Hej mindhelper.dk.

Jeg skriver til jer, fordi jeg, efter at være faldet over jeres side om afhængighed af computerspil, er ret sikker på, at jeg i hvert fald har et meget usundt forhold til det. Om jeg er helt afhængig ved jeg ikke, men jeg må nok erkende, at jeg opfylder fire af de fem tegn på, at jeg er afhængig. Hvis ikke alle fem, jeg er lidt i tvivl om den sidste med at skære ned på timerne foran skærmen.

Men altså efter, at jeg fandt ud af det har jeg været forbi min læge, som henviste mig til en psykolog med speciale i børn og unge, men der viste sig at være ventetid helt indtil april. Det er lidt irriterende, fordi jeg vil gerne i kontakt med en form for psykolog eller en, der har speciale i dette emne noget før april.

Og da netop afhængighed af computerspil virker til at være et rimelig ukendt emne, fordi efter at kigge på forskellige psykologer og bare følge min generelle fornemmelse om det, så er jeg ret overbevist om, at der er mange af dem, som ikke har særlig meget styr på emnet og er mere fokuseret på de kendte som alkoholmisbrug, parforhold, stress osv.

Jeg skriver derfor til jer for at høre, om I kan anbefale en psykolog eller andet til mig, som jeg kan kontakte omkring dette.

(Dreng, 20 år)


Kære dreng på 20 år

Det er ret stort af dig, at du kan se, at du har et usundt forhold til computerspil. Det kræver, at man kan være ærlig med sig selv. Og når man kan det, er det betydeligt nemmere at få den hjælp, man behøver.

Jeg vil lige starte med at fortælle, at jeg har slette nogle oplysninger i dit brev. På den måde kan jeg sikre mig, at du forbliver anonym.

Tag fat i ludomaniforeninger
Det er virkelig godt, at du har været forbi egen læge og søgt hjælp derigennem. Men ja, der kan være rigtig lang ventetid. Og jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil til noget før. Du har ret i, at gamingafhængighed er et lille emne. Og der er også en del uenighed om, man overhovedet kan kalde det en afhængighed. Derfor er det heller ikke særlig udbredt endnu.

Det virker dog til, at nogle eksperter mener, at det på nogle punkter minder om ludomani. Derfor vil jeg foreslå dig at tage fat i enten Ludomanilinjen eller Center for Ludomani og fortælle om det, du oplever. Jeg tænker, at de ville kunne vejlede dig videre, så du kan få hjælp før april måned.

Snak med nogen omkring dig
Jeg kommer til at tænke på, om nogen omkring dig kender til dit forhold til computerspil? Hvis ikke de gør det, synes jeg, du skal overveje at fortælle nogen om det. Det er ofte nemmere at komme igennem svære ting, hvis man har nogen til at støtte sig. Om det er en søskende, en forælder eller en ven er mindre afgørende. Bare der er nogen, der kender til dit problem.

Jeg håber, at mit svar har gjort dig klar over, hvad du kan gøre, og hvem du kan tage fat i. Jeg håber, at du med hjælp får et sundt forhold til computerspil.

De bedste hilsner fra Mindhelper