Hej

Jeg står i en meget svær situation med livet. Jeg har været rigtig uheldig på det seneste og jeg ved ikke hvordan jeg skal bearbejde det.

De sidste to måneder har været rigtige hektiske. Jeg flyttede i lejlighed med denne her fyr. Vi havde en vidunderlig hund sammen og det hele lød som en dejlig historie.

Jeg fandt ud af min fyr prøvede på at være utro med sin ex og stadig havde kontakt til hende. Jeg kan ikke få mig selv til at gå fra ham da alting vil falde sammen for mig. Jeg elsker ham rigtig højt og vil ham kun det bedste, men det føles ikke som om min kærelighed er gensidig. Da jeg så havde modet til at gå fra ham kunne jeg ikke da jeg kiggede på ham og hvor ked af han blev. Jeg han er min soulmate og at jeg vil gerne tilgive og komme videre, men det som om det har påvirket mit helbred her nu.. Jeg bliver rigtig tit ked af og letter trykket med at ryge, tage ud og drik og lave noget der får mig til at glemme.

Jeg har lige mistet min lejlighed og hund da min fyr røg ind og sidde.
Hvordan skal jeg få det bedre med mig selv uden jeg skal lave noget der er usundt for mig?

(18 år)


Kære Du

Det lyder til, at du har haft et par mega svære måneder. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For du skal ikke gå med alt det svære alene.

Store brud

Når der sker store ændringer i ens liv, kan det godt påvirke en rigtig meget. Og her fortæller du, at du har mistet din lejlighed og hund, og at din kæreste er røget ind og sidde. Når jeg læser det tænker jeg, at det er helt naturligt, at du synes, det hele er svært lige nu. For det er tre store omvæltninger på ret kort tid. Og når der sker sådan nogle skift, så kan det godt føles lidt som om, at tæppet er blevet hevet væk under en. Og det kan føles både forvirrende og gøre en ked af det.

Det kan blive bedre

Det er hårdt at føle sig ked af det. Derfor er det også normalt at få lyst til, at komme væk fra følelsen. Og her skriver du, at du letter trykket ved at ryge og tage ud og drikke. Du skriver samtidig også, at du gerne vil få det bedre med dig selv, uden at behøve at gøre de ting.

Jeg synes, det er super stærkt, at du gerne vil få nogle sundere måder, at håndtere svære følelser på. Og det at du tænker over det, viser at du allerede har taget et stort første skridt.

Noget af det første, som jeg tænker er vigtigt at huske på er, at det med at være ked af det, er okay. Nogle gange rammer man en svær periode. Og så er det en helt forståelig reaktion. Derfor er det også en god ide, at give sig selv lov til faktisk at være ked af det. For ofte er det sådan, at tristheden bliver mindre og mindre, hvis man giver den plads til at komme frem.

Du kan læse flere gode råd i artiklen I kulkælderen? Få 10 gode råd. Jeg ved ikke, om selvværd er noget du kæmper med. Men det er i hvert fald noget, som også kan hjælpe en til, at få det bedre med sig selv. Så hvis du har lyst kan du prøve at læse artiklen Lavt selvværd? få 7 gode råd til at få det bedre med dig selv.

Det med kæresten

Du skriver også, at din kæreste prøvede at være utro med hans ex, og at du gerne vil tilgive ham. Det kan være rigtig sårene, når ens kæreste prøver at være en utro. Og det kan godt være et dilemma – for skal man blive sammen, eller gøre det forbi?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert svar på, hvad man skal gøre. For det vigtigste er, at man mærker efter og gør det, som føles rigtigt for en selv. Men hvis man gerne vil blive sammen med ens kæreste, kan det være en god hjælp, at tale sammen om, hvordan man har det. Måske har du allerede talt med din kæreste om det. Men ellers er mit bedste råd at snakke med ham om, hvordan du har det. Og så kan i måske også tale lidt om, hvad der skete da han tog kontakt til sin ex, og hvordan i kan komme godt videre herfra. 

Tal med nogen om det

Jeg tænker også, at det er vigtigt at du snakker med nogle andre om, hvordan du har det. For det kan hjælpe meget at få støtte fra andre, når man går igennem en svær periode. Og sommetider kan det at snakke om tristheden også være med til, at følelsen kommer til at fylde mindre. Så har du en god veninde, en forældre, eller en helt tredje, som du er tryg ved?

Det kan også være, at du kan tale med dem tæt på dig om, at du godt kunne tænke dig at blive bedre til, ikke at tage ud og drikke og ryge, når du bliver ked af det. Og måske kan i også aftale at lave nogle andre hyggelige eller sjove ting sammen. Det kan nemlig også være med til at løfte humøret på en mere sund måde.

Headspace

Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted for unge, hvor man kan komme og få samtaler. De frivillige som arbejder i Headspace er rigtig søde og dygtige. de er vant til at tale med unge. derfor gør de også deres bedste for, at det skal være rart at komme der. Og det kan være en god støtte, at have nogle udefra, som man kan tale med. der ligger headspacecentre i de fleste større byer, og ellers har de også en chat.

Det er mega hårdt, når der sker store omvæltninger i livet. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og håber du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper