Hej.

Jeg er en dreng på 17 år, og føler at der er adskillige emner, som jeg enten har ignoreret eller holdt skjult fra min omgangskreds. Min mor har altid siden jeg var lille lagt op til at jeg var noget specielt – Altså at jeg er begavet (intelligent). På grund af forskellige årsager så har jeg aldrig troet på hende, da jeg med mig selv ved at hun ikke har ret. Jeg elsker matematik og kan hele gymnasiets pensum i matematik samtidigt med at jeg kan noget matematik fra universitetet – Men det er jo ikke intelligens. Det er jo viden – Viden og intelligens er ikke det samme.
Hun tror adskillige gange jeg har fundet frem til ting ved at reflektere (hvilket jeg gør meget), hvor jeg i virkeligheden på ingen måder nåede frem til den konklusion. Min mor har en kæreste som er professor, Han er ekstremt klog, og af årsager følte jeg mig utryk. Han er så meget klogere end mig, og det var svært at lade være med at være bange for at sige noget forkert. For 3 uger siden sagde jeg dette til ham, og han smilede til mig – Men sagde ikke rigtigt noget. Hvorfor sagde han ikke noget? Hvis jeg ikke havde ret i at han/min mor er meget klogere end mig, – Ville han så ikke sige at jeg er forkert på den?

(17 år)


Hej 17 årig

Der er en masse tanker omkring intelligens og viden, der fylder hos dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er super vigtigt ikke at gå alene med det, når man har en masse tanker, der fylder. 

Det er en normal følelse

Det lyder som om, du føler dig lidt intimideret, når du er omkring din mors kæreste. At føle sig intimideret af andre betyder, at man på en måde er lidt bange for dem og kommer til at føle sig lille omkring dem. Ikke nødvendigvis fordi man er bange for, at de vil gøre en noget. Det kan også være fordi, de er vildt gode til noget eller ved en hel masse, og når man så er sammen med dem, kan man blive bange for ikke at være god nok. Er det mon sådan, du har det? Det er en helt normal reaktion på at møde nogen, som virker stærkere eller klogere end os selv. 

Det stammer fra dengang, vores liv allermest bare handlede om at overleve. Der var det super smart at blive intimideret af nogen, der virkede meget klogere og stærkere end en selv, så man var lidt forsigtig omkring dem. For hvis man kom til at gøre dem sure og endte i kamp med dem, så var sandsynligheden for at tabe og miste livet meget stor. Og vores hjerner har ikke helt kunne følge med, fordi vi har udviklet os så hurtigt. Derfor husker din hjerne stadig, at det kan være en god idé at være lidt forsigtig omkring din mors kæreste, også selvom der nok ikke er den store risiko for, at I ryger i en kamp om liv og død. Giver det mening for dig?  

Vores intelligens er ikke den samme hele livet

Det der med at sammenligne os selv med andre, er noget, som vi alle sammen gør. Men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at tænke på, om det er helt fair at sammenligne dig selv med din mors kæreste? For jeg tænker, at din fars kæreste er meget ældre end dig, så han har haft meget længere tid til at samle viden og lære om verden, end du har. Og hvis han er professor, så har han læst på universitet i mange år og sikkert også lavet en masse forskning. Så han har haft massere af mere tid til at øve sig i at reflektere og samle viden. Derfor tænker jeg også, det er helt naturligt, at han virker meget klogere end dig. 

Vores intelligens er nemlig ikke bare den samme hele livet. Den kan udvikles og trænes, ligesom vi kan træne vores muskler til at blive større. Så hvis man for eksempel træner sin logiske sans ved eksempelvis at lave matematik, så bliver man bedre til det med tiden. På samme måde behøver intelligens heller ikke at være en bestemt ting. Intelligens kan være at være dygtig til at tænke logisk og reflektere. Men det kan også være at vide en hel masse om, hvordan verden fungerer. Eller det kan være at være virkeligt dygtig til at snakke med andre mennesker og få dem til at føle sig lyttet til og forstået. 

Spørg din mors kæreste

Du spørger, hvorfor din mors kæreste ikke svarede dig, da du fortalte ham, at du er bange for at sige noget forkert til ham, fordi han er så meget klogere end dig. Det kan jeg desværre ikke give dig et klart svar på. Men jeg kan sagtens forstå, du kan blive i tvivl om, hvad det mon betyder. For når andre ikke svarer en, så kan det betyde mange ting. Og det er kun den, som man snakkede med, der kan vide, hvad det betød. 

Vi mennesker kan nemlig ikke læse tanker. Derfor kan vi heller ikke altid vide, hvad det en anden gør betyder, hvis de ikke fortæller os det. Så hvis du gerne vil vide, hvorfor din mors kæreste ikke svarede, så er du nok nødt til at prøve at spørge ham. Det kunne for eksempel lyde sådan her: “da jeg fortalte dig, at jeg er bange for at sige noget forkert til dig, fordi du er så klog, smilede du, men du svarede ikke. Jeg har tænkt på hvorfor?”

Snak med din mor

Det lyder som om, at det fylder en del for dig, at din mor synes, du er rigtigt intelligent, når du ikke selv synes det. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon har taget en snak med din mor om det? Hvis ikke du har det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at gøre det. På den måde kan din mor nemlig hjælpe dig med at opklare, hvad det er, der får hende til at tænke, at du er en intelligent dreng. Og det kan være, det er nogle helt andre ting, der får hende til at sige det end dem, du måske selv lige tænker. 

Samtidigt så tænker jeg også, det kan være rart for dig at få sat ord på det med, at du ikke selv føler, at det helt passer. For nogle gange når man har det sådan, kan man godt komme til at føle, at man skal leve op til en hel masse, man slet ikke kan leve op til. Og så kan det være rart at få sagt det højt, for det kan tit hjælpe med at opklare, om man egentligt også skal leve op til alle de ting. Eller om noget af det måske mest er ens egne forestillinger om, hvad man skal kunne. Hvis du ikke helt ved, hvordan du skal starte snakken, så kan du kigge i vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der er nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan få snakket med sine forældre om de ting, der fylder. 

De vil altid lytte hos Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke lidt mere om alt her med, at du måske ikke helt føler dig så intelligent, som din mor siger, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super søde frivillige rådgivere klar til at lytte til dig. Og du må snakke med dem om alt. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at tale om. Og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig, også selvom jeg ikke kunne give dig svar på dit spørgsmål. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper