Hej Mindhelper

Min far blev overfaldet da jeg var ca. 3 år gammel og det har ændret meget på ham da han ikke har et job mere og har nu ikke haft en job i 8 år.
Han er også træt af at gøre rent og hvis man prøver at hjælpe bliver han bare sur.
Han har røget i mange år og det har han prøvet at stoppe med på mange måder men da det beroliger ham kan han ikke lade vær.
Mine forældre skændes også nogle gange og det går altid ud over mig og mine to brødre.
Mine to brødre er 17 og 20 og sviner ret meget for at være ærlig og det gør jo ikke min far humør bedre.
Hele mit liv har min far havet stress og her for 1 måned siden blev min mor sygemeldt fordi hun også fik stress pga. sit arbejde

Hvad skal jeg gøre?

(13 år)


Kære Du

Det lyder til, at det er ret svært hjemme hos jer lige nu. Det kan være hammerhårdt, når ens forældre er stressede og sure. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Når det er presset derhjemme 

Når ens forældre er stressede, kan det godt påvirke en ret meget. For måske er ens forældre oftere sure, og stemningen er måske heller ikke så rar derhjemme. Det kan være mega hårdt, når det er sådan. For når der er mange konflikter og folk er sure, kan det være svært at slappe af, når man er derhjemme. Og det kan være ret drænende i længden, fordi man så slet ikke får ladet op. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du kommer til at tænke på, hvad du kan gøre for, at det ikke er sådan derhjemme. 

Det er ikke dit ansvar 

Men det er rigtig vigtigt for mig at sige, at det ikke er dit ansvar at sørge for, at det er rart at være derhjemme. For selvom det er naturligt, at man får lyst til at hjælpe sine forældre, når de er pressede og stressede. Så er det de voksnes ansvar at sørge for, at der er rart at være derhjemme. Det er nemlig et alt for stort ansvar at stå med, når man er 13 år. 

Snak med nogen om det 

Derfor tænker jeg også, at det allerbedste du kan gøre lige nu, er at snakke med nogen om, hvordan du har det. For det kan være rigtig svært, når ens forældre ikke har det godt. Og det er alt for tungt at gå med alt det svære alene. Derfor er det også en rigtig god ide, at fortælle en voksen om, hvordan man har det. For så bliver alt det svære ofte lidt lettere, og så kan det også være, at den voksen kan hjælpe en med at finde ud af, om der er noget hjælp, som ville være godt at få derhjemme. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er en voksen, som du er tryg ved, og kan snakke med? 

Det kan fx være en lærer på skolen. Langt de fleste lærere vil nemlig rigtig gerne have, at deres elever har det godt. Både i skolen og derhjemme. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe en, når man fortæller dem, at der er nogle ting derhjemme, som er lidt svære. I vores artikel om at få hjælp på skolen, kan du læse lidt mere om, hvordan skolen kan hjælpe, når man bøvler med svære ting. 

Det kan også være en anden voksen, som du er tryg ved. Måske en vens forældre eller en helt tredje. Det vigtigste er nemlig bare, at du ikke går med alt det svære selv. 

Åben anonym rådgivning 

Når man har det svært derhjemme, kan det også være en hjælp at tage fat i Åben anonym rådgivning. Der sidder nemlig nogle rigtig dygtige og søde rådgivere, som kan hjælpe en, når der er nogle ting i familien, som er svære. Der findes åbne anonyme rådgivninger i alle kommuner. Du kan finde den der passer til din kommune ved at søge på “Åben anonym rådgivning og din kommunes navn” på google. Det er helt gratis at tage fat i dem, og man kan også sagtens være anonym. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Børnetelefonen 

De vil også altid gerne lytte hos Børnetelefonen. Så hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i dem. Rådgiverne hos Børnetelefonen er super søde, og vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. 

Det er mega hårdt, når ens forældre har det svært og er stressede. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse kærlige tanker din vej og krydser fingre for, at der snart kommer lidt mere ro på hjemme hos jer.

De bedste hilsner fra en Mindhelper