Jeg bliver mobbet på mange forskellige måder. Jeg får både tæv og bliver drillet med, at jeg er forelsket. Og så har jeg også haft selvmordstanker.

Hej Mindhelper

Jeg bliver mobbet på mange forskellige måder. Jeg bliver tævet. jeg bliver også drillet fordig jeg er forelsket. Jeg hved godt jeg er i en maget ung alder men jeg har havt selvmords tanker. PS jeg ælsker denne hjemmeside

(Dreng, 13 år)


Kæreste du

Hold da op. Det lyder godt nok hårdt, at du bliver mobbet sådan. Det må virkeligt være svært. Så jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at skrive herind. Det er nemlig et tegn på, at du søger hjælp. Og det er det første skridt i retning af at få det bedre.

Du er ikke alene
Det er drønhårdt at blive mobbet. Og det kan bare gøre mega ondt. Men du er ikke alene om at opleve mobning. Der er desværre mange, der oplever at blive mobbet. Du kan for eksempel prøve at læse Thomas’ historie. Så selvom jeg godt ved, at det nogle gange kan føles sådan, så er du ikke alene om at opleve at blive mobbet. Men det er rigtigt vigtigt, at du får fortalt nogen, at du bliver mobbet. For det kan bare gøre rigtigt ondt på en, når man bliver mobbet. Derfor er det ikke noget, du skal gå alene med. Mobning kan nemlig godt stoppes. Og mobning skal stoppes. For mobning er aldrig i orden. Men hvis mobningen skal stoppes, kræver det, at du får fortalt det til nogen. Så du kan få hjælp af en voksen.

Snak med din lærer
Jeg tænker på, om du har snakket med en lærer om, at du bliver mobbet? Hvis ikke du har det, er det rigtigt vigtigt, at du gør det. For der er ingen, der har fortjent at blive mobbet. Heller ikke dig. Derfor er det vigtigt, at du får snakket med en lærer på din skole. Dine lærere kan nemlig hjælpe dig. Men de kan ikke gøre noget, hvis de ikke ved, at der er noget galt. Jeg forstår godt, hvis det kan lyde svært at skulle fortælle det til en lærer. Men det er så vigtigt, at du gør det. For du skal ikke finde dig i at blive mobbet. Det kan godt blive anderledes. Hvis du ikke lige ved, hvilken lærer du skal gå til, kan du for eksempel snakke med din klasselærer. Din klasselærer har nemlig et særligt ansvar for, at alle i din klasse trives. Og derfor tænker jeg, at din klasselærer rigtigt gerne vil hjælpe dig med at få sat en stopper for mobningen. Du kan også prøve at læse vores artikel med andre gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man oplever mobning.

Snak med dine forældre
Det er også rigtigt vigtigt, at du får snakket med dine forældre. Du skriver nemlig, at du har haft selvmordstanker. Det er et tegn på, at du har rigtigt ondt indeni. Og det er rigtigt vigtigt, at du ikke går rundt og har det så svært alene. Det fortjener du nemlig ikke. For det er alt for hårdt at skulle gå rundt med så svære tanker helt alene. Derfor er det så vigtigt, at du får fortalt dine forældre, hvordan du har det. Så de ved, at du har det virkeligt svært. Det er nemlig mega vigtigt, at du har nogen at støtte dig op af, mens det er svært.

Tag fat i Livslinien
Fordi du skriver, at du har haft selvmordstanker, er det rigtigt vigtigt for mig at gøre dig opmærksom på Livslinien. Det er normalt, at man kan få selvmordstanker, når det gør rigtigt ondt indeni. Fordi døden måske nogle gange kan komme til at virke som den eneste måde, man kan få det til at holde op med at gøre ondt på. Men der er så mange muligheder for, at det kan blive bedre. Og det er derfor, der sidder nogle super dygtige, frivillige rådgivere klar til at snakke med dig hos. De er nemlig klar til at snakke med dig, hvis du kan mærke, at dine selvmordstanker bliver for meget for dig. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange, der har haft selvmordstanker. Så de er vant til at snakke med mennesker, der virkeligt bare har ondt i livet. Du kan være helt anonym hos Livslinien, så dem kan du trygt tage fat i. Og det er mega vigtigt, at du gør det, hvis du kan mærke, at dine selvmordstanker bliver for meget for dig. For det kan godt blive bedre, selvom det måske ikke føles sådan lige nu.

Headspace er der til at hjælpe
Hvis du føler, det er nemmere at snakke med nogen, du ikke kender til at starte med, kan du tage fat i Headspace. Headspace er der nemlig altid, hvis man har det svært og har brug for nogen at snakke med. De frivillige rådgivere i Headspace er super søde, og de sidder klar til at snakke med dig om lige nøjagtigt det, der er svært for dig. De frivillige har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært. Så de er vant til at snakke med unge, der virkeligt bare ikke har det nemt. Du kan også være anonym i Headspace, så dem kan du også trygt tage fat i.

Jeg håber virkeligt, at mit svar har kunnet hjælpe dig. Og så krydser jeg bare så meget fingre for, at du får hjælp til at stoppe mobningen. For du fortjener bare så meget at få ro til at få det bedre igen.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper