Hej, i flere måneder har jeg haft det svært. Jeg bliver ved med at prøve at tænke positivt men til sidst bliver det for hårdt. Jeg føler ikke mine venner kan lide mig, og jeg bliver ved at at ligge mærke til ting der gør at jeg får en fornemmelse af de ikke kan lide mig. De er søde overfor mig, men de inviterer mig aldrig med. Jeg føler mig ensom og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere, jeg er ved at miste modet.
(16 år)
Kære du
Det kan være rigtig hårdt at føle sig ensom, derfor er jeg glad for at du har skrevet til os, for den følelse skal du ikke gå med alene.
Du er ikke alene
Du skal først og fremmest vide, at du ikke er alene
Stort set alle mennesker oplever at føle sig ensomme eller udenfor på et tidspunkt i deres liv. Og det kan være en meget ubehagelig følelse .
Og faktisk har flere andre også skrevet til os, fordi de følte sig ensomme
Du kan læse svarene til spørgsmålene: Jeg har altid været en af de populære, men nu er jeg ensom og Jeg føler mig ensom, meget ensom.
Når man leder efter beviser på sine tanker
Du skriver, at du ikke føler dine venner kan lide dig. Og at du ofte lægger mærke til ting, der gør, at du får på fornemmelsen, at du har ret i, at de ikke bryder sig om dig.
Selvom jeg gerne ville give dig et konkret svar på, hvad der er på spil med dine venner, så kan jeg desværre ikke læse deres tanker. Og derfor ved jeg heller ikke, hvad de tænker om det.
Men det er vigtigt for mig at fortælle dig, at vi mennesker faktisk har en tendens til at lægge mærke til de ting, vi i forvejen tror på.
Det betyder, at når du har på fornemmelsen, at dine venner ikke kan lide dig, så er det faktisk helt naturligt, at du begynder hele tiden at lægge mærke til situationer, hvor du føler, at de viser, at de ikke kan lide dig.
Nogle gange overser man det gode
Men problemet med det er bare også, at vi så ikke rigtig lægger mærke til, når folk så gør noget vi i forvejen ikke tror på.
Fx kan det være, at du ikke rigtig lægger mærke til de situationer, hvor dine venner faktisk inviterer dig med, eller viser dig, at de gerne vil snakke med dig.
Nu kender jeg ikke dig og dine venner, så jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det er det som sker. Men det kan være en god ting at prøve at tænke over.
For ellers kan man hurtigt komme til kun at fokusere på de situationer, som man føler, beviser det man i forvejen føler.
Hvad er en god ven?
Hvis man ikke har det så godt med de venner man har, kan det nogle gange være rart at overveje, hvad man selv synes er en god ven.
For når vi bliver opmærksomme på, hvad vi synes en god ven er, så er det også lettere at finde mennesker, som man passer godt sammen med.
Det er forskelligt fra person til person, præcis hvad man synes der skal til, for at nogle er en god ven.
Men hvis jeg skal give dig mit bud på, hvad en god ven er, så ville jeg synes en god ven er en som:
- Er god til at lytte og støtte når man har det svært
- Er sjov og en man kan grine med
- Er en man føler sig tryg med
- Er en som støtter en, i de drømme man har
Hvis du har lyst, så kan du prøve at sætte dig ned og lave en liste over de egenskaber, du synes en god ven har.
Du kan både skrive det på papir, men du kan også skrive det i en note på din telefon. Det vigtigste i denne øvelse er bare, at du får skrevet det ned et sted.
Hvordan finder man nye venskaber?
Det kan være rigtig hårdt at føle, at man ikke har de venner, som man gerne vil have. For når man ikke har de venner man gerne vil have, kan man let føle sig ensom.
Heldigvis findes der meget, du kan gøre for at bryde ud af ensomheden.
I vores artikel: Bryd ensomheden, kommer vi med 11 gode råd til, hvordan du kan begynde vejen ud af ensomheden.
Find fællesskaber med Ventilen
Ud over råd til at blive klogere på din ensomhed og viden om hvad ensomhed er, vil jeg også anbefale dig at kontakte Ventilen.
Ventilen er en forening, som hjælper unge med at finde trygge fællesskaber, hvor du kan møde andre unge, der har det ligesom dig.
Hvis det lyder som noget for dig, kan du prøve at se, hvor i landet Ventilen har mødesteder tæt på dig.
Kender du headspace?
Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.
Hos headspace møder du en masse søde og venlige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.
Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du føler dig ensom eller holdt udenfor af dine venner.
Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.
Når man føler sig ensom og er ved at miste modet, kan det være rart med nogle gode råd. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper