Jeg har gjort dumme ting, som gør, at mine gamle venner ikke snakke med mig. Og de slår mig og sviner mig til, når de ser mig. Så jeg føler mig ret ensom.

Hej Mindhelper

Måske lyder det mærkeligt men jeg kommer fra en ghetto jeg er fydt og opvokset i den har alle mine gamle venner derfra men har gjort nogle dumme ting i fortiden som har gjort at alle mine gamle venner ikke vil snakke med mig og hader mig jeg er den mest hadet person her men jeg prøver Og blive ved med at tænke positivt og se det bedste i livet men de bliver ved med at slå mig og alt muligt selvom det mange år siden de sidder fast i fortiden har ingen venner fordi jeg vil blive svinet til og slåt hvis jeg bliver set og vær gang jeg går ud skal jeg hele tiden tænke på dem og fortiden og være på opsigt om der sker noget med mig hvad skal jeg gøre for at se det bedste i livet og kom videre det svært når de bliver ved ? Føler mig meget ensom ved slet ikke hvordan jeg skal se det gode i livet og have et godt liv jeg vil heller blive hjemme

(Dreng, 18 år)


Kære dreng på 18 år

Det lyder ikke som nogen særligt sjov situation, du er i. Det er altid hårdt, når ens gamle venner ikke vil snakke med en. Og det bliver bestemt ikke nemmere, når de også sviner en til og slår. Det lyder helt vildt, at du skal være på vagt, hver eneste gang du går ud af døren. Så det giver virkeligt god mening, at du synes, det er svært lige nu. Derfor er jeg så glad for, at du har valgt at skrive ind. Det er bare super godt gået!

Snak med nogen om det
Mit allervigtigste råd er, at du skal snakke med nogen om det. Det er bestemt ikke meningen, at det skal være ubehageligt at gå udenfor. Fordi man frygter, at man bliver svinet til eller slået. Faktisk tænker jeg, at det er mobning. Og det er der ingen, der skal udsættes for. Uanset hvad man har gjort tidligere. For det er ikke sådan, man skal behandle hinanden. Det gør nemlig rigtigt ondt på den, det går udover. Derfor er det heller ikke noget, man skal gå rundt med alene. Så jeg tænker på, om der er en nogen omkring dig, du kan snakke med? Måske dine forældre? Eller en anden voksen, du føler dig tryg ved? De ville nemlig kunne støtte dig og hjælpe dig, når det bliver svært. Samtidigt kan det også være, de har nogle råd til, hvad du kan gøre. Og så tænker jeg faktisk også, at den person måske ville kunne hjælpe dig med at tage fat i forældrene til dine gamle venner. For det er bestemt ikke i orden, at de slår dig og sviner dig til. Det skal deres forældre have at vide, så de kan tage en snak med dem om det. Du kan også prøve at læse denne artikel om mobning og gode råd til, hvad man kan gøre ved det.

Kan du lære nogle nye mennesker at kende?
Du skriver, at dine gamle venner sidder fast i fortiden og har vendt dig ryggen. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende? Nogle, der ikke er en del af den omgangskreds? Du kan for eksempel prøve at finde ud af, om der er et eller andet, du synes er vildt spændende. Det kunne være gaming, rollespil eller noget helt tredje. Så kunne du prøve at finde ud af, om der er nogen andre i nærheden med samme interesse. For eksempel i en fritidsklub eller noget andet. Tit er det et godt sted at starte, hvis man gerne vil lære nye mennesker at kende. Fordi man fra starten af har en interesse tilfælles, som man kan snakke om, og som kan være første skridt på vej mod et nyt venskab.

Prøv Ventilen
Du skriver, at du føler dig ensom. Det er en rigtigt svær følelse at stå med. For mennesker er flokdyr og vil derfor naturligt gerne passe ind i en gruppe. Så jeg kan godt forstå, at det er svært for dig bare at se de positive ting ved livet. Og jeg tænker heller ikke, det er meningen, at du skal det. Du står midt i en virkeligt svær situation, som du skal have løst. For du fortjener ikke at gå rundt og være ensom. Men ét skal du vide: Du er ikke alene.

Rigtigt mange oplever at føle sig ensomme på et eller andet tidspunkt i livet. Også rigtigt mange unge. Derfor findes Ventilen. Det er et sted, man kan gå hen som ung, hvis man føler sig ensom. Og møde andre unge, der har det på samme måde. Nu ved jeg ikke, hvor du bor henne. Så jeg ved ikke, om der er et Ventilen-mødested nær dig. Men hvis der er, kunne det måske være et godt sted for dig at gå hen. Det ville måske også give mulighed for at få nogle nye venskaber. Du kan også læse denne artikel om ensomhed og gode råd til, hvad man kan gøre for at komme ud af den. Måske er der noget i den, du kan bruge til noget.

Du kan tage fat i Headspace
En anden mulighed kunne være at tage fat i Headspace. Jeg skrev i starten, at jeg synes, du skulle snakke med nogen. Fordi det ikke er noget, du skal gå med alene. Her kommer Headspace ind i billedet. Her sidder der nemlig en masse frivillige, som er vant til at snakke med unge om alle mulige problemer. Så det er et trygt rum at få snakket om tingene i. Og du kan være helt anonym, hvis du ikke har lyst til, at de skal vide, hvem du er. I nogle Headspace-centre er der faktisk også sociale arrangementer, hvor man for eksempel kan komme og spille brætspil med andre unge. Så måske er der også mulighed for, at du kan bruge det til at lære nye mennesker at kende?

Jeg håber meget, at mit svar har kunnet hjælpe dig lidt. Jeg ønsker dig held og lykke med det og håber meget, at du finder ud af det. For det er ikke meningen, at det skal være ubehageligt at gå udenfor sit hjem!

De bedste hilsner fra en Mindhelper