Hej
Jeg skulle starte i 10 klasse sidste år men stoppede efter 1 dag fordi jeg havde det dårligt. (Jeg havde ikke lyst til at være sammen med nogle)
Jeg skal nu her efter sommerferien starte i gymnasie men har på ingen måde lyst..når jeg tænker på at skulle være sammen med nogle på min alder eller møde nye mennesker får jeg en slags hjemve nærmest. Det er meget nyt og mærkeligt fordi jeg ellers altid har været meget åben og havde masser af venner i folkeskolen…jeg ved simplenthen ikke hvad jeg skal gøre 🙁
(Pige, 16 år)
Kære du
Det er aldrig særligt nemt at skulle ud og møde nye mennesker og starte på noget nyt. Og det bliver virkeligt ikke nemmere af, at man faktisk nærmest får hjemve ved tanken om at skulle ud blandt andre mennesker. Så jeg er virkeligt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er super flot!
Det er svært at starte på noget nyt
Det giver virkeligt god mening, at det er svært for dig at skulle starte i gymnasiet. For hjemve er ikke nogen særligt rar følelse. Så det kan bestemt ikke være rart at have den, når man går rundt blandt andre mennesker. Men det er helt naturligt, at det kan være svært at møde nye mennesker. Og faktisk er det noget, som rigtigt mange synes er svært. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men fælles for dem alle sammen er, at de kan gøre det rigtigt ubehageligt at skulle starte et nyt sted. Så jeg forstår virkeligt godt, at det er rigtigt svært for dig at skulle starte i gymnasiet.
For nogen kan det være rigtigt svært at møde nye mennesker, fordi de har udviklet social angst. Hvis man har social angst, frygter man måske hele tiden at få sagt noget flovt. Man kan måske få trykken for brystet og en klump i halsen, når man skal ud og møde andre. Og måske begynder man helt at lade være med at gå ud blandt andre mennesker, fordi det er så ubehageligt. Jeg ved ikke, om der er noget af det, der lyder genkendeligt? Men hvis du har lyst, kan du prøve at læse denne artikel om social angst.
Det er muligt at få det godt igen
Heldigvis er der rigtigt gode muligheder for at få det godt igen, uanset om det er social angst eller ej. For eksempel er eksponering rigtigt godt, når der er noget, man synes er ubehageligt. Det går ud på, at man stille og roligt prøver at udfordre sig selv til at gøre det, som virker ubehageligt for en. Som for eksempel at skulle ud blandt andre mennesker. Det er bedst at gøre det sammen med en professionel, der ved hvad han eller hun laver. Så man har nogen, der kan hjælpe, hvis ubehaget bliver for stort. Og så man ikke får en dårlig oplevelse. Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg godt. Og jeg forstår så godt, hvis du synes, det lyder lidt svært. For det kan virkeligt ikke være rart at gå ude blandt andre og have en følelse af hjemve. Men det kan godt lade sig gøre at slippe af med den følelse igen. Faktisk får langt de fleste det godt igen med den rigtige hjælp.
Snak om det
Jeg kommer til at tænke på, om du har fået snakket med nogen om, hvordan du har det med at skulle starte på gymnasiet? Hvis ikke du har det, er det nemlig mit allervigtigste råd til dig. Det er nemlig bare så vigtigt, at der er nogen der ved, at der er noget, der er rigtigt svært for dig lige nu. Så kan de nemlig hjælpe og støtte dig, så du ikke skal klare dig igennem det her helt alene. Det er nemlig slet ikke rart at skulle klare noget, der er svært helt selv. Og det fortjener du heller ikke at skulle. Men hvem kan du så snakke med?
- Dine forældre
Det er rigtigt vigtigt, at dine forældre ved, at det er svært for dig at skulle starte i gymnasiet. De er nemlig dem, der er allertættest på dig. Så det er også dem, der har allernemmest ved at støtte dig, når det bliver svært for dig. Men det kræver, at de ved, at du har brug for deres støtte. Så jeg tænker, at det er allervigtigst, at du får snakket med dine forældre. Hvis det er svært for dig at sige det, kan du prøve at skrive det i et brev til dem. Eller måske vise dem dit brevkassespørgsmål. Det kan måske gøre det lidt lettere for dig, fordi du så ikke behøver sige helt så meget. - Headspace
Måske er det rarere for dig at starte med at snakke med nogen, som du slet ikke kender personligt. Så kan du prøve at tage kontakt til Headspace. I Headspace sidder der frivillige, som er klar til at snakke med dig om lige præcis det, der er svært for dig. Så kan du jo fortælle dem om, at du faktisk synes, det er rigtigt svært at skulle starte på gymnasiet og møde nye mennesker. De frivillige i Headspace har snakket med rigtigt mange unge, der har rigtigt mange forskellige problemer. Så mon ikke, de har nogle råd, du kan bruge? - Lægen
Hvis det bliver ved med at være svært og uoverskueligt for dig at skulle være sammen med andre mennesker, synes jeg, du skal snakke med din læge. Det er nemlig rigtigt svært at have det sådan. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp, så du kan få nemmere ved at være sammen med mennesker igen. For det er nemlig muligt at få lyst til at være sammen med andre igen, men nogle gange kræver det lidt hjælp fra en professionel at komme videre.
Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får hjælp, så du får lyst til at være sammen med mennesker igen. For det fortjener du nemlig virkeligt.
De allerbedste hilsner fra en Mindhelper