Hej
Jeg er en pige på 14 år
Jeg har altid syntes at det har været svært at fremlægge foran klassen, og er altid meget bange for hvad andre tænker om mig.
F.eks. føler jeg næsten altid at andre vurdere mig, når jeg går på gaden, i toget og i busen, når jeg fremlægger i klassen, og til sport, og det får mig til at føle at jeg enten er grim eller ikke er god nok
🙁
Hvad kan jeg gøre for at få de tanker til at gå væk?
Mvh, Pigen på 14 år

(14 år)


Hej med dig

Det lyder til, at du bruger rigtig meget energi og kræfter på, hvad andre tænker om dig. Det kan være rigtig svært at have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Alle er bange for hvad andre tænker

Det er normalt at tænke over, hvad andre tænker om en. Det er noget, vores hjerne lærte dengang vi levede på vildmarken. Her var det super vigtigt at passe ind i flokken. For hvis man stak for meget ud eller ikke var en del af flokken, var der større risiko for at blive angrebet af rovdyr. Derfor brugte vores hjerne mange kræfter på at tænke over, hvordan vi bedst muligt passede ind i flokken. Den del af vores hjerne bor stadig i os i dag. Derfor kan vi også nogle gange komme til at bruge rigtig meget krudt på, hvad andre går og tænker om os. Den del bor stadig i os i dag. Derfor er det også helt normalt at tænke over, hvad andre tænker om os. Det gør alle en gang i mellem. Men sommetider kommer tankerne til at fylde rigtig meget. Og det kan være hammersvært og drænende.

Snak med en lærer

Mange synes, at det at fremlægge foran klassen, kan være rigtig svært. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din lærer om, hvordan du har det. Dine lærere er helt sikkert vant til at have elever, som er nervøse for at tale foran klassen og vil derfor helt sikkert hjælpe dig. Hvis læreren ved at du er nervøs, så kan de måske også komme med en masse gode råd til dig og støtte dig, når du skal tale foran klassen. 

Du kan også prøve at tage et kig på vores artikel Bange for at fremlægge? Her er det du skal vide. I den finder du en masse viden og nogle gode råd til både før, under og efter fremlæggelsen. 

Den indre kritiker

Når man synes noget svært eller tænker meget på, hvad andre tænker om en, kan ens indre kritiker godt komme frem med en masse selvkritiske tanker. Et forkert blik fra nogen og så kan man straks tænke, at den er helt galt med en og at man ikke dur til noget. Det kan være hammersvært og give en følelse af ikke at være god nok. Er det mon noget du kan genkende? Derfor kan det også hjælpe, hvis man får skruet lidt ned for ens indre kritiker. Hvis du synes, det lyder som noget for dig, kan jeg varmt anbefale dig vores artikel Dæmp din indre kritiker: Accepter dig selv!. I den får du nogle gode råd til, at være mindre kritisk over for dig selv

Snak med dine forældre

Jeg kommer også til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? Hvis du ikke har det endnu, så kunne det måske være en rigtig god ide at gøre det. Det kan nemlig være både svært og drænende at gå med en masse tunge følelser alene. Og hvis du snakker med dine forældre, kan det være de kan hjælpe dig med at finde en løsning eller få talt med en lærer.

Snak med dine venner

Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om det, kan det måske være en god ide, at prøve at snakke med dine venner om det. Jeg kunne forestille mig, at der er flere af dem, som har det på samme måde som dig. Som også er nervøse for at fremlægge eller bruger en masse tid på at tænke, hvad andre tænker om dem. Måske er der nogle af dem, som har nogle gode tricks til, hvad de gør, når de selv skal fremlægge eller føler, at folk vurderer dem.

Børnetelefonen

Hvis du her til sidst tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om det, kan jeg varmt anbefale dig Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen sidder der en masse super søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med børn, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, hvis man går og tænker en masse på, om andre vurderer en hele tiden. Det er helt gratis og man kan være anonym, hvis man har lyst til det. Du kan enten sende dem en SMS, chatte med dem eller ringe til dem.

Det kan være hammersvært at gå med en følelse af at folk vurderer en, og at man ikke er god nok. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper