Hej Mindhelper
Selvom jeg er sammen med venner eller familie føler jeg mig ensom men jeg ved ik hvorfor.
(15 år)
Kære dig,
Det lyder som en svær følelse, at føle sig ensom, men ikke rigtig vide hvorfor. Jeg er glad for at du har skrevet til os, for du skal bestemt ikke gå med det alene.
Du er ikke alene
For det første er det vigtigt for mig at sige, at du langt fra er alene. Faktisk føler over 200.000 danskere sig ensomme, og du er ikke den første, der skriver ind til os pga ensomhed.
Du kan for eksempel prøve at læse det her eksempel, hvor en 16-årig pige også føler sig ensom, selvom hun har mennesker omkring sig.
Det er faktisk heller ikke unormalt at føle sig ensom. De fleste mennesker oplever perioder, hvor de kan opleve ensomhed. Det kan der være mange forskellige grunde til, men man skal selvfølgelig ikke gå og føle sig ensom størstedelen af tiden.
Heldigvis er der flere ting man kan gøre, for at blive klogere på sin ensomhed og blive mindre ensom.
Tal med dem omkring dig om, hvordan du har det
Et af de bedste råd jeg kan give dig, for at få det bedre, er at tale med dem omkring dig. For ensomhed kan nemlig opstå, hvis vi ikke rigtig føler, at dem omkring os forstår os, eller hvis vi heller ikke rigtig forstår dem.
En god måde at lære hinanden bedre at kende på, og mindske følelsen af ensomhed, er ved at tale højt om, hvordan man har det.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon har et godt familiemedlem eller nogle gode venner, som du kan dele dine tanker og følelser med?
Det kan være rigtig svært at sige højt, når vi har det svært. Derfor har vi lavet en guide til, hvordan du kan tale med dine venner om svære ting. I den kan du læse en masse om, hvordan du kan gribe samtalen an.
Lær din ensomhed at kende
Et andet råd jeg vil dele med dig, er at skrive dine tanker om din ensomhed ned. Du nævner blandt andet, at du ikke rigtig ved, hvorfor du føler dig ensom. Netop denne øvelse kan hjælpe dig med at blive klogere på det.
Grunden til det giver mening at skrive ting ned, er at det tvinger os til aktivt at tænke over, hvordan vi har det. Det er ligegyldigt, om du skriver tingene ned på papir eller på din telefon, det vigtige er bare, at du rent faktisk skriver ordene ned.
Du kan starte med at stille dig selv spørgsmålene:
- Hvornår er jeg ensom?
- Hvordan føles det, når jeg er ensom?
- Når jeg føler mig ensom, hjælper det når jeg….?
De her spørgsmål er blot for at hjælpe dig med at komme i gang med at skrive. Når vi går i gang, har ordene det nemlig med at komme helt af sig selv. Så hvis du føler en trang til at skrive noget andet eller mere end hvad spørgsmålene lægger op til, så gør det endelig.
Du kan læse endnu flere gode råd til, hvordan du kan blive mindre ensom i vores artikel: Bryd ensomheden: 11 gode råd til dig, der føler dig ensom.
Headspace vil altid lytte
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace. Headspace er en organisation der både tilbyder online og fysisk rådgivning til unge mellem 12-25 år.
Headspace har afdelinger i de fleste store byer i Danmark, og der findes ikke problemer der er for store eller for små.
Mød folk der også kender til ensomhed i Ventilen
Hvis du har lyst til at møde andre unge, som også kender til det at være ensom, så kan jeg anbefale Ventilen. Ventilen er en organisation, der arbejder for at mindske ensomheden blandt unge i Danmark.
Ventilen har afdelinger i de fleste store byer i Danmark, og du kan se, om der er en afdeling nær dig på ventilen.dk.
Jeg håber mit svar kan være med til at hjælpe dig på rette vej, og så sender jeg dig en masse positiv energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper