Jeg ved, at det er bedst for mig, hvis jeg bare bliver fjernet fra hjemmet. Men jeg kan bare ikke kontakte kommunen. Jeg får så dårlig samvittighed

Okay, jeg ved ikke om nogle vil forstå mit problem eller hjælpe mig med det men jeg prøver.

Ser I, til jeg var ca tre år gammel boede jeg med min mor og far. De var misbrugere og alkoholikere. Så på et tidspunkt greb kommunen ind og sagde til mine forældre at hvis de ikke tog til det her familiecenter/center for misbrugere og alkoholikere, ville de tage forældremyndigheden fra dem. Så min mor valgte at gøre det, men min far beholdt os i længere tid end han rigtigt måtte. Jeg kan huske at kommunens folk kom og tog os væk fra ham. På familiecenteret skete der mange forfærdelige ting imod mig og min storebror. Jeg blev blandet andet misbrugt seksuelt flere gange.

Den dag i dag vil min mor kun snakke om de ting, der gør ondt på mig, men når det handler om hende selv, kan hun ikke snakke mere. Hun skændes hele tiden med min storebror og jeg kan bare ikke holde ud at være sammen med dem. Det gør mig deprimeret og umotiveret. Da jeg fortalte hende at jeg var blevet udredt med svær depression og panikangst, rystede hun bare på skuldrene og spurgte hvad vi skulle have til aftensmad.

Jeg har prøvet at snakke med en lærer på min efterskole om det, og hun foreslog at vi skulle kontakte kommunen så jeg kunne blive fjernet. Men så fik jeg dårlig samvittighed og jeg kunne bare ikke gøre det. Nu prøver læreren hele tiden at snakke til mig og jeg ignorerer hende bare, fordi jeg ikke tør snakke. Det der skræmmer mig mest er at min lærer har ret. Det ville være bedst for mig at blive fjernet, men jeg tør bare ikke. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 16 år)


Kære pige, 16 år

Tak for dit brev. Det er rigtig fint at du skriver til os, og forsøger at finde hjælp på den måde.

Det lyder som om der er sket mange svære ting i dit liv, lige siden du var helt lille. Dine forældre, der skulle passe på dig dengang (og nu), har selv store problemer i deres liv. Du har oplevet overgreb og mange konflikter, og har nu selv fået diagnosticeret psykisk sygdom.

Når jeg læser dit brev, lyder det som om du godt selv ved at det snart er nødvendigt at tage imod den hjælpende hånd der er strakt ud fra din lærer. Men at du bliver bange, fordi du ikke ved hvad der så kommer til at ske.

Unge, der vokser op i familier præget af alkohol og vold, er ofte trofaste overfor deres forældre i mange år. Man håber hele tiden på at det bliver bedre, og vil ikke svigte sin mor eller far.

Måske kunne det være en god idé at snakke med en anonym rådgiver om alle dine tanker, før du siger noget til din lærer. Så behøver du ikke være bange for at sætte ting i gang, som du ikke er klar til endnu. Og du kan få lidt mere at vide om, hvad dine muligheder er.

Du kan fx ringe til Headspace (de har også en fysisk rådgivning) eller Børnetelefonen.

Tuba tilbyder anonym rådgivning og terapiforløb til unge der er vokset op i familier med alkohol – og stofmisbrug.

Kærlig hilsen Mindhelper