Lyt til artiklen

Abonnér på lydartikler

Kæmper du med en masse svære tanker? Bekymringer, selvkritik eller lignende. Med 6 små ord kan du få det lidt lettere med tankerne. Hør, hvordan du gør, og hvorfor det virker, lige her.

“Hvad er det vigtigste, man skal vide, hvis man kæmper med tunge tanker og gerne vil det lettere?”

Det spørgsmål stillede vi engang en dygtig psykolog. Hun tænkte sig om et øjeblik og svarede:

“Det er, at du ikke er dine tanker og følelser.”

Og hvad mener hun så med det?

Problemet er, at vi let kommer til at stole blindt på alt, hvad vores tanker fortæller os. Det gør, at de får alt for meget magt over os. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være. I stedet for at være fanget af dine tanker, kan du øve dig i at træde et skridt tilbage fra dem. Det får ikke nødvendigvis ubehaget og de ubehagelige tanker til at forsvinde. Men …

Det gør dem lettere rumme og gør, at de ikke så let kommer til at styre dig.

Lige præcis dét får du en enkel, men effektiv teknik til her.

blive gladere

Øv dig i at sige: ‘Lige nu har jeg tanken, at…’

Prøv og hør den her sætning:
‘Jeg bliver til grin til festen i aften.’

Sammenlign den så med den her sætning:
‘Lige nu har jeg tanken, at jeg bliver til grin til festen i aften.’

Den eneste forskel på de to sætninger er de her 6 ord: ‘Lige nu har jeg tanken, at …’

Når du indsætter de 6 små ord foran dine tanker, minder du dig selv om, at tanken bare er en tanke –  ikke en sandhed eller profeti, bare en tanke. Samtidig lægger du lidt afstand til den. Og det er super vigtigt, fordi de negative tanker ellers let får alt for meget magt over os.

Problemet er, at vi nemt vænner os så meget til alle vores tanker, at vi til sidst slet ikke lægger mærke til, at vi har dem. De kører bare rundt helt af sig selv oppe i hovedet. Og når det sker, så kommer de også let til at køre rundt med os og styre, hvordan vi lever vores liv.

Første trin er derfor, at du øver dig i indimellem at stoppe op og lægge mærke til dine tanker.

Det kan for eksempel være, at du opdager, at der oppe i dit hoved bor en super streng indre kritiker, der hakker på dig i tide og utide. Måske siger han eller hun ting til dig som: ‘Du er ikke noget værd’ eller ‘Du bliver aldrig til noget.’

Eller det kan være en bekymret stemme, der hele tiden skræmmer dig med historier om alt det dårlige, der kan ramme dig lige om lidt.

Andet trin er, at du husker dig selv på, at dine tanker bare er tanker, uanset hvor virkelige og skræmmende de føles i øjeblikket.

træn din robusthed

Prøv teknikken selv

Nu er det tid til, at du prøver teknikken.

Det eneste du skal gøre er at sætte dig ned i et minut og lægge mærke til, hvilke tanker der popper op i dit hoved.

Det kan for eksempel være, at du efter et par sekunder tænker: ‘Det her er da totalt spild af tid.’

Så registrerer du bare stille og roligt: ‘Lige nu har jeg tanken, at det her er totalt spild af tid.’

Det samme gør du med alle de andre tanker, der med garanti dukker op. Og prøv så godt du kan at lade være med at dømme tankerne. Sig for eksempel til dig selv, inden du går i gang med øvelsen: ‘Det næste minut er der ingen gode eller dårlige tanker. Min eneste opgave er at være nysgerrig og registrere de tanker, der nu engang kommer.’

Det lyder meget nemmere, end det er. Du vil sikkert opdage, at du bliver revet med af tanker og glemmer at registrere, hvad de handler om. Eller at du forsøger at kontrollere dem, for eksempel ved at sige til dig selv: ‘Sådan her må jeg ikke tænke.’

Du skal vide, at begge dele er helt normalt, så prøv om du kan lade være med at se det som fejl. Prøv i stedet for at være venlig og nysgerrig både overfor dig selv og de tanker, der dukker op.

Så altså: Stop læsningen nu og prøv teknikken på egen krop det næste minut.

Hvordan var det?

Så… nu leger vi, at minuttet er gået, og du har fået prøvet teknikken.

Hvordan var det? Måske var der en masse tanker og tumult oppe i dit hoved. Eller måske var der mere stille. Det skifter meget.

negative tanker

Det kan også være, at der poppede en masse negative eller selvkritiske tanker op? Måske tænkte du: ‘Jeg gør det garanteret helt forkert’ eller ‘Der må være noget galt med mig, siden at jeg har al den her støj i hovedet’.

Det er der ikke. Det er tværtimod helt normalt at have en hjerne, der spytter tanker ud til højre og venstre. Nogle gange er tankerne nyttige. Andre gange igen er de skræmmende, mærkelige, forstyrrende eller noget helt femte. Det vigtigste du skal vide er, at alle de her tanker ikke behøver styre dig og bestemme, hvordan du skal leve dit liv.

Det kræver selvfølgelig tålmodighed og træning

Ligesom alt andet kræver det selvfølgelig tålmodighed og træning, hvis du skal have noget ud af teknikken her. Til gengæld er den nem at træne. Du kan nemlig gøre det overalt, og det tager bare et øjeblik.

Du kan fx vænne dig til at tjekke ind med dig selv et par gange i løbet af dagen og lægge mærke til hvilke tanker, du har i netop dette øjeblik, hvorefter du siger for dig selv: ‘Lige nu har jeg tanken, at…’

Og husk, at der findes ikke rigtige eller forkerte tanker i denne sammenhæng. Er dit hoved fx fyldt af selvkritiske tanker eller bekymringer … ja, så er det bare sådan, at det er i dette øjeblik.

Gør du det, vil du lige så stille opleve, at du får det lettere med tankerne. Ikke fordi de forsvinder, men fordi du får et mere afslappet forhold til dem ved igen og igen at minde dig selv om, at tanker bare er tanker, og at du langt fra behøver at tro på alt, hvad du tænker.

Kæmper du med for mange negative tanker? I artiklen her får du 3 effektive værktøjer til at udfordre negative tanker.

Bonus-tip: Sushi-kokkens tip til mere ro

Det vigtige at huske er altså, at du ikke behøver at være fanget af dine tanker. I stedet for at kæmpe imod eller flygte fra ubehagelige tanker, kan du øve dig i at lægge mærke til, hvordan de kommer og går helt af sig selv.

Du kan fx forestille dig, at dine tanker er skyer, der bevæger sig forbi på himlen. Eller biler, der kører forbi på en motorvej. Eller som i videoen herunder sushi-retter, der passerer forbi dig på et rullebånd.

Gratis online-introduktion til mindfulness

Det er ikke os, der har opfundet ‘Lige nu har jeg tanken, at…’-teknikken. Vi har derimod lånt den af en dygtig mindfulness-instruktør. Og det er ikke tilfældigt.

Mindfulness handler netop om, at du øver dig i at lægge mærke til og acceptere de tanker, følelser og fysiske fornemmelser, du har fra øjeblik til øjeblik.

Lyder det som noget for dig? Så hør her. Vi har lavet et gratis online-forløb, hvor du hen over 10 dage bliver introduceret til en enkel, men effektiv mindfulness-teknik til mere ro i hverdagen.

Dyrk mindfulness

En deltager siger fx. “Det rammer totalt plet. En ny mindfulness-udøver er født!”.

Forløbet er som nævnt helt gratis, og du kan starte allerede i dag.

Hør mere om online-forløbet.

Måske også nyttigt for dig