En fra min familie var ude for en ulykke, og nu har jeg fået svært ved at sove og koncentrere mig. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?

Hej.

En fra min familie har været i en ulykke og personen har det heldigvis godt nu. Men nu har jeg det rigtigt svært med at sove og koncentrer mig i skolen. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?

(Pige, 18 år)


Kære pige på 18 år

Jeg er super glad for at høre, at dit familiemedlem er okay efter ulykken. Men det kan være svært, når en man er tæt på, har været ude for een ulykke. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du reagerer helt normalt

Jeg er virkeligt ked af at høre, at en i din familie har været ude for en ulykke. Jeg forestiller mig, at det må have været et chok at få det at vide. Og at det må have været rigtigt svært at være i. Når nogen som man er tæt på, har været ude for en ulykke, er det helt normalt, at man kan få nogle efterreaktioner – altså nogle reaktioner, som man får, når der er kommet ro på situationen igen. Det er fordi, det er der, man for alvor har tid til at tænke over tingene.

Det kan for eksempel være, at man får svært ved at sove eller koncentrere sig ovre i skolen. Måske fordi man bliver fyldt med tanker om, hvad der kunne være sket eller, hvad der skete. Er det også sådan, det er for dig? Du skal i hvert fald vide, at lige meget hvorfor du har svært ved at sove og koncentrere dig, så er det en helt normal måde at reagere på. Og for langt de fleste mennesker, er det noget, der langsomt bliver bedre og går over af sig selv på et tidspunkt.

Snak med dine forældre

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Det er nemlig vigtigt ikke at gå alene med det, når man har oplevet, at nogen som man er tæt på, har været ude for en ulykke. Og rigtigt tit hjælper det faktisk meget bare at få sat ord på nogle af de tanker og følelser, man går rundt med. Jeg tænker, at det ville være rigtigt oplagt at snakke med dine forældre om det, hvis du kan. Jeg gætter nemlig på, at de også er tætte på den person, der var ude for ulykken, når det var en fra familien? Så jeg tænker, at dine forældre nok godt kan genkende nogle af de ting, som du oplever. Og det kan nogle gange være rigtigt rart at vide, at man ikke er alene. Samtidigt kan det være, at dine forældre har nogle råd til, hvad der har hjulpet dem, som måske også kan hjælpe dig?

Tag fat i Offerrådgivningen

Jeg tænker på, om du kender til Offerrådgivningen? De hjælper blandt andet folk, der har været ude for voldsomme oplevelser som for eksempel ulykker. Men de hjælper også pårørende til folk, der har været ude for sådan nogle oplevelser. Så hvis du har brug for at snakke med nogen, men måske synes det er nemmere at starte med at snakke med nogen, du ikke kender, så kan du tage fat i dem. Det er nogle super dygtige rådgivere, der sidder klar til at snakke med dig. De har snakket med rigtigt mange mennesker, der er pårørende til nogen, der har været i en ulykke, så de ved godt, at det kan være lidt svært at snakke om. Og du kan være helt anonym hos Offerrådgivningen, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Så du ikke skal gå alene med det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper