Hej Mindhelper

Jeg hader alt ved med selv. Både mit ydre, men også bare hvordan jeg er. Jeg prøver altid at undgå at se på mig selv i et spejl, fordi jeg ser intet godt længere. Jeg er meget stille og jeg har rigtig svært ved at snakke med andre. Jeg går i 1.g i gymnasiet og jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan for at komme igennem det. Når jeg vågner om morgen får jeg det hurtigt meget ”dårligt”, jeg får lyst til at give op og bare gemme mig væk. mange gange når jeg møder op på skolen græder jeg fordi det hele virker så uoverskueligt. De fleste dage ender det faktisk med at jeg får en okay dag, men så om aftenen er det som om det hele starter forfra og jeg for det rigtig ”dårligt” igen. Vi går i øjeblikket 32 i min klasse. Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til så mange mennesker omkring mig, jeg ved ikke hvor jeg ligesom skal være henne, og der er mange gange hvor jeg har det som om jeg ikke kan trække vejret når jeg er omringet af mennesker. Jeg har ikke særlig mange venner i min nye klasse, kun nogle få som jeg kendte fra folkeskolen. Når mine lærere råber vores navne op ift. Fravær er jeg begyndt at blive ”bange” for at sige ja foran de andre. Jeg plejede aldrig at være bange for det. Jeg har snakket med mine forældre ift. det her, men min far siger at jeg bare brokker mig og min mor siger ikke rigtig noget længere. Jeg ved jeg gør hende ked af det og det magter jeg bare ikke, jeg vil ikke have hun er ked af det pga, mig. min far bliver oftest vred på mig pga. det så jeg tror det er bedst ikke at nævne det mere. Jeg har rigtig svært ved at overskue menneskekontakt, men jeg kan godt lade som om jeg er social i en social situation, jeg har det bare rigtig dårligt imens/bagefter. jeg vil helst bare være på mit værelse. Jeg tror det er fordi det føles ”trygt”, når jeg ikke behøver at kommunikere med andre, fordi så kan jeg ikke gøre noget forkert. Jeg er rigtig bange for at fejle og gøre andre skuffet. Jeg har prøvet at snakke med vejlederne på min skole, men det var ikke rart. Jeg har overvejet at få hjælp af en psykolog eller sådan noget, men I min kommune kan man ikke få gratis psykologhjælp, heller ikke gennem lægen (så vidt jeg har forstået) og jeg tror ikke at vi har råd til det. Jeg ved godt at det er mig der er problemet og jeg ved godt at det ikke er nogen andens ansvar at jeg har det som jeg har det, men Jeg ved bare ikke hvordan jeg kan være normal.

(Pige, 15 år)

Hej Pige på 15 år

Det lyder til, at det er rigtigt svært at være dig i øjeblikket og at det hele er blevet lidt uoverskueligt for dig. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du skriver, at du godt ved, at det er dig, der er problemet. Og du ikke ved, hvordan du kan være normal. Men jeg tænker slet ikke, at det er dig der er problemet. Du er bare landet i nogle omstændigheder, som kan være mega svære at vænne sig til. Når man begynder i gymnasiet, så sker der mega mange ting omkring en og man lander måske i en klasse med virkeligt mange mennesker. Det kan være super svært at falde til i det, og jeg er sikker på, at der er rigtigt mange andre gymnasieelever, som kan nikke genkendende til de ting, du siger. For 32 elever er virkeligt mange mennesker klemt inde i et lille klasselokale. Så kan man sagtens komme til at føle sig omringet og have svært ved at trække vejret. Det er helt normalt at opleve – især i begyndelsen af ens gymnasietid. Og det kræver mega meget energi, at skulle bruge en hel dag sammen med så mange mennesker. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det er uoverskueligt.

Hvis man oplever, at det uoverskueligt eller stressende at gå i gymnasiet, så er det helt normalt, at man oplever at have lyst til at gemme sig væk eller bliver ked af det, når man kommer hen på gymnasiet. Det er mega ubehageligt og selvfølgelig ikke meningen, at det skal blive ved med at være så svært. Så kan det være en rigtig god idé, at snakke med nogen om, hvordan man har det. Hvilket du også så fint selv skriver, da du både har prøvet at snakke med dine forældre og vejleder. Desværre er det ikke gået så godt. Men jeg skal nok prøve at komme med lidt råd til, hvem du i stedet kan snakke med lidt længere nede i brevet.

Social angst?

Jeg bider lidt mærke i, at du skriver, at du får det dårligt, mens du er sammen med de andre og at du har mest lyst til at være på dit værelse, fordi du er bange for at fejle og gøre andre skuffede. Hvis man oplever, at man bliver dårlig sammen med andre og synes det er ubehageligt at være social, så er der nogle som oplever, at få det man kalder social angst. Social angst kan nemlig godt se ud ligesom nogle af de ting, du beskriver. Du kan prøve at læse vores artikel omkring typiske tegn på social angst. Hvis der er mange af tingene, som du kan nikke genkende til, så kan det være en god idé, at søge hjælp. For det er alt for svært, at skulle håndtere helt alene. Man kan sagtens opleve nogle af tegnene uden at det er social angst, men det kan være en god idé, at få tjekket op på det.

Snak med nogen om det

Du er selv så fint inde på, at det er en god idé, at få snakket med nogen om det. Du har både prøvet at snakke med en vejleder og dine forældre. Desværre har de ikke været så gode at snakke med, men jeg har nogle ideer til, hvem du ellers kan snakke med.

Tag fat i lægen

Det kan være en rigtig god idé at tage en tur til lægen, hvis man oplever at have det dårligt – uanset om det er psykisk eller fysisk. Især hvis du kommer frem til, at du måske oplever social angst, for så kan lægen nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om det er social angst og om det kunne være godt for dig at få hjælp til det. Lægen kan blandt andet henvise en til en psykolog. Hvis man får en henvisning til en psykolog, så bliver det også billigere, fordi man får et tilskud til at dække noget af regningen.

Der er mange, som får rigtigt meget ud af at gå til psykolog. Men som du selv siger kan det være dyrt. Men prøv at snakke med din læge om, hvad han/hun ved der er af tilbud til dig i din kommune. Nogle gange er der også andre tilbud til unge end psykologer. Og så prøv at snak med dine forældre om, om de ville betale for en psykolog for dig.

Snak med din mor

Det lyder til, at du har prøvet at snakke med dine forældre, men at det ikke er gået så godt. Men jeg kommer til at tænke på, om du måske kunne prøve at snakke med din mor igen? Du skriver, at du ikke vil gøre hende ked af det. Men de fleste forældre vil rigtigt gerne hjælpe deres børn, hvis de forstår, hvad der sker med dem. Og mange forældre vil hellere have, at deres børn fortæller om de svære ting, end at de går med dem helt alene. Derfor tænker jeg også, at du kan prøve at snakke med din mor igen, hvis du har lyst. Måske på et tidspunkt, hvor det bare er jer to? Du kan prøve at læse vores guide om, at snakke med sine forældre om svære ting, hvis du har brug for lidt hjælp til at tage samtalen.

Du kan også prøve at snakke med de venner du har i klassen. Måske kender de også til, hvor svært det kan være at gå i gymnasiet, og så kan i måske støtte lidt op om hinanden, mens i går der.

Ring til angsttelefonen

Hvis du tænker, at du måske har social angst, så kan jeg anbefale at ringe til Angsttelefonen. Det er angstforeningens frivillige telefonrådgivning. De er mega søde og super dygtige til at hjælpe. Uanset om man har angst eller er i tvivl om man har det. Jeg kan varmt anbefale dem.

Tag fat i Headspace

Jeg tænker, at et andet rigtigt godt tilbud til dig kunne være Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning. Der kan man komme og snakke om de ting, som fylder for en. Ingen problemer er for små eller store hos Headspace. Der ligger en Headspace i de fleste større byer og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Du kan vælge at ringe, bare dukke op eller skrive til dem på chat til at starte med. Jeg kan varmt anbefale dem.

Det kan være mega svært at skulle omgås med rigtigt mange mennesker. Det kan godt blive rigtigt uoverskueligt og til tider rigtigt ubehageligt. Så kan man godt ende med at blive rigtigt ked af det eller presset. Derfor er det også en super god idé, at søge noget hjælp, så man ikke behøver gå rundt med det helt alene.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd til noget. Og så håber jeg på, at det snart bliver nemmere med gymnasiet og alle menneskene. Jeg hepper i hvert fald på dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper