Hej Mindhelper

Min lille søster er bange for alt. ALT. Og jeg mener det sådan virkelig, for nogle dage siden spiste vi røræg og så bliver hun bange for at hun har fået røræg i øret. Det er hele tiden, der var også et tidspunkt vi sad og spiste slik så var hun bange for hun havde fået det op i næsen. Men hun spørger mest om “er det her er giftigt?” Vi alle er så trætte af det at nogle gange siger jeg “ja det er så giftigt at om lidt besvimer du” men alsor inden hun er i totalt panik siger jeg jo at det ikke er sandt og så griner vi lidt. Lige før skulle jeg gå med hende ud for at lukke alle døre i gangen, det kan jeg godt forstå jeg plegede også at ville have min mor med, men når hun kommer spurgtende som en eller anden der bliver jagtet af en morder bliver jeg alsor lidt bekymret jeg er normalt en pisse irriterende store søster men hun for virkelig frygt i øjnene så nogle gange hjælper jeg hende andre gange råber jeg SKRID. Men jeg har tænk på om der er en eller anden diagnose eller sådan noget agtig for jeg og min storesøster har diagnoser, bare ikke sådan noget, for hun er alsor mega mærkelig med det der

(14 år)


Kære Du

Det lyder som om, at du har tænkt en del over, hvorfor din søster er som hun er. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind, og delt dine tanker.

Er det en diagnose?

Du skriver, at din søster er bange for alt, og at du har tænkt på, om det kan være en diagnose. Når ens søster har det svært, er det helt naturligt, at blive bekymret. Og man kan også komme til at tænke en del over, hvad det skyldes. Og hvorfor hun mon er bange for nogle ting, som man måske slet ikke selv ville frygte. 

Det er ret forskelligt, hvad man er bange for, men de fleste mennesker er bange for noget. Det er også forskelligt, hvor let vi har ved at blive bange generelt. Nogen bliver sjældent bange, og andre er mere frygtsomme af natur. Og det behøves ikke at betyde, at man har en diagnose. Men jeg kan godt forstå, at du kan undre dig over, hvorfor din søster bliver bange for, om hun f.eks har røræg i øret. Men jeg kan desværre ikke svare dig på, om din søster har en diagnose. For det skal der nogle fagprofessionelle til at afgøre.

Snak med dine forældre

Jeg kommer også til at tænke på, om du har talt med dine forældre om dine tanker? For ellers kunne det måske være en god ide at gøre. Når man går og undrer sig over noget, eller måske er lidt bekymret, kan det nemlig være rart, at få sagt det højt. For så skal man ikke gå med tankerne selv. Og jeg tænker, at dine forældre er nogle af de voksne, som kender dig og din lillesøster allerbedst.

Børnetelefonen

Nogle gange kan det være rart at tale med nogen udefra, hvis ens søster har det svært. For man kan godt have brug for at få luft fra nogle af alle ens tanker. Derfor vil jeg også lige tippe dig om Børnetelefonen. Børnetelefonen er både for børn og unge, og her kan man ringe eller skrive ind, hvis man går og brænder inde med nogle spørgsmål. Så dem er du altid velkommen til at tage fat i.

Selvom jeg ikke kunne give dig direkte svar på dit spørgsmål, så håber jeg stadig, at der er noget i mit svar du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper