Hej brevkassen
Jeg er en pige på 17 år, som går i 2.g på stx. I folkeskolen døjet jeg meget med eksamensangst og generelt præstationsangst. Jeg ved ikke om jeg vil sige at det er gået væk, men jeg er blevet meget bedre til at håndterer det pga man er så meget mundtligt på i gymnasiet så jeg er gået hen og blevet van til det. Og også pga jeg har fået mere selvtillid efter at have haft flere succesoplevelser, end negative.
Med det sagt, har jeg trukket mundtlig fransk og mundtlig matematik til eksamen. Og jeg overdriver ikke når jeg siger at jeg ikke kan snakke et ord fransk, jeg kan slet ikke danne sætninger. Så det faktum at jeg skal møde op og slet ikke at have noget med at kunne bringe til bordet, skræmmer mig. Jeg er ikke bange for karakterer da jeg er velvidende om at ingen af de to fag er min stære sider, men jeg er SÅ bange for det ubehaglige aftryk det vil sætte i mig. For på trods af at jeg er kommet langt ifht. præstationsangst osv. har jeg stadigvæk brug for mine succesoplevelser.
Jeg havde endda begyndt at overveje ikke at dukke op bare for at spare mig selv for den oplevelse, men det er bortvisningsgrundlag at blive væk fra en eksamen😳
Hvad skal jeg gøre?
(17 år)
Kære 17 år pige
Det kan være smadder hårdt, når man er mega nervøs for en eksamen. Især når man skal op i et par fag, som man synes er svære. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.
Eksamensangst
Det kan fylde meget, når man er nervøs for en eksamen. Man kan både være nervøs for at skulle præstere, at få en dårlig karakter, eller som du skriver, at få en dårlig oplevelse. At være nervøs for eksamen er en hel normal reaktion: Og de fleste mennesker synes, at det kan være lidt nervepirrende, at gå til eksamen. For det kan godt føles som om, at man bliver mål og vejet. Derfor er du langt fra alene om, at bøvle med nervøsitet og eksamensangst.
Når der er noget, man er nervøs for, er det en naturlig reaktion at prøve at undgå det. For hvem vil ikke gerne undgå at blive nervøs og få det skidt? Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du kan komme til at tænke på, at blive væk fra eksamenerne, når tanken om dem giver dig ubehag.
Du kan gøre det
Men du skal vide, at selvom ubehaget og nervøsiteten måske kommer til at fylde inde til eksamen, så er det helt okay. For man kan godt komme igennem en eksamen, selvom stemmen ryster, man ikke kan svare på et spørgsmål, eller man kan mærke nervøsiteten i kroppen. Både lærer og censor er vant til at have elever til eksamen. Derfor er jeg næsten også sikker på, at de før har prøvet, at deres elever har været mega nervøse.
For nogen kan det hjælpe at sige højt, at man er nervøs. På den måde er både lærer og censor nemlig klar over det. Og det kan sommetider være med til at lette følelsen lidt. Mange som har eksamensangst oplever også, at når de først er inde til eksamen, så falder nervøsiteten. Det første skridt, er nemlig tit det sværeste. Og det lyder også som om, at du allerede er kommet ret langt med din eksamensangst – og har fået nogle gode oplevelser med i rygsækken. Det er mega godt gået. Og selv hvis du får en dårlig oplevelse til eksamen, så betyder det ikke, at det visker de gode oplevelser ud. Du har stadig taget nogle gode skridt mod, at få det bedre med at gå til eksamen – og det er der ikke nogen som kan tage fra dig.
Tal om det
Når man går og bøvler med nogle svære tanker, så er noget af det bedste, man kan gøre, at fortælle andre, om det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du snakker med folk omkring dig om, hvordan du har det med eksamenerne? Det kan være en forældre, en god veninde, eller en helt tredje.
Ellers vil mit råd til dig være, at gøre det. For det kan sommetider hjælpe lidt, at dele ens bekymringer med andre. Og måske er der også nogle af dem, du kender, som selv har prøvet at være nervøse op til en eksamen. Og så kan i snakke lidt om det.
Tal med dem på gymnasiet
Du kan også overveje, om du kan snakke med din matematik og fransklærer inden eksamen. Måske kan det være med til at lette lidt på bekymringerne, at få en snak med dem. Ens lærere vil nemlig for det meste gerne have, at deres elever får en god oplevelse til eksamen. Og måske har dine lærere også lidt råd til, hvordan du bedst kan forberede dig op til eksamen.
Du kan også prøve at hive fat i studievejledningen. De er der nemlig også for at hjælpe. Og jeg tænker, at der nok før har været nogle elever, som har haft det svært op til en eksamen. Og nogle gange har studievejlederne nogle råd til, hvad man så kan gøre.
Headspace
Hvis du gerne vil tale med nogen ude fra, så kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace arbejder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige. De sidder altid klar til at lytte, og alle problemer er velkomne. Det er gratis og anonymt. Og man kan både komme og få samtaler i et af headspace-centrene eller skrive til deres chat. Så det kan du tjekke ud, hvis du har lyst.
Det kan være mega hårdt, når eksamensangsten rammer. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper ihvertfald mega meget på dig!
De bedste hilsner fra en Mindhelper