Hej
jeg skriver her, bare fordi at jeg vil komme ud med nogle ting der fylder meget i øjeblikket. Jeg er næsten lige begyndt på at tage kørekort og er kommet ca. halvvejs gennem det. Men det er så overvældende og stressende ifh. alt det info man skal få at vide og samtidig lære hurtigt. Jeg har nu været igennem 4 køretimer nu og næste køretime er lige om 3 dage, jeg føler mig så nervøs og får lyst til at græde når jeg tænker over det. For jeg ved at det her er noget, som jeg virkelig gerne vil. Men det er så svært
Mvh. A
(18 år)
Hej A
Det lyder til, at du føler dig ret presset og overvældet af at være i gang med at tage kørekort. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er bestemt ikke noget, som du skal gå med alene.
Først og fremmest vil jeg lige starte med sige, at jeg har slettet dit navn fra spørgsmålet. Det har jeg gjort for, at du kan være helt sikker på at være anonym. Det håber jeg er okay.
Det er normalt
Du skriver, at du ca. er kommet halvvejs med at tage kørekort, og at det er overvældende og stressende med al den info, som man skal lære. Sådan er der rigtig mange unge, som har det. For der er mega meget ny information, som man skal forholde sig til – samtidig med at man måske også stadig går i skole, og har fritidsinteresser, som man skal passe.
Og udover al den teoretiske information, så skal man også have køretimer og lære, hvordan man kører bil. Og det med at sidde i bilen og skulle køre kan også godt være lidt af en mundfuld, for man skal både øve sig på at finde koblingspunktet, skifte gear og orientere sig. Derfor er det også helt normalt at blive lidt overvældet og nervøs, når man starter på at køre bil. Sådan tror jeg, at de fleste har haft det i starten. Men heldigvis bliver de fleste med tiden mere og mere trygge i at køre bil.
Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel Ro på: 10 tips til mindre pres i hverdagen, som kunne være hjælpsomt for dig der, hvor du er lige nu?
Snak med din kørelærer om det
Du er langt fra alene om at være overvældet og nervøs over at tage kørekort. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din kørelærer om, hvordan du har det. For jeg er næsten helt sikker på, at kørelæreren før har prøvet at have en elev, som var nervøs. Og nogle gange kan det tage lidt af toppen af presset og nervøsiteten at få sagt det højt. Der er også rigtig mange, som får ekstra køretimer for at blive tryggere ved at køre bil. Så måske det også er noget, som du kan snakke med kørelæreren om?
Snak med nogen om det
Når man føler sig presset og overvældet, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For det kan være rigtig rart og lettende at dele det der fylder. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen af dem omkring dig om, hvordan du har det. Det kan fx være dine forældre, en god vens mor eller en helt tredje, som du er tryg ved.
Snak med dine venner om det
Det kan også være, at du har nogle venner, som er ved at tage kørekort eller har gjort det, som du kan tale med? For måske de også kan genkende nogle af de ting, som du oplever. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det. Og uanset om de har eller ej, så vil de fleste venner rigtig gerne lytte, når man fortæller om noget, som bøvler for en.
Du er altid velkommen hos Cyberhus
Jeg kommer også til at tænke på, om du kender til Cyberhus? Hos Cyberhus kan man nemlig både chatte med andre unge eller skrive med en af deres rådgivere om det, der fylder hos en. Så det kan også være et sted at få luft for de tanker og følelser, som fylder. Og det er helt gratis og anonymt. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være overvældende at forholde sig til al den nye information, når man tager kørekort. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. De varmeste tanker til dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper