hvis man er utilfreds ved et eller andet ved sin krop, så er det nemlig tit det, ens opmærksomhed falder på. Og så kommer det til at fylde mega meget, for de ting man er opmærksom på, er også de ting, der kommer til at fylde i ens tanker. Men man kan godt træne sin opmærksomhed til at fokusere på noget andet. Og det er det, man udnytter ved at forsøge at finde nogle positive ting om sin krop, man kan sige til sig selv. På den måde kan man nemlig lige så langsomt træne sin opmærksomhed til at fokusere på dem i stedet for. Du kan også prøve at læse vores artikel om, hvordan man kan slutte fred med sin krop og sit udseende, hvis du har lyst. Der er nogle flere gode råd, du måske kan bruge.

Snak med dine veninder

Jeg tænker på, om du mon har snakket med dine veninder om, at du føler, at du har små bryster sammenlignet med de andre piger i din klasse? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at gøre det. Tit er man nemlig sin egen største kritiker. Og når man så kigger rundt på de andre, kan man nemt komme til at føle, at de nok har det mega godt i deres krop. Men vi har for det meste alle sammen et eller andet, vi ikke er helt tilfredse med ved vores kroppe, og som vi går og slås lidt med. Så jeg tænker, du vil opdage, hvis du snakker med dine veninder, at de også kan genkende den her følelse af, at deres krop ikke ser ud som alle de andres. Også selvom de måske faktisk er nogle af dem, der har store bryster.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan slutte fred med, at du ikke har så store bryster. For du er helt perfekt lige præcis, som du er.

De bedste hilsner en Mindhelper