Hej Mindhelper

Jeg skriver herind da jeg længe har ville væk fra mit hjem, problemerne er at jeg har en storebror på 23 som der er et eller andet helt galt med han bor stadig hjemme, arbejder ik, og siger at et er min mors skyld at han er som han er, han råber dagligt af mig og jeg græder dagligt og ryster og vil bare væk, han skriger og sir at jeg dagligt ødelægger ham med fx at glemme og låse en dør og små ting, jeg har levet de sidste tre år med en sinds forvirret storebror der ik kan sørge for noget til ham selv og intet overskud har, han er også overvægtig og er aldrig ude, han kalder mig fx, luder, halvhjerne og jeg ik fungere til en skid og meget grovere ting mens han råber, har snakket med min mor om det og har sagt jeg ikke vil bo hjemme så længe han er der, hun er enig i at der er et eller andet helt galt med ham men hun finder sig i de ting han kalder hende og jeg kan simpelthen ik klare det mere, jeg syntes det så taber agtigt at han ikke kan tage sig sammen, og jeg vil bare væk nu, har levet de fleste af mine teenage år nu og han har gjordt dem til helvede.
Jeg bliver 15 om under en måned, nogen skal seriøst finde ud af hvad der galt, han gider ik selv få det tjekket -S

(14 år)


Kære S

Det lyder som om, at det er hammersvært at bo derhjemme lige nu. Derfor er jeg rigtig glad for at du har skrevet herind til os, og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Det giver mening

Du skriver, at din storebror kalder dig grimme ting, og råber af dig dagligt. Det lyder rigtig ubehageligt. Det kan være meget sårende at blive råbt af, og talt ned til. Så jeg kan sagtens forstå, at du ikke har lyst til at være derhjemme. Et hjem skal nemlig gerne være et sted hvor man kan føle sig tryg og slappe af. Men det lyder ikke som om at dit hjem er det for dig, sådan som tingene er lige nu. Og det kan være meget opslidende at være i. 

Du skriver, at du tænker, at der er noget galt med din storebror, og beskriver at han intet overskud har. Når et menneske har det svært, kan det let komme til at gå ud over, dem som er tæt på personen. Derfor kan det også være rigtig hårdt at være pårørende, til en der har det svært. For ofte påvirker det ikke kun den der har det svært – men også alle dem der er omkring personen. Og det lyder på mig som om, at det måske kan være noget af det der er på spil i din situation. At din storebror har nogle ting han kæmper med. Og så kommer han til at råbe og sige grimme ting til dig og din mor. Og selvom man har det rigtig svært, er det ikke okay.

Tal med en anden voksen

Du skriver, at du har snakket med din mor om, hvordan du har det, og det vil jeg starte med at rose dig for. Det er nemlig super godt at sige tingene højt, når man har det svært. Derfor tænker jeg også, at det er godt, hvis du bliver ved med at tale med din mor om de her ting. Også selvom det måske ikke kommer til at ændre på din storebrors adfærd. For at tale om tingene kan nogen gange gøre, at det der er svært, lidt lettere at gå med.

Jeg tænker også, at det måske kunne være rart for dig at få talt med en anden voksen om, hvordan det er for dig derhjemme. Det kan være en venindes mor, en lærer på skolen, eller en helt tredje. Det kan sommetider hjælpe, at tale med en udefra, som ikke også bor derhjemme. Og så kan den voksne støtte dig i det, der er svært.

Åben Anonym Rådgivning

Jeg tænker også, at det kunne være en god ide, at tage fat i Åben Anonym Rådgivning. Det er et tilbud alle kommuner har, og det kan være rigtig godt, hvis man har problemer på hjemmefronten. Hos Åben anonym rådgivning hjælper de nemlig familier, som har det svært, af den ene eller den anden grund. Dem der sidder i Åben anonym rådgivning er super dygtige, og har masser erfaring med at hjælpe børn og unge, og deres familier. Og det er helt gratis.

Du kan finde Åben Anonym Rådgivning ved at google “Åben Anonym Rådgivning” og så skrive navnet på den kommune, du bor i bagefter.

Tag et smut forbi Headspace

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender Headspace? Headspace er et rigtig godt sted, man som ung kan komme, hvis man går og tumler med noget der er svært. Hos Headspace arbejder der nogen rigtig søde og dygtige frivillige, som altid er klar på at lytte. Og nogen gange kan det være rart at tale med nogen, når der er noget i livet der er svært. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Tag fat i SIND

Et andet sted, jeg også tænker du måske kunne have glæde af, er SIND. Hos SIND kan man ringe og få rådgivning, hvis en tæt på en har det psykisk svært. I telefonrådgivningen sidder der nogle super dygtige mennesker, som er vant til at tale med pårørende, og ved hvor hårdt det kan være at have mennesker inde på livet, som har det svært. 

Jeg håber at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og krydser fingre for, at du snart får lidt mere ro på hjemmefronten.

De bedste hilsner fra en Mindhelper