Hej,
Jeg vil gerne spørge. At gå ind i angsten og gøre det man skal alligevel, hvordan gør man det når pulsen er meget hurtigt? Jeg har svært ved at bevæge mig rundt når den er så hurtig.
(Pige, 25 år)
Kære du,
Sikke et virkelig godt spørgsmål, du stiller.
Ofte er det råd, man får, når man oplever angst, at “gå ind i angsten” og lære den at kende… men, hvordan gør man egentlig lige det?
For det kan nemlig være vildt svært at overkomme ens angst og ‘bare gøre det’, når hjertet slår og pulsen er høj! Det kan jeg godt forstå, du synes.
Angst og ‘eksponering’
Selvom angst er en VILDT ubehagelig følelse, så synes jeg selv, at det kan være rart at huske på, at den ikke er farlig. For det er lidt den tankegang, som man kan have virkelig stor gavn af at have med sig, når man skal arbejde med angsten.
Når psykologer snakker om angst og behandling af det, så snakker de ofte om ‘eksponering’. Jeg tænker også, det er det, du mener, når du snakker om at “gå ind i angsten”. Det er nemlig præcis det, eksponering betyder.
Det handler om, at man ‘udfordrer’ sin angst og prøver ikke at lade den styre en. Man viser altså sin angst, at man godt ved den ikke er farlig, og at der ikke er noget, at være bange for.
Men fidusen ved eksponering er, at man langsomt tager små skridt fremad, så man overkommer angsten lidt ad gangen… Og lige i den henseende tænker jeg, at det lyder som om, du måske skal se på, om du har taget nogle lidt for store skridt i eksponerings-processen.
RØD GUL GRØN
En af mine venner har lært mig en smart måde at tænke på det på, som hedder rød, gul, grøn-metoden:
Grøn: Her er du tryg. Du har ikke umiddelbart nogen angstsymptomer. Din puls er ikke megahøj, og dine tanker ræser ikke afsted. Det er, når du er i den her zone, at du kan overveje, hvilke metoder du vil bruge til at behandle din angst.
Gul: Her begynder du måske at mærke nogle symptomer på ængstelighed. Kroppen begynder at tænde for alarmberedskabet, men du er stadig i stand til at være i kontrol, trække vejret og holde fokus.
Det er den her zone, som er perfekt til eksponering – her kan du mærke kroppens reaktion, men har stadig din fornuft til at fortælle din krop, at alt er OK. Det er her kroppen kan aflære en masse af de angstreaktioner, den har lært gennem tiden.
Rød: Her har alarmberedskabet overtaget fornuften og kroppen er ude i en reel angstreaktion. Du har høj puls, er forpustet og har tankemylder.
Her er det stort set umuligt at fokusere på andet end at få kroppen tilbage i ro igen med vejrtrækning og andre beroligende metoder.
Træd et skridt tilbage
Det, jeg tænker er, om du måske er lidt for tæt på den røde zone lidt for ofte i din dagligdag.
Måske kunne det hjælpe dig at genoverveje, om du skal gribe nogle ting an anderledes, så du bliver i den gule zone, hvor tingene kan forbedre sig – og du ikke lader dig overvælde af, hvad end opgaver du skal løse.
Det er nemlig ikke en skam at træde lidt tilbage – og kan faktisk være det rigtige at gøre. Men hav modet til at træde frem igen.
Angst forløb
Som sagt, så lyder det på dig som om, du er godt bekendt med angst. Måske har du ovenikøbet været på vores hjemmeside og prøvet kræfter med vores angst-forløb, eller læst en artikel vi har skrevet om angst.
Hvis du ikke har, så vil jeg virkelig anbefale dig at gøre det.
Artiklen giver gode råd til at håndtere angsten, og angst-forløbet er et virkelig godt værktøj til at få lagt en plan for at få det bedre med din angst.
Husk, det kan være en god idé at spørge om hjælp
Her til sidst vil jeg anbefale dig at tale med nogen om din situation. En ven eller et familiemedlem, som du har et godt forhold til.
Ingen af os kan klare alting alene, og når vi slås med angst kan kærlig støtte fra sine omgivelser virkelig være en kæmpestor hjælp til at få det bedre.
For du kan få det bedre! Og du er sej, at du allerede prøver kræfter med at gå ind i angsten. Det viser virkelig en styrke og et mod!
Jeg tror på dig – og jeg ved, det kan lade sig gøre. Alt held og lykke!
Og rigtig mange hilsner fra Aske!