Vi står i en situation, hvor penge er rigtig svært. Min mor kæmpe for at holde os i vores hus, og sørge for at vi får mad. Jeg har selv at arbejde, hvor jeg tjener penge, og hvor jeg hjælper til med hvad jeg kan. Men det er ikke nok.

Hej

jeg har brug for noget guiding, jeg står i den situation at jeg bor alene sammen med min enlige mor, hun er igang med at søge en førtidspension, fordi hun har haft 3 blodpropper i hjernen og ikke kan arbejde mere. Vi står i en situation hvor penge er rigtig svært, min mor kæmpe for at holde os i vores hus, og sørger for at vi får mad, jeg har selv at arbejde, hvor jeg tjener penge og hvor jeg hjælper til med hvad jeg kan. Men det er ikke nok.
Det er det eneste jeg kan tænke på, klare vi næste måned? Kan vi få mad på bordet? Kan regningerne bliver betalt? Jeg føler mig ekstremt stresses, og har absolut ingen energi tilbage.
Jeg kan ikke snakke med min mor om det, for ville ikke gører hende stresset eller ked af det, og har ikke andre jeg kan gå til.

Har i nogle som helst ide om hvad jeg kan gøre, for at hverdagen bare bliver en tand bedre?

(16 år)


Hej 16 årig

Det er godt nok en svær periode din mor og dig går igennem lige nu. Der er ingen, der kan forberede sig på at få 3 blodpropper i hjernen. Og jeg håber, at det snart lykkes, at din mor kan få førtidspension, så der kan komme lidt ro på jeres liv igen. 

Du er en sød og omsorgsfuld person

Når jeg læser dit brev, så lyder du som en super sød og omsorgsfuld person, der gør dit allerbedste lige nu. Jeg synes du klarer det så flot, men jeg kan også sagtens forstå, hvis du er ved at brænde ud nu. For det er et stort ansvar, der falder på dig, især når du kun er 16 år. 

Jeg vil prøve at komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre nu. Og jeg tænker, at noget af det vigtigste for dig måske er at finde nogle, som kan hjælpe og støtte jer i den her periode, så I ikke står så alene med det hele. For din mor og dig fortjener en hjælpende hånd i den her periode. 

Der er altid nogle, man kan gå til, men det kan kræve lidt mod

Du skriver, at der ikke er nogle, du kan gå til. Og jeg kan sagtens forstå, hvis det føles som, at du er lidt alene i verden med din mor lige nu. Men der er mennesker derude, som vil hjælpe dig, hvis du rækker ud – men det kræver lidt mod. 

Hvis man har klaret sig selv alene rigtigt længe, som du og din mor har, så kan det være svært at åbne op og lukke andre ind. Men de fleste mennesker vil rigtigt gerne hjælpe, hvis de ser, at der er brug for det. Og jeg tror, de fleste vil kunne forstå, at i står i en lidt særlig uheldig situation, fordi din mor er blevet ramt så voldsomt af blodpropper. 

Derfor er mit bedste råd til dig, at få åbnet op overfor nogle andre om, hvordan jeres situation er lige nu. Både med presset, økonomien og sygdommen. Så du og din mor kan få noget støtte til at komme godt ovenpå igen. 

Kontakt kommunen gennem Åben Anonym Rådgivning

Alle kommuner tilbyder det, som hedder Åben Anonym Rådgivning. Der kan man bede om at få en snak med en professionel, ofte er det socialrådgivere, om hvad der er af muligheder for kommunal hjælp. Nogle gange, hvis man står i en svær økonomisk situation, så kan kommunen hjælpe en med et økonomisk tilskud til at komme igennem hverdagen til der er ro på igen. Jeg ved desværre ikke så meget mere om det, men de vil kunne fortælle om dine muligheder hos din kommunes lokale Åben, Anonym Rådgivning.

Jeg vil virkelig opfordre dig til at prøve at kontakte dem. For selv hvis de ikke kan hjælpe jer, så har de måske et overblik over, hvem der så kan hjælpe jer i jeres kommune. 

Du kan finde kontaktinformationerne ved at google din kommunes navn + åben, anonym rådgivning. Eller ved at taste dit postnummer ind i vores vejviser her.  

Prøv at kontakte Forbrugerrådet Tænks Gratis Rådgivning

Jeg kiggede på rådgivninger, som tilbyder økonomisk rådgivning. Her fandt jeg Forbrugerrådet Tænks gratis rådgivning, som jeg tænker måske også kunne være noget for dig. De rådgiver specifikt om økonomi og gæld. Og jeg tænker, at de måske har gode muligheder for at hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er af økonomisk støtte muligheder for du og din mor. Du kan blandt andet ringe til dem helt fortroligt. 

Find Tænks gratis rådgivning på linket her 

Find andre rådgivninger, som hjælper med økonomi her

Er der en headspace i din by? 

Hvis der er et headspace center i din by, så vil jeg også anbefale dig at opsøge dem. Headspace er en gratis, anonym, landsdækkende ungerådgivning, hvor unge kan komme og få hjælp til det der fylder. Alle unge er velkomne uanset problemets størrelse og omfang. 

De er mega søde og helt vildt dygtige til at rådgive, uanset hvilken situation, man står i. 

Du kan finde dit nærmeste headspace-center her

Har I andet familie eller omgangskreds?

Jeg kommer også til at tænke på, om I har noget andet familie, venner eller omgangskreds, som du kunne række ud til i denne periode? Måske du har bedsteforældre, gamle venner af familien, en sød lærer, mostre eller onkler? 

Bare nogle, som kunne støtte dig og din mor lidt, både så du har nogle at tale med om det hele. Og måske nogle, som kan invitere jer lidt på aftensmad, hvis måneden bliver for lang. 

Udover det, så overvej, om det alligevel kunne give mening at tale med din mor om, hvordan du har det. På den måde vil i kunne have lidt mere fælles front i den her periode. Og i kan sammen finde ud af, hvad i skal gøre. Det er situationen, der gør din mor presset, ikke dig. Og jeg næsten sikker på, at hun gerne vil høre, hvordan du har det. 

Du skal finde et frirum i hverdagen, så du har et sted at koble af. 

For nogle år siden skrev en journalist en række artikler om at løbe. Han mistede desværre et barn, og skulle finde en måde, at komme igennem sorgen på. At løbe hjalp ham igennem. Selvom jeres situationer er totalt forskellige, så gjorde han noget rigtigt klogt, som de fleste af os kan lære af. Han fandt et pusterum, som fik ham igennem dagene. 

Jeg tror, det kunne være rigtigt godt for dig, at finde et pusterum i hverdagen, hvor du kan lægge dine bekymringer lidt til siden. Med det mener jeg ikke, at dine bekymringer ikke er 100% reelle og fortjener fokus. Men du fortjener også at komme igennem den her periode uden at gå ned med stress. Derfor er et pusterum en god idé. 

Motion er godt. Det kan noget særligt for os, når vi rykker fokus fra hovedet og ned i kroppen. Så løb, fodbold, håndbold, fitness – find noget, du kan lide. Kreative sysler kan gøre lidt det samme. Så at spille musik, male, modellere, tegne, klippe, lægge puslespil. 

Det kan alt sammen være med til at give dig et pusterum, så du kommer igennem den her periode uden for mange 

Jeg håber, at der er mit svar har kunne hjælpe dig lidt videre. Og husk, at du altid er velkommen til at skrive herind igen. Jeg sender den største, online-krammer i din retning og hepper på dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper