Inderst inde håber jeg på at vi bliver kærester. Jeg er en meget genert pige, og bare ved at kigge på ham smelter jeg

Hej.

Jeg ønsker at være anonym. Jeg er forelsket i en dreng fra min årgang. Det har jeg været i et stykke tid. Jeg ved at det ikke er gengældt, da vi aldrig snakker sammen, men vi ser hinanden hverdag i skolen. Inderst inde håber jeg på at vi bliver kærester. Jeg er en meget genert pige, og vil så gerne ønske at det kommer til at ske. Hvergang jeg ser ham tænker jeg kæft han er bare lækker og bare han var min.
jeg har en masse veninde, som tør at bare sige et enkelt ord til mig, men det er noget helt andet med mig.. bare ved at kigge på ham smelter jeg.
heldigvis går vi ikke i klasse sammen, så når vi er i skole, så er der få pause, hvor jeg lige kan få luft.

hvad skal jeg gøre?

plz hjælp

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13

Det kan være vildt svært at finde ud, hvordan man skal komme i kontakt med en, som man er forelsket i. Så kan man helt miste evnen til at sige noget, og blive totalt nervøs. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du skriver, at du helt smelter, når du ser ham. Det lyder jo til, at du er blevet super forelsket. Og det kan jo være mega dejligt, at man flyver rundt på en lyserød sky. Men det kan også være helt vildt svært, for hvordan kommer man så lige i kontakt med hinanden? Og hvad gør man, hvis den anden ikke er ligeså vild med en, som man er med ham?

Du skriver og siger, at du ved forelskelsen ikke er gengældt, da i aldrig har snakket sammen. Men jeg tænker på, om det betyder, at du har lyst til at give op? Måske kan du prøve at komme i kontakt med ham, så han kan lære dig at kende. Og hvem ved, så kan det jo være, at han får et godt øje til dig?

Hvordan du kan komme i kontakt med ham

Jeg tænker, at hvis du gerne vil lære ham at kende, så er det første skridt, at få kontakt til ham. Jeg kommer med lidt forslag til, hvordan du måske kan gøre det:

  • Sociale medier. Måske har han en instagramkonto, som du kan følge? Hvis i har det, så kan du jo prøve på, at like hans billeder, og måske skrive en besked til ham? Så behøver du ikke sige noget til ham ansigt til ansigt til at begynde med. Så kan det være han svarer tilbage, og i kan starte samtalen op der så.
  • Fælles venner. Måske har i nogle af de samme venner, som du kan arrangere noget med? Så kan i måske mødes en større gruppe, hvor han også er der, og så kan du måske prøve at snakke med ham der?
  • Skolefester. Måske kommer der nogle skolefester/arrangementer, hvor du kan prøve at snakke med ham. Du kan jo tage en veninde under armen, hvis du har brug for lidt støtte.
  • Sig hej og/eller smil. Du kan også starte helt i de små, og så bare prøve at sige hej til ham, næste gang du ser ham på gangene. Så viser du også at du er sød og åben. Så kan det være han smiler og svarer tilbage. Og så på et eller andet tidspunkt, når du har lyst – jamen så kan du prøve at starte en længere samtale med ham. Du kan prøve at læse lidt om smalltalk her. Det kan være det kan hjælpe dig til, at finde på hvad du kan sige til ham.

Snak med dine veninder om det

Jeg tænker, at det måske kunne være en god idé, at snakke med dine veninder om, hvordan du har det. Så kan de måske lytte og støtte dig, når du synes det er lidt svært at være i nærheden af ham. Og de kan måske hjælpe dig med at komme i kontakt med ham. Uanset hvad, så er det rigtigt rart, at dele sine tanker og følelser med nogle andre. Så man ikke behøver gå rundt med dem, helt alene. Det kan også være, at pigerne selv har prøvet at være super forelsket. Og kan komme med nogle gode råd til dig. Måske har de endda også prøvet, at have svært ved at få kontakt til nogle, og kan dele nogle ideer med dig.

Hvis forelskelsen bliver ulykkelig

Hvis man er rigtigt forelsket, og det ikke bliver til noget – jamen så kan man godt komme til at lide af en ulykkelig forelskelse. Hvis det sker, så kan man godt blive rigtigt ked af det. Og så kan det være en rigtig god idé, at snakke med nogen om det. Du kan prøve at læse artiklen jeg linkede til. Der er en masse gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man bliver ulykkeligt forelsket.

Det kan være helt vildt svært at være forelsket. Især hvis personen man er forelsket i ikke rigtigt kender en. Så kan det virke helt umuligt, hvordan man kan komme til at lære personen at kende. Men det kan altså godt lade sig gøre – især hvis man tør være en lille smule modig.

Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget, og så ønsker jeg dig rigtigt meget held og lykke.

De venligste hilsner fra en Mindhelper.