Hej
Jeg skriver fordi at mine forældre, specielt min mor er utroligt emotionelt umodne. Det er meget svært at kommunikere med dem i dagligdagen. Jeg kommer jeg med en situation.
Til min farmors fødselsdag, sad min mor og jeg i sofaen, og min farmors søster kom hen for at snakke. Uden kontekst begynder min mor at snakke om at jeg ikke laver andet end at lægge i min seng, og at jeg skal dyrke noget motion. Det kommer der så en hel samtale ud af.
Jeg siger så til min mor at det var meget træls og unødvendigt at bringe på banen ude af kontekst. Hun begynder at forsvare sig selv og siger at folk tænker jo ikke over det. Jeg siger så at det er ligegyldigt, men jeg synes ikke at det var rart. Så siger hun “nå nå men undskyld så da”, jeg ignorerer så det hele fordi jeg ikke vil skabe noget, da hun tydeligvis ikke mener det. Så begynder hun at sige “ja ja sorry sorry sorry”. Så bliver jeg frustreret og går. Hvor hun bliver sur.
Hver gang jeg prøver at snakke om de her situationer, forsvarrer hun sig selv og respekterer mig slet ikke, for hun forstår ikke at man kan bliv trist eller sur over noget selvom det ikke var ment sådan. Hun går bare i forsvarsmode. Hvad kan jeg gøre???
(18 år)
Hej med dig
Det er ikke særlig sjovt, når der er nogen derhjemme, som man ikke føler lytter til det man siger. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det er normalt med konflikter i familien
Ud fra det du skriver, lyder det som om, at dig og dine forældre en gang imellem ryger i totterne på hinanden. Det kan være super hårdt at være derhjemme, hvis man føler, at der hele tiden er problemer med kommunikationen. Og er der problemer med kommunikationen, kan der opstå konflikter. Og det kan være super drænende og enormt frustrerende at være i.
Men du skal vide, at det ikke er unormalt at skændes med sine forældre eller føle, at de totalt misforstår det, man siger. Rigtig mange kender til det med at føle, at deres forældre ikke lytter til det, de siger eller misforstår det. Særligt når man som dig er ung og begynder at danne sin egen identitet og holdninger. Samtidig er det ofte dem, man elsker mest, som kan gå en allermest på nerverne. Måske fordi de kender en så godt og ved lige hvilke knapper, de skal trykke på. Når det så er sagt, er det heller ikke rart, at føle at man ikke bliver respekteret.
Konflikter løses bedst i fredstid
Du skriver, at når du snakker med din mor om, hvad du synes der er ubehageligt, respekterer hun ikke, hvad du siger. Først og fremmest vil jeg rose dig for, at du allerede har prøvet at snakke med din mor om det. Det er super sejt af dig! Øv, at det så ikke gik som du håbede.
Det første råd jeg har til dig, er at tage en snak med dine forældre i perioder, hvor I har det godt sammen. Det kan fx være en aften, hvor i sidder og hygger jer, så kan du prøve at fortælle dem om, hvad du går og føler er problemet. På den måde er man ikke allerede i konflikt, når man har en vigtig samtale.
Det andet råd jeg vil give dig er, at prøve at holde det på egen banehalvdel. Hvis man holder en diskussion til, hvad man selv føler og ikke peger for mange fingre af, hvad andre gør galt, er det svært for den anden at gå i forsvarsmode. På den måde kan du måske få en god og konstruktiv samtale med dine forældre om, hvad du føler der er okay, de siger om dig til andre. Jeg tænker også der er et godt råd eller to i vores artikel Skændes du meget med dine forældre?, som måske kan hjælpe dig.
Snak med dine venner om det
Jeg kommer også sådan til at tænke på, om du har en god ven eller veninde, som du kan snakke med? Det kan nemlig være super rart at få luftet de frustrationer, som man går med. Måske er der også nogle af dem, som føler, at deres forældre ikke altid lytter til det de siger. Og så kan det være meget fedt at snakke sammen om det.
Headspace er altid klar til at lytte
Hvis du her til sidst tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du fx. tage fat i Headspace. Man kan både chatte med dem, snakke i telefon med dem eller sende dem en besked. De rådgivere som arbejder hos dem, er altid super søde og gør deres allerbedste for at lytte og hjælpe.
Det er super svært, når man føler, at man ikke kan sige noget til ens forældre uden at de går i totalt forsvar. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse tanker din vej og håber at I får snakket om det på en god måde.
De bedste hilsner fra en Mindhelper