Hej Mindhelper

Jeg træner hver evig eneste dag og har erkendt at jeg er træningsafhængig. Aflyser alle mine aftaler for at træne og sidder hjemme hele dagen for at få din måltider som jeg skal have for at opnå resultat af min træning. Tænker på træning 24/7.

(Dreng, 20 år)


Hej Dreng på 20 år

Det er super hårdt, når træningen tager overhånd og pludseligt kommer til at fylde alt for meget i ens liv. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er et skridt på vej i den rigtige retning

Det er det første skridt

Jeg vil rigtigt gerne starte med at give dig en masse ros. For det er super sejt, at du har erkendt, at du er blevet afhængig af din træning. Det er nemlig overhovedet ikke nemt at erkende, at man har et problem. Det er noget, der tager rigtigt lang tid og er rigtigt svært for mange, og det er noget, som kræver helt vildt meget mod. For det kræver virkeligt meget mod at indse, at der er noget i ens liv, man er nødt til at ændre på for, at man kan få det godt. Derfor er det bare super sejt, at du er nået så langt nu, og det er også mega vigtigt. Det er nemlig det første og vigtigste skridt på vej imod at få det bedre. Hvis man ikke har indset, at man har et problem, så er det nemlig også rigtigt svært at gøre noget ved det.

Start langsomt

Det kan føles mega uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal starte henne for at komme ud af sin træningsafhængighed. For det kan bare være så svært at se, hvordan man skal kunne lade være med at træne så meget, når man slet ikke kan tænke på andet end træning lige nu. Jeg ved ikke, om det også er sådan, du har det? Derfor er det også en god idé at starte i de små, sådan så det ikke bliver alt for overvældende. Så kan man nemlig nemt komme til at falde tilbage i de samme mønstre igen. Så det kan for eksempel være, at du kan starte med at droppe en enkelt af dine træninger og så mærke efter, hvad der sker i dig. Hvordan har du det? Hvilket følelser dukker op? Hvordan mærkes det i kroppen?

Det er helt normalt, at der kommer en del ubehag i starten. Det er ikke særligt rart at være i, men det går heldigvis over igen i løbet af noget tid. For sådan er det med alle følelser. De kommer som bølger, der skyller ind over en og kan føles rigtigt voldsomme. Men ligesom bølger på stranden så trækker de sig altid tilbage igen og går væk efter noget tid. Det kan også være en rigtigt god idé at bruge den tid, hvor du skulle have trænet på at lave noget andet, som er vigtigt for dig. Sådan så du ikke bare skal bruge al den tid, hvor du ikke træner på at sidde i ubehaget. For det er heller ikke særligt rart. Du kan for eksempel lave noget af det, som du ellers ikke har kunne lave, fordi du har trænet. Det kan for eksempel være at hygge med vennerne eller spille et brætspil med din familie. På den måde får du også flyttet tankerne lidt væk fra træningen og over på noget andet.

Er der noget andet, der er svært?

Jeg kommer til at tænke på, om der mon er noget andet i dit liv, som er svært lige nu? Eller måske noget som har været svært engang. Træningsafhængighed er nemlig tit et tegn på, at der er nogle følelser gemt et sted i en, som man har svært ved at håndtere, og som gør rigtigt ondt indeni. Og fordi træningen tit giver en en rigtigt god følelse indeni, lige når man har trænet, så bruger man træningen som en måde at håndtere de svære følelser på. Problemet er bare, at de svære følelser kommer igen, når man er færdig med at træne, og så får man brug for at træne igen. Og så er det, det kan blive til en ond cirkel, hvor træningen begynder at overtage ens hverdag fuldstændig. Derfor kan det også tit hjælpe at kigge lidt på, hvorfor det er, man træner så meget, så man kan få arbejdet med det også.

Snak med nogen

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med om, at du har indset, at du har træningsafhængighed? Kan du for eksempel snakke med dine forældre om det? Eller er der måske nogen af dine venner, som du ville kunne snakke med? Det kan nemlig være rigtigt hårdt og svært at skulle kæmpe sig ud af træningsafhængigheden alene. Derfor kan det være rart at have nogen omkring sig, som man kan støtte sig op af, når det er svært. Og som støtter en og hepper på en, også selvom man måske får tilbagefald engang imellem. Men folk omkring dig kan ikke vide, at du har brug for deres hjælp, hvis du ikke snakker med dem om det. Derfor er det vigtigt, at du gør det.

Du kan altid tage fat i LMS

Jeg tænker på, om du kender til LMS? De ville nemlig være også være rigtigt oplagte at tage fat i for at få hjælp til at komme ud af din træningsafhængighed igen. Hos LMS er de nemlig eksperter i blandt andet spiseforstyrrelser. Og de tæller også træningsafhængighed med som en form for spiseforstyrrelse. Hos LMS sidder der altid nogle dygtige rådgivere klar til at snakke med dig. Nogle af dem har også selv kæmpet med en spiseforstyrrelse eller har måske været pårørende til nogen, der har. Så de ved godt, hvad det er, der er på spil. De frivillige rådgivere er også vant til at snakke med unge, der kæmper med problemer omkring mad og træning. Og så kan du være helt anonym, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om din træningsafhængighed. Sådan så du ikke skal kæmpe dig af med den helt alene. Det har du nemlig ikke fortjent.

De bedste hilsner fra en Mindhelper