Jeg vil selvfølgelig gerne have ham tilbage, da jeg savner ham. Men det er min venner rigtigt meget imod.

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 15 der har et kæmpe dillema. Jeg har for næsten to år siden haft den her kæreste, som var mit alt og et! På et her tidpunkt var jeg jordens lykkeligste pige. Og det kunne alle mine venner mærke, hvilket de var super glade for! Da han så valgte at gå fra mig fire måneder efter, var jeg jo fulstændig knust. Min hverdag blev lavet fulstændig om, og jeg græd min dag væk. Mit humør var anderledes og var bare så negativ og drænet af energi. Et halvt år efter begynder vi og skrive sammen igen (skal siges at vi går på samme skole, men paralelklasse). Vi skriver om at vi begge savner det i havde da vi var kærester og at vu nok godt kunne bygge op på det igen. I et par måneder hvor jeg føler vi har haft noget, finder jeg ud af at jeg har været dumt og vi aldrig havde aftalt at få noget igen, men bare begynde og snakke mere sammen og så se hvad der kunne ske. Det gjorde mig selvfølgelig pisse ked af det. Vi har en masse fællesvenner som vi tit er sammen med, og vi har det altid super godt når vi er sammen!! En dag hvor vi med vores venner er sammen, i sommerferien. Får vi kysset og alle bliver nysgerrige omkring os, i forhold til om vi var begyndt at have noget igen. Jeg tager hjem, hvor han ringer til mig og vi aftaler at vi har noget igen og at vi ikke kysser med nogen andre, end hinanden selvfølgelig! I sommerferien har det bare gået så fantastisk, og jeg er igen blevet den her glade og positive pige. Mine venner er på det her tidspunkt begyndt og synes det er dumt at jeg er gået tilbage til ham, da han før hen har prøvet på et par af mine veninder, og enda kysset med en af dem (på det her tidpunkt havde vi dog ikke noget, men jeg havde følelser i klemme). Men vi starter i skole og det går stadig fantastisk! Indtil det hele vender op og ned på alt. Han ringer til mig en dag og forklare at han er forvirret omkring alt, fordi han ikke føler at han har tid til mig. Så vi aftaler at ikke have noget mere. Dagen efter er jeg totalt knust (igen, igen) da han betyder alt for mig og jeg elsker ham himmelsk højt. Han fortæller dog i telefonen at han godt ved at hvis vi dropper det vi har nu, ender vi med at få noget igen. Jeg vil selfølgelig gerne have ham tilbage, da jeg savner ham pisse meget!!! Men det er min venner så meget imod!!! Hvilket gør mig pisse ked af det. Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis han en dag skriver til mig igen.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Det lyder godt nok til at være en rigtigt forvirrende og svær situation, som du står i. Det med kærligheden kan være så mega svært. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Når jeg læser dit brev, så kan jeg sagtens mærke, at du er himmelhøjt forelsket i ham fyren. Han betyder virkeligt meget for dig. Når jeres forhold har fungeret, så er det gået super godt, og du har været super glad. Derfor kan jeg da også sagtens forstå, at du rigtigt gerne vil have ham tilbage. Men jeg kan også godt forstå, hvorfor dine venner måske er lidt bekymrede for dig.

Ulykkelig forelsket

Hvis man er forelsket, så kan det fylde hele ens verden. Man svæver måske rundt på en lyserød sky, og er bare helt opslugt af den person, som man er forelsket i. Det kan være helt vildt dejligt, men det kan også være mega hårdt. Især hvis den anden person måske ikke er ligeså interesseret i en, som man er i ham – så kan det godt blive rigtigt forvirrende og rodet. Lige nu står du i en rigtig svær situation, og er super forvirret omkring, hvad der skal ske med jer og jeres forhold, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i må være mega hårdt. Men jeg tænker også, at jeg ikke kan fortælle dig, præcis hvad der er det rigtige for dig. Om du skal prøve at finde sammen med ham igen eller ej. For i sidste ende er det din helt egen beslutning, og du er nok den, som allerbedst kan bedømme, hvad der er det rigtige for dig. Men jeg vil prøve at skrive lidt forskellige tanker og overvejelser til dig, som måske kan guide dig lidt i retning af den beslutning, som er rigtig for dig.

Har han styringen?

Når jeg læser dit brev, så synes jeg det virker til, at han har taget meget af styringen i jeres forhold. Med det mener jeg, at forholdet måske har gået meget efter hans hoved? Er det også sådan du oplever det? Du skriver at det er ham, der forlader dig begge gange. Derudover bider jeg lidt mærke i, at han skriver, at han “godt ved, at at hvis vi dropper det vi har nu, ender vi med at få noget igen”. Det tænker jeg ikke er en særlig sød ting at sige. For hvis det var vigtigt for ham, at i skulle være sammen, så tænker jeg, at han ikke havde slået op med dig. Det virker lidt til, at han måske forventer, at han bare kan ringe til dig igen, når han har lyst? Og det tænker jeg er en ret uretfærdig måde at behandle dig på. Er det også lidt sådan du oplever det? Hvis det er det, så tænker jeg, at du måske bør overveje, om det føles rigtigt for dig, at være i sådan et on/off forhold. På mig virker det lidt til, at han måske ikke er helt ligeså forelsket i dig, som du er i ham – og det udnytter han måske lidt?

Jeg undrer mig også lidt over, hvad der er sket, siden han pludseligt slår op. Det lyder på dig som om, at det kom lidt ud af den blå luft. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er sket noget mellem jer, siden han slår op? Hvis der har været en konflikt imellem jer, så er det måske noget der kan løses? Så kan i måske prøve at snakke om det, og så se om i kan finde ud af det. Men hvis det er noget som er sket, sådan lidt uden grund, så er der måske også en risiko for, at han kunne finde på at gøre det igen, hvis i igen fandt sammen. Det kan altså godt være, at det ikke bliver bedre. At han bliver ved med at skifte mening, hvis i finder sammen. Så det er måske en god idé, at du overvejer, om det er noget du vil kunne holde ud, at blive ved med at gå igennem, hvis i igen finder sammen? For jeg tænker at det må være super hårdt for dig, at du aldrig kan være sikker på, hvor du har ham henne.

Knust hjerte

Hvis man kan oplever, at få sit hjerte knust, så kan det være rigtigt svært at komme sig over. Så er man måske ulykkeligt forelsket. Du kan prøve at læse den artikel, som jeg har linket til. Der står en masse gode råd til, hvad man kan gøre for at passe på sig selv. Du kan også læse denne artikel om kærestesorger og denne om selvomsorg. Der står en masse gode råd til, hvordan man kan klare den svære periode, og være rigtigt god ved sig selv. Det er mega hårdt at få sit hjerte knust. Og det kan godt tage lang tid inden man er helt ovenpå igen. Men det er altså fuldstændigt normalt, og selvom det måske ikke virker sådan lige nu, så kan du sagtens blive glad igen. Og selvom det kan være rigtigt svært, så prøv at passe rigtigt hammergodt på dig selv, det næste stykke tid – for du fortjener at have det godt.

Snak med dine venner om det

Det lyder til at dine venner har haft rigtigt mange bekymringer omkring dig og din ekskæreste. De har faktisk været ret meget imod, at i fandt sammen igen. Men du vil rigtigt gerne din ekskæreste og derfor gør det dig super ked af det, at dine venner er sådan imod det. Det kan jeg godt sætte mig ind i, for det kan føles som et kæmpe tillidsbrud, når ens venner ikke støtter op om en. Og måske endda siger, at de synes ens beslutninger er dårlige. Det kan være mega hårdt, og man kan komme til at føle sig ret alene. Er det også sådan, du har oplevet det? Men måske er dine venner imod jeres forhold, fordi de er bekymrede for dig. De kan se hvor ked af det du bliver, når han dropper dig. Jeg er næsten sikker på, at dine venner holder helt vildt meget af dig, og derfor ikke har lyst til at se dig blive såret. Så når de siger, at de er imod jeres forhold, så mener de det måske super kærligt, fordi de gerne vil beskytte dig. Men i sidste ende er det kun din beslutning, hvad du vil gøre med dit liv. Og du bør selvfølgelig gøre det, som du synes er rigtigt for dig. Men jeg tænker også, at det måske kunne være en god idé, hvis du fik snakket med dine venner om det hele. Så kan du også få deres perspektiv på, hvorfor de synes det er en dårlig idé. Og du kan fortælle dem, hvordan det er at være dig i den her situation. I sidste ende er det din beslutning, hvem du har lyst til at være sammen med

Snak med ham om det

Jeg tænker også, at det måske kunne være en rigtig god idé, hvis du snakkede med din ekskæreste om, hvordan du har det. Hvis han forstod hvor hårdt det egentligt er for dig, når han bare pludseligt slår op med dig. Og måske kunne det være en god idé, hvis i kom frem til en endelig beslutning om, om i skal være sammen eller ej? Uanset hvad i kommer frem til, så tænker jeg, at det vil blive nemmere for dig at forholde dig til. Lige nu ligger der lidt sådan en lille drøm og flyver rundt, fordi han har fortalt dig, at det måske en dag kommer til at ske. Og det tænker jeg er rigtigt hårdt at være i. Det er helt okay, hvis du har brug for nogle mere klare rammer for, hvad jeres forhold er. Faktisk tænker jeg, at det kunne være rigtigt godt for jer begge to. Hvis han så ikke vil være kærester med dig, så kan i aftale, at han heller ikke pludseligt kan ombestemme sig. For så kan i ende i denne her cirkel rigtigt længe, og det tænker jeg kan ende med, at du får dit hjerte knust rigtigt mange gange.

Det med kærligheden kan være så mega svært og forvirrende. Derfor kan det nogle gange også være en rigtig god idé, at få snakket sammen og få sat nogle klare rammer op for, hvad ens forhold skal være. Udover det, så er det en rigtig god idé, at få snakket det hele igennem med nogle andre også, som kan støtte en, hvis det bliver rigtigt svært.

Jeg håber at du har kunne bruge nogle af mine råd til noget, og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper