Hej Mindhelper

Jeg har ikke nogle fyr. Jeg føler mig meget alene 🙁

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det kan være svært ikke at have nogen fyr, hvis andre omkring en har en fyr. Og så kan man godt komme til at føle sig lidt alene. Det er ikke nogen særligt fed følelse.

Det skal nok komme

Nogle gange kan det godt virke som om, at alle omkring en har en kæreste eller en fyr, som de har noget med. Og så kan man måske komme til at føle sig lidt alene eller udenfor, hvis man ikke lige selv har en fyr. Men du skal vide, at du slet ikke er alene. Det er helt normalt ikke at have en kæreste eller en fyr, som man har noget med i din alder. Og du er stadig ret ung, så du skal nok finde en på et tidspunkt. Jeg tænker også på, om det ikke er vigtigt, at det er en fyr, du er forelsket i? Og som er forelsket i dig? Jeg tænker nemlig, at man også kan komme til at føle sig rigtigt alene, hvis man ender med at være sammen med en fyr, som man måske faktisk ikke rigtigt er interesseret i at være sammen med. Så er det måske bedre at vente til man har fundet en fyr, som man selv synes er rigtigt sød. Og hvor følelserne er gengældt. 

Er der noget andet, der kan hjælpe?

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er en anden måde, du kan komme til at føle dig mindre alene på uden, at du behøver at finde en fyr? For det kan også blive rigtigt svært, hvis man bliver afhængig af at have en kæreste resten af sit liv for, at man ikke føler sig alene. Derfor er det en god idé også at lære at have det godt med at være single. Der er mange, der føler sig alene, som fortæller, at de faktisk også føler sig rigtigt ensomme. Måske fordi de ikke rigtigt har så mange mennesker omkring sig, som de kan snakke med om de gode og de dårlige ting, der sker i deres liv. Er det mon også noget, som du kan genkende? Hvis det er, så synes jeg, du skal prøve at læse vores artikel om gode råd til at bryde med ensomheden. For selvom det er en svær og nedern følelse at føle sig alene og ensom, så kan man heldigvis godt bryde ud af den og få det godt.

Snak med nogen

Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, at du føler dig alene, fordi du ikke har en fyr. For det er ikke nogen særligt rar følelse at gå rundt og føle sig alene uanset hvorfor, man føler sig alene. Og man kan faktisk nemt komme til at føle sig endnu mere alene, hvis man går med den følelse for sig selv. For så er man jo faktisk lidt alene med sig selv og sine egne følelser. Men hvis man snakker med nogen om, hvordan man har det, så er der lige pludseligt nogen, der kan støtte en. Og lytte til det som man fortæller dem. Derfor tænker jeg på, om du for eksempel ville kunne snakke med dine forældre om det? Hvis det er nemmere for dig at snakke med en veninde, en søskende eller en lærer, kan du også det. For det er egentligt ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan komme til at føle dig lidt mindre alene. Uanset om det så er fordi, du finder en sød fyr eller finder på noget andet, der kan hjælpe.

De bedste hilsner fra en Mindhelper