Hej Mindhelper

Hvordan kan jeg blive en bedre stor søster?

(14 år)


Kære dig,

Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad man synes er en god søster. 

Derfor kan jeg ikke give dig en direkte opskrift. Men jeg vil gerne give dig nogle ideer til, hvad du kan tænke over. 

Spørg dine forældre 

Det første du kan prøve, er at tale med dine forældre om, hvad du kan gøre for at være en god søster. 

De kender både dig og dine søskende, så det kan være de har nogle gode råd til, hvad du kan prøve at gøre mere af. 

Så kan I også sammen snakke om, hvad en god søster er. Det er nemlig meget forskelligt, hvad folk synes en god søster er. Derfor kan det være rigtig rart at tale med sine forældre om det. 

Brug tid med dine søskende 

Yngre søskende ser ofte rigtig meget op til deres store søskende. Og de vil tit rigtig gerne bruge tid med dem, og lære en masse af dem. Så en god ting man kan gøre når man er storesøster, er at bruge tid sammen med sine søskende. 

Når vi bruger tid sammen med vores søskende, så viser vi dem, at vi holder af dem, og gerne vil være sammen med dem. Og så lærer vi dem faktisk også endnu bedre at kende. 

Og der er mange forskellige ting, man kan lave med sine søskende. Man kan for eksempel spille et spil, lege en leg eller læse en bog sammen. 

Fortæl dine søskende at du holder af dem 

En anden ting du kan gøre, er at fortælle dine søskende, at du holder af dem. 

Det er nemlig rigtig rart at få at vide, at ens søskende holder af en. 

Nogle gange kan man jo godt komme op at skændes. Det er helt naturligt og sker for stort set alle søskende. 

Men derfor kan det også være en rigtig god ting at huske hinanden på, at man stadig holder af hinanden, også selvom man nogle gange skændes. 

Spørg dine søskende, hvordan du kan være en god søster 

Du kan også prøve at spørge dine søskende, hvad de synes, du kan gøre for at være en bedre søster. 

Det er nemlig meget forskelligt, hvad folk synes er gode ting, man kan gøre som søster. 

Derfor kan det være rigtig fint at finde ud af, hvad ens egne søskende synes er rart man gør. 

Du kunne for eksempel en dag, når I er sammen bare prøve at spørge: “Hvad synes I egentlig, man kan gøre, for at være en god søster?”. 

På den måde finder du ud af, lige præcis hvad dine søskende synes. 

Det kan nogle gange være svært, præcis hvad man skal gøre, for at være en bedre søster. Derfor kan det være rigtig rart at tale med sin familie om, hvad de synes, man kan prøve at gøre. 

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse positiv energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper