Hej Mindhelper

Er en fyr på 20 år. Har en ’’veninde’’ som jeg har kendt i ca. 2-3 år. Det er ligesom hun er besat af mig. hun skriver hele tiden, og vil være sammen med mig. Hun kan ikke få nok og hun kan finde på at købe gaver til mig, bare for have en undskyldning for ses med mig. Har sagt mange gange til hende at man kan ikke købe mit venskab. En anden veninde som fortalte mig at hun ku godt lide mig, nok mere som ven. Men på det tidspunkt vidste hun ikke at jeg var homoseksuel. jeg fortalte hende det.
Der var på et tidspunkt hvor hun og kører hjem til mig, uden jeg ved det. Bare fordi jeg ikke har rigtig svaret hende tilbage over besked. Hun skrev tre breve og papiret var A4 med linjer og begge sider var fyldt helt ud. hun skrev om sine følelser og hvordan jeg ikke kunne være det bekendt. Hun har kørt hjem til mig i alt 4 gange med breve, og lidt mønter og en pak smøger. Hun er blevet meget negativ og selvom jeg siger stop så bliver hun ved. Har slettet hende som ven på de sociale medier, fordi jeg orker ikke hedens negativ kommentar, fx ’’hvorfor har du ikke liket mit opslag’’
Og hvis jeg ikke har svaret hende over sms, så skriver hun ’’har jeg gjort noget galt’’ el ’’Er du sur på mig’’
næsten hver eneste dag. Det har jeg fået nok af, og så lukker jeg bare hende ud af mit liv for en kort stund. Jeg kan virkelig ikke klare det negativitet, da jeg døjer stadig med en depression. og så hjælper det ikke ligefrem. Alt det her coronavirus så er jeg blevet hjemme, men hun tror at jeg ikke vil se hende. jeg bliver snart sindsyg! jeg fik hende til psykolog, da hun begyndte at cutte i sig selv. Selvfølgelig får man en skyldfølelse, om er det mig er der grunden. jeg ved at hun snakkede mest om mig til psykologen.
Har skrevet til hende at man behøver ikke at skrive til hinanden hele tiden. hun har holdt det i 5 dage nu og i dag, skrev hun ’’Har du glemt mig helt.’’ Hun har ikke rigtig venner, så self vil hun ikke miste mig som ven, det har hun oplevet før. Hvis hun havde penge til det, så ville hun købe en bil til mig, bare for ikke at miste mig. og når vi er uvenner så kommer hun med det, ’’Er det takken alt det jeg har gjort for dig’’ (gaver)
Jeg aner slet ikke hvordan jeg skal håndtere det, hvis jeg dropper kontakten så cutter hun måske igen. eller kører hjem til mig. Har sagt til hende hvis hun møder op, så kontakter jeg politiet.

Hilsen fyr på 20 år

(Dreng, 20 år)


Kære fyr på 20 år

Det lyder som en utroligt svært situation, du er i lige nu. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er ikke din skyld

Jeg kan dælme godt forstå, at du synes det her, er en rigtigt svær situation. For på den ene lyder det som, at du er ved at være rigtigt godt træt af, at din veninde har svært ved at lade dig være, også selvom du egentligt har bedt om at få fred. Men på den anden side reagerer din veninde rigtigt stærkt på det, når du dropper kontakten til hende. Og det giver rigtigt god mening, at det så er svært bare at droppe kontakten helt til hende. For som du selv skriver, så kan det være rigtigt svært ikke at føle skyld over det, når der er nogen, der får det svært, fordi man har droppet kontakten til dem.

Men det er ikke din skyld, at hun reagerer så stærkt på, at du gerne vil droppe kontakten til hende. For selvom det er helt normalt at blive ked af det, når nogen dropper kontakten til en, så kan de fleste mennesker finde ud af at respektere, at man ikke har lyst til at se dem mere. Og selvom de bliver kede af det, så kan de også godt finde ud af at håndtere den tristhed på en måde, der ikke går udover den anden person. Så når din veninde har så svært ved at håndtere, at du ikke har lyst til at have kontakt mere, så handler det om noget inde i hende. Det handler ikke om noget, som du gør forkert.

Tag en alvorlig snak med hende

Tværtimod så lyder det som om, du er en rigtigt omsorgsfuld ven, der allerede har gjort rigtigt meget for at hjælpe hende. Og selvom jeg godt ved, at det er svært bare at give slip, så er din veninde ikke dit ansvar. Jeg gætter på, at hun efterhånden også er ved at være et voksent menneske, så det er hendes eget ansvar at passe på sig selv. Og du skal ikke være venner med hende udelukkende fordi, du er bange for, hvad hun gør, hvis du dropper kontakten. Det har du ikke fortjent, for det er rigtigt hårdt for dig.

Men jeg tænker faktisk også, at det forhindrer din veninde i at komme videre, at du bliver ved med at holde kontakten til hende. Derfor er mit allerbedste råd til dig også, at du skal tage en alvorlig snak med din veninde og fortælle hende, at den måde hun gerne vil være venner på, ikke fungerer for dig. Og så dropper kontakten til hende, hvis det er det, du gerne vil. Hvis du vil, kan du eventuelt hjælpe hende med at finde ud af, om der er nogen i nærheden af, hun kan snakke med, hvis hun får lyst til at cutte. På den måde ved du, at du har gjort, hvad du kan for at hjælpe hende med ikke at være alene.

Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at tage snakken med hende face to face. For det lyder som om, hun kan komme til at reagere ret voldsomt. Derfor kan du også sagtens tage snakken over messenger eller sms, hvis du er tryggest ved det. Du skriver, at du har skrevet til hende, at du kontakter politiet, hvis hun kører ud til dig igen. Og det er helt i orden at gøre det, hvis hun bliver ved med at møde op, selvom du har bedt hende om at lade være.

Har du nogen at snakke med?

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogen i nærheden, du kan snakke med om det her. Det kunne for eksempel være en rigtigt god ven eller veninde. Men det kan også være dine forældre, hvis du synes, det er rarere. Jeg tænker nemlig også, at det er rigtigt vigtigt, at du ikke går med dine tanker og følelser omkring det her alene. For jeg kan forestille mig, at det her også er rigtigt svært for dig. Selvom det lyder som om, du er lidt træt af din veninde, så er det trods alt aldrig sjovt at se et andet menneske blive ked af det. Og det kan være rigtigt svært at stå med helt alene. Derfor er det tit rigtigt rart at have nogen, som man kan støtte sig op af, mens det hele står på.

Snak med Dansk stalkingcenter

Du kan også prøve at kontakte dansk stalkingcenter, hvis din veninde bliver ved med at kontakte dig. For jeg synes, at nogle af de ting hun beskriver, godt kunne lyde en smule som stalking. Hos Dansk Stalkingcenter kan du komme til snakke med nogle mennesker, der ved rigtigt meget om stalking. Og som kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er stalking, du er udsat for. Dem du kommer til at snakke med, kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal håndtere situationen.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af det med din veninde på den ene eller den anden måde

De bedste hilsner fra en Mindhelper