Hej

Jeg er en kvinde på 20 fra en muslimsk familie og er sammen med en ikke-muslimsk 21-årig mand. han er villig til at ”konvertere” og indgå i et muslimsk ægteskab med mig, for min families skyld, så vi kan få lov til at være sammen uden at holde det skjult, Men er bange for at min mor / familie ikke vil acceptere vores forhold, selvom han er villig til at gøre alt for mig. af den grund kunne jeg godt tænke mig noget baggrundsviden fra selve den islamiske tro omkring de her ægteskaber og hvad reglerne siger, så jeg kan have noget at argumentere ud fra.
Min mor er nemlig også meget imod det med at blande blod, selvom de fleste af dem der har fundet en ægtefælle fra min familie har blandet blod.
der er dog nogle fra min familie der støtter vores forhold og er glade på vores vegne – men det er mere mine kusiner.

Har nemlig søgt en del på nettet omkring det, men det hele er meget uoverskueligt og forvirrende. især når der bruges arabiske ord en gang imellem…

er nemlig ikke selv særlig troende og af den grund har jeg heller ikke sat mig ind i islam osv særlig meget, men jeg vil gerne kunne modsige min mor med argumenter fra koranen eller noget ligende, da jeg ved at hun vil kunne finde på at sige alt muligt mærkeligt som ikke engang står i koranen bare fordi hun ikke vil have at jeg skal være sammen med en dansker..

håber I kan hjælpe..

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Hvor er det dejligt at høre, at du har fundet en fyr, som du er glad for og som er ligeså vild med dig. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis det frustrerer dig, at din mor måske ikke vil støtte op om forholdet, fordi han ikke er muslim.

Kontakt Red-rådgivningen 

Desværre er der ikke nogle af os her på Mindhelper, som har kendskab til koranen eller islam. Derfor kommer jeg desværre også lidt til kort, for jeg vil selvfølgelig rigtigt gerne hjælpe dig. Til gengæld har jeg en rigtig god idé om, hvem du kan kontakte. 

Jeg vil anbefale dig at tage fat i Red-rådgivningen. Red-rådgivningen er et sted, hvor man kan få anonym rådgivningen i forbindelse med æresrelaterede konflikter. Dem kan man kontakte, hvis man eksempelvis er ung og står i en situation, hvor man er i tvivl om, om ens forældre, vil kunne acceptere ens ikke-muslimske partner. Og hvordan man lige kan gribe den situation an. Jeg tænker, at de vil kunne give dig langt mere hjælpsomme råd, end vi vil kunne.  

Kan du snakke med de andre i familien? 

Det lyder til, at du ikke er den eneste i familien, som har stået i den situation, du står i nu. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kunne prøve at snakke med nogle af dem i din familie, som også har en partner med en anden baggrund? Måske vil de kunne hjælpe dig og komme med gode råd til, hvordan du kan forberede snakken med din mor. Uanset hvad, kan det i hvert fald være rigtigt rart at have nogle i familien, som er på ens side og som måske kan snakke med din mor, hvis hun stejler over situationen. Så kan det være godt at have lidt ekstra støtte i baghånden. 

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med information fra koranen. Men jeg håber at mit svar har kunne sende dig i en god retning. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig og din kæreste. Jeg hepper i hvert fald på jer. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper