Hej

Jeg er en pige på 14 år. Jeg har i længere tid gået og haft det dårligt med min krop. Jeg er nemlig alt for tyk. Det er virkelig svært at klæde om når vi har idræt fordi alle bare kigger på mig. Jeg er 148 cm høj. Ja er ret lav. Hele min familie er bare generelt mega lave. Ja og problemet er at jeg vejer 47 kg. Ja ved godt at det er alt alt alt for meget. Har bare virkelig brug for nogle råd til hvordan jeg kan tabe mig lidt. Det går mig rigtig meget på og ligemeget hvor meget jeg prøver at tabe mig hjælper det ikke. Er bare så ked af det. Håber i kan hjælpe mig. Skal nemlig på efterskole her efter sommerferien og man vil nok ikke være venner med sådan en tyk pige som mig.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14

Det er helt vildt svært, hvis man går rundt og har det dårligt med sin krop. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Først og fremmest så er det vigtigt for mig, at du får at vide:

Du er ikke for tyk. Du er helt som du skal være!

Når man er 148 cm høj og vejer 47 kilo, så er man ikke for tyk. Det er en rigtig rigtig fin vægt at have, og du behøver ikke gå på slankekur.

Din krop forandrer sig

Du er 14 år gammel nu, og derfor er det helt normalt, at din krop ændrer sig i øjeblikket. Du oplever måske at du får bredere hofter, større bryster, lår og mave. Det er fuldstændigt normalt. Og det er helt okay, hvis du begynder at få mere fedt på kroppen. Det er fordi, du ikke længere er et barn. Du vil opleve, at den nok bliver ved med at skifte lidt form i løbet af de næste par år. Det kan godt være skræmmende, at opleve at ens krop skifter facon, og måske er man ikke lige vild med det hele. Sådan er der rigtigt mange unge piger der har det.

Her på Mindhelper oplever vi engang imellem, at folk skriver ind og spørger, hvordan de kan tabe sig – selvom der måske slet ikke er nogen grund til det. Det er vigtigt for mig, at jeg igen understreger, at du ikke er for tyk. Din vægt er helt fin og normal for en på din højde. Din krop gør, som den skal. Havde du været højere, havde jeg måske været lidt nervøs for, om du var for tynd. Derfor vil jeg faktisk heller ikke komme med nogle råd til, hvordan du kan tabe dig. Men jeg vil rigtigt gerne prøve at hjælpe dig alligevel.

Kigger de faktisk på dig?

Du skriver og fortæller, at du føler at folk kigger på dig, når i klæder om til idræt. Men jeg tænker på, om det faktisk er rigtigt? Nogle gange kan vi godt føle, at alle kigger på os, selvom det måske mest er inde i vores eget hovedet. Det kan sagtens komme, hvis man er usikker på sit udseende, og måske er bange for, hvad de andre tænker. Men noget som mange unge piger ofte glemmer er, at de andre piger i omklædningsrummet er LIGE SÅ nervøse for, hvad alle andre tænker om dem, som du er. Ofte så tænker folk ikke så meget over, hvordan hinanden ser ud, fordi de har travlt med at tænke på sig selv.

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle, der har sagt til dig, at du ser tyk ud? For tankerne må jo næsten være kommet et sted fra? Måske er der nogle, der har sagt noget grimt til dig. Eller nogle der har sagt noget grimt om sig selv eller andre. Hvis man hører nogen tale om, at de synes dem selv eller nogle andre er grimme – jamen så kan det godt få en til, at tænke på, om man selv er for tyk. Det er helt normalt. Især når man er teenager. Fordi vi mennesker rigtigt gerne vil passe ind, og derfor kan være rigtig bange for, at andre ikke kan acceptere os for dem vi er.

Men her er det vigtigt, at huske sig selv på. At hvis der er nogle, der taler grimt om dig eller nogen i kender – jamen så har det faktisk ikke noget med dig at gøre. Så er det fordi personen som siger de grimme ting, selv har en masse problemer. Så siger de måske grimme ting om andre, fordi de håber på, at folk så ikke lægger mærke til dem og deres fejl.

Hvis du oplever, at der er nogle der siger grimme ting om dig. Jamen så er det faktisk mobning. Og det behøver man ikke finde sig i. Hvis der er nogle fra din klasse, som siger noget til dig, der er ubehageligt. Så kan det være en rigtig god idé, at sige det til en lærer. Så kan læreren få sat en stopper for mobberiet. For det skal du ikke finde dig i. Du har lov til at være i fred, og have det godt.

Instagram er snyd

Der er rigtigt mange mennesker, som følger sociale medier idag. Og det tænker jeg, at du måske også gør. Det kunne være facebook, instagram, tiktok og mange andre. Når man følger de forskellige medier, så ser man rigtigt mange billeder, af smukke mennesker. Men det er helt vildt vigtigt, at huske på, at instagram er rent snyd. Det er fyldt med billeder af smukke, polerede mennesker, som bare ser ud til, at have totalt godt styr på deres liv. Det kan godt gøre, at der er rigtigt mange mennesker, som føler, at de burde være lige så smukke, veltrænede og flotte som dem. Og det betyder faktisk, at der er rigtigt mange, som bliver kede af det over deres udseende. Fordi de ser alle de flotte billeder på instagram.

MEN! Der er lagt helt vildt meget arbejde i, at få de billeder til at se så smukke ud, som overhovedet muligt. Det vil sige, at billederne faktisk ikke viser noget om, hvordan de her mennesker ser ud i virkeligheden. For de mennesker har også dårlig hud, fedt på maven og strækmærker på lårene. De er i sidste ende helt normale mennesker, som bare godt kan lide, at fremvise et falsk billede på instagram. Derfor bør man heller ikke sammenligne sig med de billeder, der er på sociale medier, for de lyver næsten altid. Det kan være rigtigt svært, at lade være med. Men nogle gange kan det være en god idé, at tage en pause fra sociale medier, hvis man kan mærke de påvirker en. Så hvis det er noget du oplever, så prøv at tage en pause fra sociale medier i en uges tid, og så se om du faktisk har det lidt bedre, når du ikke skal kigge på alle de smukke snyde-billeder.

Din vægt er ikke afgørende for dine venskaber

Det lyder til, at du er rigtigt bekymret for, at du ikke vil finde nogle venner på din efterskole. Fordi du synes, du er for tyk. Men du skal vide, at din vægt ikke er afgørende for, om du får venner. For når det kommer til venskaber, så er vægt slet ikke vigtigt. Det er nogle helt andre ting folk vil lægge mærke til, når du begynder på efterskole. Om du er sød, sjov, smilende og rar at være sammen med.

Du kan jo prøve at vende det hele lidt på hovedet og så tænke “Hvis jeg skulle skrive 10 ting ned, som var vigtigt for mig i et venskab, ville mine venners vægt så stå på den liste?”. For jeg er næsten 100% sikker på, at du ikke ville skrive vægt, men aaaalt muligt andet. Du kan jo prøve at lave øvelsen, når du sidder på dit værelse i aften.

Jeg kan sagtens forstå, hvis du er bekymret for at starte på efterskole, og på om du kan finde nogle venner. Men jeg vil næsten love dig, at stort set alle de andre også er MEGA nervøse for, om de finder nogle venner. For det er en kæmpe omvæltning at gå fra folkeskole og til efterskole. Det giver rigtig god mening, at du er nervøs for det. For det er alle lige inden de skal til at begynde. Du er fuldstændig normal. De andre kommer også til at se fuldstændigt anspændte, og nervøse ud på første dagen. Og alle prøver at finde ud af, hvem de passer sammen med. Så alle de andre leder også efter nye venner, så mon ikke, at i finder hinanden, hvis bare du er sød, venlig og åben.

Slut fred med din krop

Jeg har et par råd til, hvordan du kan prøve at få det lidt bedre med din krop. Uden at gå på kur! Jeg synes du skal prøve at læse denne her artikel omkring, hvordan man slutter fred med sin krop. Der står en masse gode råd til, hvordan man kan blive bedre til, at holde af sin krop. Der er så mange unge, som har det svært med deres krop, uden der er nogen grund til det. Vi må gerne se forskellige ud. Det er med til at gøre os smukke. Derfor kan det være en god idé, at prøve at slutte fred med sin krop, hvis man er vred/ ked af det over den.

En anden ting du kan prøve, er at skrive alle de ting ned, som du er taknemlig for ved din krop. Det kunne måske se sådan her ud… Jeg er taknemlig for min krop fordi:

  • Den har ben, så jeg kan gå og løbe sammen med mine venner
  • Den har arme, som kan kramme min mor
  • Den kan smage, så jeg kan nyde min yndlingschokolade.
  • Den har bløde lår, som er rare at røre ved
  • Den har flot hår på hovedet, som jeg kan sætte op til fest
  • Den har øjne, som gør, at jeg kan opleve hele verden – og se new girl på netflix.
  • Den har smukke, blanke tænder, som man kan se, når jeg griner.
  • Den kan grine helt vildt, hvis den hører noget sjovt
  • Den har fregner om sommeren
  • Den kan sove længe i weekenden, og vågne op helt varm og rolig.
  • Den sørger for, at jeg bliver rask igen, hvis jeg bliver syg.
  • Den har en hjerne, som gør at jeg kan tænke og blive klogere

Vores krop kan så mange ting, som det kan være en god idé, at huske sig selv på. Især hvis man bliver ramt, at føle sig forkert. For den krop dér! Den gør lige som den skal. Og hvor er det egentlig fantastisk, at man både kan mærke, smage, høre, løbe, grine og alle de andre ting, som ens krop hjælper en med hver eneste dag. Der vil være ting på din krop, som du ikke er så begejstret for. Men vores små skævheder er også med til at gøre os unikke, og med til at give os personlighed. Og vi har dem alle sammen – de der små skævheder. Så prøv at slutte fred med din krop, i skal følges ad hele livet.

Snak med nogen om det.

Det er helt vildt hårdt, at skulle gå rundt og være ked af det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en super fin idé, hvis du snakkede med nogen om, hvordan du har det. For det kan faktisk godt gøre det hele lidt nemmere. Når man deler sine bekymringer og sorger med nogle, jamen så føles det faktisk også lidt som om, at de bliver lettere. Så kan man måske bedre overskue dem, når man ikke behøver gøre det alene.

Snak med dine forældre.

Jeg tænker på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? Hvis du ikke har det, så tænker jeg, at det måske kunne være en god idé. Så kan i snakke om, hvordan du har det. Og dine forældre kan støtte dig, og hjælpe dig godt på vej med, at få det godt med din krop. Det kan også være, at dine forældre faktisk selv har prøvet noget lignende – jamen så kan de være med til, at hjælpe dig godt på vej.

Snak med dine veninder

Hvis du har nogle veninder, som du er tryg ved, så kunne det måske være en idé, at snakke med dem. Jeg er næsten helt sikker på, at du vil opleve, at mange af dem har det på samme måde som dig. For det er desværre ret almindeligt, at unge piger er kede af det over deres krop. Men det behøver i ikke. I fortjener meget bedre. Derfor kan du overveje at søge lidt støtte hos dine veninder. Og snakke med dem om, hvorfor det er svært, alt det med udseende. Og hvordan man håndterer det. For skal man bare være på slankekur til man dør? Eller er der nogle andre ting, som måske faktisk er vigtigere for en. Hvornår er man egentligt smuk, og er der kun 1 opskrift på det?

Unge piger skal ikke finde sig i, at have det dårligt over deres krop. Derfor kan det være en rigtig god idé, at støtte godt op om hinanden. Og huske på at sige pæne ting om sine veninder og sine egen krop.

Så kære pige på 14. Jeg håber virkeligt, at mit svar kan være med til, at du indser at du er HELT som du skal være. Din krop er ikke for tyk. Du behøver ikke tabe dig, uanset om der er nogle, der siger noget andet. Jeg håber virkeligt, at mine råd har været til hjælp. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super super godt på efterskole. Jeg næsten helt sikker på, at det kommer til at være super sjovt.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper.