Kære Mindhelper,


Jeg har det rigtig svært ved at være i mig selv for tiden. Jeg går lige nu i 3.g. I 2.g kæmpede jeg en del med stress og depression, men hen mod sommerferien fik jeg mere ro på igen og begyndte at mærke en glæde ved livet igen. Derfor stoppede mine samtaler ved sygeplejerske, min studievejleder og psykolog, da jeg virkede til at være i bedring.
Nu står jeg så i 3.g, og jeg virker til at falde tilbage i gamle mønstre. Jeg kan ikke følge med i både skole og fritidsinteresser, og det frustrerer mig helt vildt. Jeg har utallige afleveringer, jeg mangler at få afleveret. Jeg har skyldfølelse over ikke at have afleveret dem, og har ikke lyst til at skulle i skole, fordi jeg er bange for at jeg bliver konfronteret med det. Jeg synes det er pinligt. Jeg føler ik, jeg har nogen at tale med om det, for det er pinligt, jeg står i samme situation som sidste år.
Det føles som om at hvert fag gælder, og jeg er så bange for at klare det dårligt i mine fag, at jeg ender med ikke at kunne aflevere, det jeg har, fordi det ikke er godt nok. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg er kommet ud i en ond cirkel.

(19 år)


Kære Du

Det lyder til, at du har det rigtig svært for tiden. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har delt dine tanker og skrevet herind. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Det er normalt 

Du skriver, at du i 2.g kæmpede en del med stress og depression, men at du hen mod sommerferien begyndte at få det bedre. Du skriver også, at du nu her midt i 3.g oplever, at du er ved at falde tilbage i gamle mønstre igen. Det kan være mega frustrerende at opleve, at man begynder at få det dårligt, når man ellers lige var kommet ind i en god stime. Derfor kan jeg også godt forstå, at du synes det er svært lige nu. Men du skal vide, at det er helt normalt at nogle perioder er sværere end andre. Det oplever alle mennesker. For vores humør og overskud svinger gennem hele livet. Derfor vil der også være perioder, hvor man har det godt og er glad, og andre hvor ens humør og overskud er helt i kulkælderen. 

Og når man er ramlet ind i sådan en nede-periode, kan det godt være svært at se sig ud af det hele. For de tunge og triste tanker kan det godt dræne en ret meget. Og når ens overskud er i minus, så har den indre kritiker det med at titte frem og give en dårlig samvittighed, og gøre en flov over, at man ikke kan klare det samme som før. Og det sluger bare endnu mere af ens overskud, så det bliver endnu sværere at få tingene gjort. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du synes det er svært og frustrerende lige nu. Men husk på, at du bare er et menneske, og nogle gange falder man tilbage i gamle mønstre. Det sker for alle. Og det er en kæmpe styrke at kunne erkende det, når det sker. Så mega godt gået. Det at du er bevidst om det, og skriver herind er allerede første skridt på vejen ud af den onde cirkel. Så her får du lige et ordentligt skulderklap. 

Snak med nogen om det 

Du nævner at du snakkede med en psykolog, en sygeplejerske og en studievejleder inden sommerferien. Og det lyder til, at du var ret glad for at snakke med dem. Er det mon rigtigt forstået? Hvis det er, så tænker jeg nemlig, at det måske kunne være en god ide at snakke med en af dem igen. Og jeg er næsten helt sikker på, at du ikke er den første unge de møder, som har brug for hjælp igen efter lidt tid. Det er nemlig helt normalt. Og fx studievejledere og lærere er vant til at snakke med og hjælpe unge, som er ved at drukne helt i lektier og afleveringer. 

Derfor er det allerbedste råd, som jeg kan give dig, at række ud efter hjælp, og få snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for tungt at gå med det alene. Lidt ligesom en mega tung taske, som man næsten ikke kan bære. Den forsvinder ikke, men bliver en del lettere, når der er en anden, som giver en hånd med og løfter i det andet håndtag. 

Snak med dine forældre 

Nogle andre, som også kan være gode at snakke med, er ens forældre. De er måske nogle af de voksne, som er tættest på en. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at man har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man er ramlet ind i en svær periode igen.

I vores guide til at snakke med forældre om svære ting, står der nogle gode råd til, hvordan man får åbnet op og fortalt, hvordan man har det. Og nogle af rådene kan også sagtens bruges selvom det er en anden voksen, som fx en lærer eller en studievejleder, som man skal snakke med. 

Sænk barren 

Du skriver også, at det føles som om, at hvert fag gælder, og at du er bange for ikke at gøre det godt nok. Og at det gør, at du ikke får afleveret dine ting. Den oplevelse er du langt fra alene om at have. Her i brevkassen er der ofte unge, som skriver ind til os, at de er pressede og stressede fordi de føler, at de skal gøre det godt i alle fag. Og det er nogle kæmpe høje forventninger at skulle leve op til. Så høje, at næsten ingen faktisk kan. Derfor giver det også mening, at det tynger dig. Og derfor kan det også nogle gange være en god ide at sænke barren lidt og tage tingene i små bidder. For det er alt for uoverskueligt at spise en elefant i en bid, men hvis man tager en bid af gangen, skal man nok komme igennem elefanten. I vores artikel Ro på: 10 tips til mindre pres i hverdagen er der en værktøjskasse til mindre stress og mere glæde. Så jeg tænker at den måske også kunne være hjælpsom for dig? 

Jeg bliver også lidt nysgerrig på om der var andre ting, som var hjælpsomme for dig inden sommerferien? Hvis der var det, tænker jeg nemlig at det kunne være, at nogle af de ting også kunne hjælpe dig nu? 

Headspace 

Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om det, der er svært – helt gratis og anonymt. Og de frivillige, som arbejder hos Headspace, er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man har det svært med at være i sig selv og bøvler med at jonglere skole og fritidsinteresser. Der er Headspacecentre i de fleste større byer og ellers er du også altid velkommen på deres chat. 

Det kan være mega frustrerende, når man begynder at få det svært igen efter at have haft det bedre. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker til dig, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre, og der er intet pinligt i at have brug for en hjælpende hånd.

De bedste hilsner fra en Mindhelper