Jeg er stødt på en pige, som jeg tror, jeg godt kan lide. Men jeg kender hende ikke så godt. Og så er jeg i tvivl, om vi overhovedet passer sammen.

Hej brevkasse

Jeg er en dreng på 13 år. jeg har mødt en pige, hun er rigtig sød men kender hende ikke så godt . Jeg tror jeg er lidt vild med hende, men ved ikke hvordan det føles for har aldrig haft en kæreste før. Ved ikke om vi passer sammen, for hun går på en anden skole end jeg gøre, og så er hun 12 år. Ved ikke om hun er vild med mig også er jeg bange for at dumme mig helt vildt. Hvordan kan man se på hende om hun er vild med mig eller kan jeg mærke det på hende om hvordan hun snakker eller ser på mig?
På forhånd tak for hjælpen

Hilsen en dreng på 13 år

(Dreng, 13 år)


Kære dreng på 13 år

Det er skønt at kunne lide et andet menneske. Men nogle gange kan det være svært, hvis man ikke ved, om det er gengældt.

Smalltalk med hende
Hvor er det dejligt for dig, at du har mødt en pige, som, du synes, er rigtig sød. Du skriver, at du ikke kender hende så godt. Men det kan du komme til!.. Ved at smalltalke. På den måde starter man så småt med at lære hinandens interesser og person at kende. Så spring endelig ud i det.

Hvorfor skulle I ikke passe sammen?
Du skriver, at du ikke er sikker på, at I passer sammen, fordi hun går på en anden skole og er 12 år gammel. Men hvorfor skulle I ikke passe sammen? Selvfølgelig skal I lære hinanden at kende. Men det ville være synd at miste modet allerede nu, fordi hun er et år yngre end dig og går på en anden skole. Så det er da bare om at tage mod til dig og give det et skud.

Læg mærke til tegnene på forelskelse
Til sidst spørger du til, hvordan du kan se på hende, at hun er vild med dig. Og i starten af dit brev, skriver du, at du tror, du er vild med hende. Til det vil jeg råde dig til at læse vores artikler om forelskelse. Den ene lister nogle tegn på forelskelse op. Den anden handler om, om man selv er forelsket. De kan måske gøre den del lidt mere klar for dig.

Tag en snak med dine kammerater
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle gode kammerater om det her. Hvis ikke, du har det, må det være et af mine bedste råd til dig. Lige sådan noget med piger er rigtig godt at snakke med sine venner om. De kan måske fortælle dig om, hvad de ville gøre i din situation? Eller måske kan de fortælle om en lignende situation, de selv har været i. Jeg synes, du skal prøve at tage en snak med dem. Det kan der sikkert komme noget godt ud af.

Jeg håber, at du lærer pigen at kende og finder ud af, om I kan lide hinanden. Held og lykke med det!

De bedste hilsner fra Mindhelper